Flagdagens feltpræst

Knud Erik Kristensen er feltpræst og deler sin tid mellem sognet på Fyn og soldater i krigszoner. I morgen gårturen til Haderslev Domkirke, hvor han holder mindegudstjeneste i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte

”Soldaterne er stolte af deres flag og dermed stolte af Danmark. Vi skal huske at vise, at Danmark også er stolt af dem,” siger feltpræst Knud Erik Kristensen. - Privatfoto.
”Soldaterne er stolte af deres flag og dermed stolte af Danmark. Vi skal huske at vise, at Danmark også er stolt af dem,” siger feltpræst Knud Erik Kristensen. - Privatfoto.

Knud Erik Kristensens kone er hjemmegående. Uden hende ville han ikke kunne have det job, han har. Med i alt syv børn er det nemlig noget af en udfordring at hive et halvt år ud af kalenderen og tage til krigsramte lande som feltpræst.

Men de har fået det til at fungere, og de seneste 16 år har Knud Erik Kristensen således delt sin tid mellem præstegården i Kølstrup ved Kerteminde og krigszoner i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan.

I morgen skal han på indenrigstur til Haderslev Domkirke, hvor han skal holde mindegudstjeneste for udsendte i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte.

”Flagdagen betyder enormt meget for os. Både for de hjemvendte soldater, dem, der stadig er udsendt og ikke mindst de pårørende. Der er elementer af social sammenkomst, sjælesorg og hyldest i det,” siger Knud Erik Kristensen, der er tilknyttet Danske Division med base på Haderslev Kaserne.

Som ung var han værnepligtig soldat ved Jyske Telegrafregiment, og da han som nyansat sognepræst fik tilbuddet om at fungere som feltpræst i den danske hær ved siden af sit almindelige sognepræsteembede, tøvede han ikke med at sige ja. Siden da har han været udsendt fire gange af et halvt års varighed og været på otte kortere ture. Det første ophold var i Bosnien i 1996, det seneste i Afghanistan i 2012.

”Det er et interessant og spændende job. Jeg har samtidig været sognepræst ved Kølstrup Kirke i 31 år, og kombinationen af at have en fast base herhjemme og så have nogle afbræk, hvor man tager af sted og udfordrer sig selv med nogle andre sider af præstearbejdet, det har fungeret godt. Jeg har haft nogle fantastiske år med unge soldater i verdens brændpunkter.”

Den officielle flagdag for Danmarks udsendte blev holdt første gang i 2009. Formålet med dagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en politisk truffet beslutning. Det var en ung soldat, Kim Eg Thygesen, der dengang tog initiativ til flagdagen - han følte, at danskerne i høj grad glemte soldaterne, når de var udsendt, og det ønskede han at lave om på. Knud Erik Kristensen deler den opfattelse:

”Når jeg kigger tilbage, så kan jeg egentlig slet ikke forstå, at flagdagen ikke er kommet mange år før,” siger han:

”De danske soldater har Dannebrog på deres biler, når de kører rundt i krigsramte lande. Lige så snart det bliver beskidt, skifter de det ud med et rent. Soldaterne er stolte af deres flag og dermed stolte af Danmark. Vi skal huske at vise, at Danmark også er stolt af dem.”

Normalt stopper man som feltpræst, når man fylder 60 år, hvilket for Knud Erik Kristensens vedkommende ville have været i år. Men han har fået to års forlængelse, og det er han glad for. I sin fritid bruger han tid sammen med sin kone, Ingrid, deres børn - hvoraf et enkelt stadig bor hjemme - og de tre børnebørn. Derudover holder han af at spille kort og arbejde i den store have, der hører til Kølstrup Præstegård.

Flagdagen markeres i morgen over hele landet. Det officielle arrangement i København tæller kransenedlægning ved monumentet for Danmarks internationale indsats på Kastellet, gudstjeneste i Holmens Kirke og parade på Christiansborg Slotsplads. Mindegudstjenesten i Haderslev Domkirke med Knud Erik Kristensen begynder klokken ni.