Med religiøse temaer i bagagen

Hans Rønne har modtaget en række priser, blandt andre en Reumert i kategorien ”årets store lille forestilling” i 2007. - Foto: Per Pedersen

Teatermanden Hans Rønne er aktuel med den store forestilling ”Som i himlen” i Aarhus. Stykket er opfyldelsen af en gammel drøm

Teater skal anslå eksistentielle temaer for at have mening for instruktøren, dramatikeren og skuespilleren Hans Rønne. Det er et krav, der bliver indlysende opfyldt med den store og økonomisk krævende forestilling ”Som i himlen”, der netop har haft danmarkspremiere på Åbne Scene i det kulturelle produktionscenter Godsbanen i Aarhus.

Bag opsætningen står Teatret, som Rønne har stiftet og driver sammen med sin hustru, scenografen Gitte Baastrup. Med i produktionen er desuden Teater O.

Titlen er et citat fra Fadervor. Ganske vist forholder stykket sig ikke direkte til bønnen. Men en sammenhæng er der. Også tidligere har Rønne beskæftiget sig med religiøse temaer, der - som han siger - er en del af hans bagage.

Han forholder sig imidlertid til det religiøse/eksistentielle på sin egen uforudsigelige måde. Således i fremstillingen af Markusevangeliet, ”Ifølge Markus” og i ”Fars dreng”, hvor historien om Jesus opleves via dennes jordiske far, Josef.

Begge forestillinger er kendetegnet ved en finurlig humor, der - hvor løssluppen den end er - aldrig forråder, men altid er solidarisk med stoffet.

Den nye forestilling - iscenesat af Hans Rønne, der endvidere er blandt de 12 medvirkende - bygger på svenskeren Kay Pollacks succesfilm ”Så som i himmelen”, der er blevet solgt til over 40 lande. Siden Rønne så den for 10 år siden, har det været hans drøm at lave en teatervision. Når han tøvede, skyldtes det omkostningsniveauet, der specielt for et lille teater er overvældende. Han kvier sig en smule ved at røbe, hvor dyr forestillingen er, men gør det alligevel, ganske stille: ”et par millioner kroner”. Virkeliggørelsen af det, der kunne synes umuligt, er lykkedes takket være tilskud og fundraising.

”Som i himlen” beskrives som en fortælling om kærligheden og døden i en stadig og aldrig afsluttet kamp. Moralen er, at alt har sin pris, men at livet er livet værd. Det handler om at slippe kærligheden fri - og om at vokse i samværet med andre.

Det er pointer, som formidles i form af en beretning om en verdensberømt dirigent, der siden barndommen har drømt om at nå folks hjerter med musik, men føler, at han er længere fra sit mål end nogensinde. Det ændrer sig, da han efter at være faldet om på scenen vender tilbage til egnen, hvor han voksede op, og bliver fascineret af sangglæden hos amatører i et lokalt kirkekor, hvis dirigent han senere bliver. Det bliver begyndelsen til meget ...

Hans Rønne, der er 61 år, er vokset op i et lærerhjem i Gedsted i det vestlige Himmerland, hvor teater ”var noget med Clara Pontoppidan i 'Inden for murene' i fjernsynet og ellers ikke-eksisterende”. Hans geografiske udgangspunkt er tillige udgangspunktet for et centralt skuespil i hans produktion, ”Napoleonskrigen”, der havde premiere i 1997 og blev noget af et gennembrud.

Men først en omvej: han blev lærer som sin far - fra Skive Seminarium i 1979. Teatret kom ind i hans verden, da han som militærnægter havde ophold på Kaskadeteatret i Århus, hvor han ifølge eget udsagn kunne bruges, fordi han var god til gymnastik. Han blev klar over, at det var muligt at fortælle historier med kroppen. Hans løbebane som - selvlært - skuespiller indledtes da også med ordløst teater.

Det er sagt om ham, at han ”opnår meget ved at gøre næsten ingenting”. Til gengæld spiller han med stor udtryksfuldhed og med mange facetter. Han er en glimrende mimiker, der søger det store i det små og søger det eksistentielle ”nede på gulvet blandt helt almindelige mennesker”. Dette er kernen i hans dramatik.

Han har modtaget en række priser - for eksempel i 2007 en Reumert i kategorien ”årets store lille forestilling”, nemlig den, der hedder ”August”.

Siden 1983 har han været gift med Gitte Baastrup. Parret, der bor i Århus, har to døtre. Den yngste går på elevskolen ved Odense Teater. De to børnebørn, han også har, betegner han som ”den gave, man ikke vidste, at man ønskede sig”.