Bag militærmandens bryske ydre er en sand soldaterkammerat

Når general Knud Bartels sidder for bordenden som ved de seneste dages Nato-topmøde, er det med et barsk og kompromisløst ydre. Men bag facaden gemmer sig en anden personlighed

Formanden for Natos militære komité er den danske general Knud Bartels, der kan virke som lidt af en hård hund. Men kommer man bag hans ydre, møder man et selvironisk menneske og en god soldaterkammerat. -
Formanden for Natos militære komité er den danske general Knud Bartels, der kan virke som lidt af en hård hund. Men kommer man bag hans ydre, møder man et selvironisk menneske og en god soldaterkammerat. - . Foto: Scanpix.

”Forsvarets kerneopgaver er at kæmpe og vinde, og vi må aldrig blive overfladiske eller selvtilfredse.”

Sådan lød den kontante udmelding fra den nu 62-årige general Knud Bartels, da han holdt sin afskedstale som forsvarschef i 2011 efter næsten 40 års tro tjeneste i forsvaret.

Siden har han taget plads for bordenden som formand for Natos militærkomité, når Nato-landenes forsvarschefer mødes og koordinerer militære spørgsmål på allerhøjeste niveau. Også de seneste dage, hvor den militære indsats over for Rusland er blevet skærpet på et Nato-topmøde i Wales. Desuden er han blandt de øverste militære rådgivere for Natos generalsekretær, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Og det kræver en mand med overblik og sans for manøvrer i diplomatiets kunst. Evner Knud Bartels tidligt fik med sig hjemmefra som ambassadørsøn. Siden har han livet igennem vandret op gennem den militære rangstige, sat stadig flere stjerner på skuldrene og erhvervet sig storkorset af Dannebrogordenen og Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren.

Knud Bartels begyndte sin militære karriere som almindelig værnepligtig i 1972. Han har været udsendt til Cypern og Kosovo og siddet på skolebænke på fine militære efteruddannelser i både USA og Frankrig.

Bartels var fra 2006 til 2009 Danmarks militære repræsentant i Nato og EU. Han blev kaldt hjem til andedammen af daværende forsvarsminister Søren Gade (V) for som forsvarschef at rydde op i Forsvarskommandoen efter Jægerbog-skandalen og håndtere den danske indsats i Afghanistan. Men i 2011 blev han valgt til formand for Natos komité af alle forsvarscheferne fra de 28 Nato-lande og senere forlænget frem til sommeren 2015.

Knud Bartels bliver beskrevet som en militærmand helt ind til benet - med en pædagogik, der rækker flere århundreder tilbage i tiden. Da han skulle tiltræde stillingen som forsvarschef, løb rygtet om hans person foran ham: At han var en ledelsesmæssig dinosaur, en brysk oberst Hackel-figur, der var gammeldags og stivsindet. Men det er ikke hele sandheden.

Dumhed og dovenskab kan ganske vist gøre Knud Bartels rasende, som kun en fire-årig kan blive det. Og det kan skræmme nogle fra at opleve mennesket bag, lyder det fra en nær ven. For bag det bryske ydre gemmer sig en rigtig soldaterkammerat, der har respekt for manden bagest i geleddet.

Det var den Knud Bartels, der dagligt støttede en soldaterkammerat på hospitalet, da han var blevet lam efter en fejloperation. Den Bartels, der tog med soldaterne på patrulje i Afghanistan og blev ramt af en vejsidebombe. Og den general, der turde være selvransagende og sætte spørgsmålstegn ved indsatsen, da den første danske soldat faldt i Irak.

Knud Bartels evne til at lytte og skifte mening, hvis argumenterne er solide nok, bliver beskrevet som hans største styrke. Men man skal ikke tage fejl af ham, lyder det - han er retlinet, ordholden og konsekvent. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på for at opnå den ønskede virkning. Og når han giver ordrer ud, er han efter sigende iskold.

Privat er Knud Bartels belgisk gift med Inge Vansteenkiste og bor i Bruxelles. Sammen har de fire vokse børn - to døtre fra hendes tidligere ægteskab og to sønner fra Bartels. Og i Knud Bartels fritid er det meget andet end krudt, kugler og militære strategier, der fylder.

Han interesserer sig nemlig blandt andet også for klassisk musik, kunst, krigshistorie og gamle sportsvogne. Og når han holder fri, er det gerne med et glas rødvin og en skønlitterær bog som Harry Potter.