Når der i 1960'ernes sommerferier var kirkesangsstævner på skiftende danske folkehøjskoler, var en dreng ved navn Niels Glahn blandt de næsten faste deltagere.
Det var dog ikke ham selv, men faderen, musikprofessor Henrik Glahn, som var salmesangsentusiast. Og rigtig god til salmer blev sønnen som i dag fylder 60 år ikke.
I 1970'erne var Niels Glahn elev på Ågård Ungdomshøjskole, tog en læreruddannelse fra Blågård Seminarium og blev ansat i folkeskolen. Men en almindelig folkeskolelærer blev han ikke.
I 1980'erne blev Niels Glahn sat i spidsen for Produktionshøjskolen Nyvang ved Holbæk og fortsatte karrieren på Tølløse Produktionshøjskole. Han kunne godt lide skoleformen, der forsøger at forene skolegang med en mere praktisk og håndværksmæssigt tilgang, men han blev der ikke.
I 1990'erne blev Niels Glahn embedsmand i Undervisningsministeriet og arbejdede især med Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU), undervisningsminister Ole Vig Jensens (R) forsøg på at skabe en alternativ uddannelsesvej for uafklarede unge. Men en typisk embedsmand blev han aldrig, og da VK-regeringen som en af sine første handlinger i 2001 nedlagde FUU, fortrak Niels Glahn.
I 2000'erne arbejdede Niels Glahn i Kosovo med at etablere produktionshøjskoler og siden rådgive den lokale FN-mission om arbejdsmarkedsuddannelser. Men seks år som udstationeret sluttede, da han i 2007 blev generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening.
Således er Niels Glahn kommet vidt omkring, men i sit nuværende virke kan han drage nytte af de fleste af sine erfaringer.
Man fristes til at sige, at generalsekretæren, da han søgte og fik sit nuværende job førte et af højskolernes slogans, ”Find det, du er god til”, ud i livet.
Som generalsekretær skal han på en og samme gang være højskolemand, leder, embedsmand og diplomat. Et bindeled mellem højskoler, beslutningstagere og offentligheden.
Det kræver indsigt i praktisk skolevirksomhed, beslutningsprocesser og folkestemninger. Mens højskolefolket i 50 år har talt mest om ånd og eksamensfrihed, har Niels Glahn formentlig afkodet tidsånden mere præcist, når højskolerne i dag med et stænk af ironi betoner højskoleopholdets gavnlige effekt på samfundsøkonomien.
Men selvom hans analytiske hjerne kender alt til tidens intense sværmen for økonomisk målbare effekter, er der ingen tvivl om, at Niels Glahns hjerte banker mest for de såkaldt ikke-uddannelsesparate unge, som har svært ved at finde en vej i livet.
I en artikel i det seneste nummer af Højskolebladet med overskriften ”Er lyset for studenter blot?” problematiseres det, at mange højskolekurser domineres af ”4.g.'ere”. Det vil sige unge, især piger, som tager et års højskoleophold som en kreativ og yderligere opkvalificerende pause mellem en flot studentereksamen og en akademisk karriere. Det skal de have lov til, men de er ikke Niels Glahns primære hjerteblod det er klassisk folkeoplysning for alle.
Ved siden af sit virke som generalsekretær sidder Niels Glahn i bestyrelsen for Dansk Folkeoplysnings Samråd, i Rådet for den Uafhængige Politiklagemyndighed og er formand for Foreningen Center for Ungdomsforskning. Fritiden tilbringer han sammen med hustruen, Bente Glahn, parrets tilsammen tre børn og syv børnebørn samt med mange praktiske gøremål på familiens ødegård i Skåne.
Gøremål, der i dén grad kalder på en mand, der kan analysere, men også har hænderne skruet rigtigt på.