Prøv avisen
Portræt

Modstandsmanden, der brød tavsheden

Jørgen Kieler var under besættelsen tilknyttet modstandsgruppen Holger Danske og medvirkede både ved jødeaktionen i september-oktober 1943 og sprængningen af Varde Stålværk senere samme år, inden han blev arresteret og deporteret. Siden fik han et langt liv som læge, forsker og forfatter. - Foto: Scanpix

Jørgen Kieler var i sine unge dage sabotør og kz-fange. I mange år tav han om sine erfaringer med krigens rædsler, men siden 1986 har han været en af modstandsbevægelsens stærkeste stemmer. I dag fylder han 95 år

Der er mange dramatiske scener i Jørgen Kielers liv, som i dag har strakt sig over 95 år.

Der er for eksempel den dag i München i 1938, da en 18-årig student fra Horsens overværer et massemøde med Tysklands og Italiens ledere, Hitler og Mussolini, og bliver rædselsslagen over den ukritiske, hysteriske begejstring, folkemængden viser ved mødet med de to storhedsvanvittige despoter.

Eller den dag i efteråret 1943, da en 24-årig medicinstuderende, som bor i en københavnsk lejlighed sammen med sine tre søskende og har gjort lejligheden til et centrum for modstandskamp og trykning af illegale blade, træffer en afgørende beslutning. De fire søskende har i fællesskab medvirket ved redningsaktionen af de danske jøder. Nu diskuterer de, hvor langt de skal gå i deres modstandskamp. Storesøster Elsebet vil ikke være med til at bryde det femte bud: Du må ikke slå ihjel. Jørgen mener, at situationen gør det nødvendigt. I tiden derefter kaster han sig ud i jernbanesabotage, sprængning af Varde Stålværk og andre former for modstandskamp, som der er dødsstraf for.

Den 6. februar 1944 bliver en stadig 24-årig, men væsentligt mere forhærdet modstandsmand arresteret af Gestapo efter en mislykket aktion i Aabenraa. Under arrestationen bliver han skudt gennem halsen, men overlever mirakuløst. Under forhøret bliver han slået i hovedet med en geværkolbe og får kraniebrud. Han dømmes til døden, men undgår henrettelsen, da tyskerne hellere vil henrette de otte tilfangetagne fra Hvidstengruppen. Denne henrettelse udløser folkestrejker over hele landet. Kieler bliver nu i stedet deporteret til koncentrationslejren Porta Westfalica i Tyskland.

Endnu en dramatisk scene foregår i lejren en aften, da en 25-årig fange eksistentielt indser, at han er død indeni, selvom kroppen stadig er i live. Sult, mishandling og håbløshed har ædt ham op. Han tager sagtmodigt afsked med sin bror og medfange, Flemming, og med livet og lukker sine øjne. Men næste dag bringer ikke døden, men frelsen i form af grev Folke Berndottes hvide busser, som skal bringe i alt 15.000 danske og norske krigsfanger hjem.

Freden kommer, og medicinstudierne genoptages. Men de medstuderendes sorgløse ”fis og ballade” og ligegyldighed over for den just overståede krig får Jørgen Kieler til at føle sig fremmed. Han holder op med at fortælle sit vidnesbyrd fra dødens forgård og koncentrerer sig i mange år om studiet og lægegerningen. I 1954 opnår han doktorgraden fra Aarhus Universitet.

I 1984 tiltræder en anerkendt læge og kræftforsker stillingen som leder af Fibiger Instituttet. Den unge, levende døde modstandsmand er nu en vital mand midt i 60'erne og har - nu hvor pensioneringen nærmer sig - en flot karriere og lægevidenskabelig bogproduktion bag sig. Men modstandskampen og kz-opholdet er stadig en lukket bog. Indtil en anden kz-fange og personlig ven, den jødiske forfatter og nobelprismodtager Elie Wiesel, i 1986 åbner den. Wiesels budskab er: ”I må bryde ud af tavsheden og fortælle jeres historie. Det skylder I jeres døde kammerater.”

I 2001 udkom erindringsbogen ”Hvorfor gjorde I det?”, Kielers svar på Wiesels opfordring. Senere fulgte journalisten Tom Hermansens ”Før jeg siger farvel. Samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler”. Kieler er også stillet op til talrige foredrag samt interview til bøger, aviser og tv-udsendelser. Han hører til de modstandsmænd, der har meget lidt tilovers for den unge historikergenerations fremstilling af den danske forhandlings- og samarbejdspolitik under krigen, og han støttede det varmt, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) den 29. august 2003 tog klart afstand fra samarbejdspolitiken.

Anden Verdenskrig bliver beskrevet og debatteret mere end nogensinde, og det slutter næppe foreløbig, selvom det tynder ud i øjenvidnerne. Fra sin lejlighed i Hørsholm nord for København følger 95-årige Jørgen Kieler stadig med. Benene har det ikke så godt længere, men evnerne til at tænke og tale er fuldt intakte. Kieler er glad for, at danskerne endelig gad lytte. Og danskerne har grund til at glæde sig over, at Kieler brød tavsheden.