”Det tog mig et halvt års tid at blive blind”

Dansk Blindesamfunds formand, Thorkild Olesen, er ny formand for Danske Handicaporganisationer. Han har viet sit liv til kampen for handicappedes rettigheder

”Han kan sagtens være virkelig sjov, men mest af alt er han bare en rigtig vestjyde. Han udsender en fornemmelse af ro og lunhed,” siger en kollega om Thorkild Olesen.
”Han kan sagtens være virkelig sjov, men mest af alt er han bare en rigtig vestjyde. Han udsender en fornemmelse af ro og lunhed,” siger en kollega om Thorkild Olesen.

Thorkild Olesen var den ældste i en børneflok på fem drenge, hvoraf de fire var født inden for en periode på tre år. De gik ikke i børnehave, men gik hjemme med deres mor i huset i Ringkøbing, hvor der var nok at se til og ingen tid til særlige hensyn. Også selvom Thorkild Olesen som den eneste i søskendeflokken var synshandicappet.

Han blev født med grøn stær og var i første del af sit liv stærkt svagsynet, inden han blev helt blind. Nu er den 44-årige mand blevetformand for Danske Handicap-organisationer.

”Det er en spændende tid at blive formand i, fordi der er så meget udvikling inden for området. Kommunerne har fuldstændig overtaget ansvaret for mennesker med handicap. Det bliver interessant at være med til at påvirke dem, så det bliver løst bedst muligt,” siger Thorkild Olesen.

Danske Handicaporganisationer er en paraplyorganisation, der varetager de fælles interesser for de 33 landsdækkende handicaporganisationer. Thorkild Olesen har siden 2011 været næstformand for organisationen, og da den tidligere formand gennem fjorten år, Stig Langvad, for nyligt meddelte, at han forlod posten for et nyt job, blev Thorkild Olesen i henhold til organisationens vedtæger den nye formand. Han har da også stor erfaring inden for området: Som ung var han formand for Dansk Blindesamfunds Ungdom, og siden 2009 har han været formand for moderorganisationen, Dansk Blindesamfund. En post, som han fortsat vil varetage, selvom han nu skal pendle mellem to formandskasketter.

”Jeg bliver nødt til at finde tid til begge dele,” fortæller han.

Thorkild Olesen har trods sit handicap været i stand til at gennemføre et universitetsstudium. Han er uddannet cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Det har været udfordrende og har været den erfaring, der har givet ham lyst til at gå ind i handicappolitik, fortæller han. Han startede derfor i Dansk Blindesamfunds Ungdom som 18-årig, og blot tre år efter mistede han den sidste del af sit syn:

”Jeg plejer at sige, at det tog mig et halvt års tid at blive blind. Jeg kunne godt mærke, at det gik den forkerte vej. Jeg blev opereret mange gange i den periode, men det hjalp ikke. Jeg bemærkede det nok klarest lige omkring EM-fodbold-finalen i 1992. Jeg var lige blevet udskrevet fra sygehuset og lagde for første gang mærke til, at jeg overhovedet ikke kunne se noget længere. Der var bare sort,” fortæller Thorkild Olesen.

Privat bor han i Odense med sin kone, Karina, og parrets to børn. I sin fritid holder han af at læse bøger, følge med i amerikansk fodbold og lytte til musik. Og selvom barndommens adresse i Ringkøbing er skiftet ud med en på Fyn, er der stadig masser af vestjysk lune i ham. Det fortæller John Heilbrunn, der er næstformand for Dansk Blindesamfund og har arbejdet tæt sammen med Thorkild Olesen i foreningen.

”Han spreder en meget rolig stemning omkring sig. Han kan sagtens være virkelig sjov, men mest af alt er han bare en rigtig vestjyde. Han udsender en fornemmelse af ro og lunhed.”