Debatredaktøren elsker en god diskussion

Når Jakob Holm i morgen fylder 50 år, er det som den længst siddende kronik- og debatredaktør på Kristeligt Dagblad

Når det drejer sig om komplicerede teologiske spørgsmål, kirkelig vielse af homoseksuelle og om folkekirkens placering i samfundet, befinder Jakob Holm sig som en fisk i vandet. -
Når det drejer sig om komplicerede teologiske spørgsmål, kirkelig vielse af homoseksuelle og om folkekirkens placering i samfundet, befinder Jakob Holm sig som en fisk i vandet. - . Foto: Leif Tuxen.

Jakob Holm ved godt selv, at han taler meget højt i telefon. Derfor forlader han hensynsfuldt fælleskontoret, når han har en af dagens mange samtaler med bidragydere til avisen. Det kan også være læsere, der gerne vil drøfte en problemstilling af særlig interesse.

Og Jakob Holm tager gerne diskussionen, mens han med telefonen for øret vandrer op og ned ad gangene på redaktionen i Kristeligt Dagblads domicil på Vimmelskaftet i København. I stedet er der så andre, der er indlagt til at høre på den højlydte tale.

Men man bærer gerne over med det, da Jakob Holm er særdeles afholdt af sine kolleger. ”Han er verdens sødeste menneske,” som en af dem siger.

Når Jakob Holm i morgen fylder 50 år, er det som den formentlig længst siddende kronik- og debatredaktør på Kristeligt Dagblad.

Han er cand.theol. fra Københavns Universitet og M.phil. i religionsfilosofi og etik fra Cambridge University. Og han havde arbejdet som dansk-lærer, journalist på Cambridge Evening News og som englandskorrespondent for Kristeligt Dagblad, da han med sin engelske hustru, Gill Holm, og de to sønner, Thomas og Simon, i 1999 flyttede fra England til Danmark, hvor han blev ansat som redaktør med ansvar for debat- og kroniksiderne i Kristeligt Dagblad.

Siden har avisens debatstof, ligesom den øvrige avis, gennemgået en stor udvikling i omfang, indhold og udseende. Selvom Jakob Holm som redaktør har ”folk” til at varetage den tekniske opsætning af siderne, er der en del rugbrødsarbejde forbundet med den daglige udvælgelse og redigering af de mange debatindlæg og kronikker, som tilflyder avisen. Der kommer hans medfødte flegma ham til gode, samt hans sans for at skære et synspunkt til, så det fremstår klart og tydeligt.

Det samme gør hans store viden om kirkehistoriske og kirkepolitiske spørgsmål. Bølgerne kan gå højt på avisens debatsider om komplicerede teologiske spørgsmål, kirkelig vielse af homoseksuelle og om folkekirkens placering i samfundet. Her har Jakob Holm den fordel, at han ubesværet forstår og kan forklare, hvad det handler om, hvilket også fremgår af hans velskrevne ledere i avisen.

Han har samtidig blik for, at det er sundt, når meninger brydes, og har en udogmatisk tilgang og forståelse for, at hans job handler om at lade andre komme til orde, selvom han ikke er enig med dem.

Derfor ser man sjældent Jakob Holm oppe i det røde felt. Når det sker, kan der komme et strejf af sarkasme i stemmeføringen. Men hellere underholder han omgivelserne med sit udvalg af anekdoter fra gymnasietiden og vennerne fra dengang, også kaldet Varde-mafiaen. Dertil har han af natur en hjertets dannelse og er præget af årene i det britiske, der har udstyret ham med den form for høflighed, der får andre til at føle sig godt tilpas.

Jakob Holm er ud af en præstefamilie i flere generationer. Han er sammen med to yngre brødre vokset op i Alslev syd for Varde, hvor hans far, Lars Holm, var sognepræst frem til sin pensionering, mens moderen, Karin Holm, arbejdede som ergoterapeut. Folk, der kender Jakob Holm godt, mener, at han har et udpræget præstegen, så hvorfor valgte han ikke præstegerningen frem for medieverdenen?

Hans eget humoristiske svar kan lyde, at han ”endnu ikke har hørt Herren kalde”. Den mere verdslige forklaring er nok, at han i Cambridge blev optaget af journalistikken, og at han som debat- og kronikredaktør har et arbejde, der forener hans interesse for kirkehistorie, forholdet mellem religion og politik - og en god debat.

Praktisk anlagt er Jakob Holm ikke, hvilket den vildtvoksende have omkring familiens hus i Allerød nær Hillerød vidner om. Men han er en passioneret dyrker af fodbold, film og musik. Yndlingsmusikerne er gamle rockkoryfæer som Nick Cave, John Cale og David Bowie. Det kan undre, at Bob Dylan ikke er med på listen. Men så var der jo ikke noget at diskutere, når han mødes med sine gamle Dylan-begejstrede Varde-venner.