Teaterboss med mange jern i ilden

Det er blevet til mange projekter i årenes løb for Jes Kølpin, men han er nok bedst kendt som teaterboss. I dag fylder han 70 år

Det nyttede ikke at frabede sig en afskedsfest, da Jes Kølpin i 2012 stoppede som direktør for Bellevue Teatret. Der kom 400 gæster.-
Det nyttede ikke at frabede sig en afskedsfest, da Jes Kølpin i 2012 stoppede som direktør for Bellevue Teatret. Der kom 400 gæster.- Foto: Christian Als/Scanpix

I virkeligheden ville han bare renovere Bellevue Teatret og så fortsætte med sin tegnestue, men da den daværende direktør tog til Indien for at finde sig selv, så tog Jes Kølpin over.

I 1979 købte Jes Kølpin teatret i Klampenborg nord for København, som han ejede og drev indtil 2012. Da han stoppede som direktør, frabad han sig en afskedsfest. Men sådan ville familie, venner og kolleger ikke have det.

De inviterede 400 gæster til et surpriseparty på teatret, og ifølge gæsterne var det en overrasket og mundlam teaterboss, der troppede op.

Men det er ikke i teaterverden, at Jes Kølpin har hele sin fortid. Han er uddannet arkitekt, murer og bygningskonstruktør, og siden 1972 har han drevet Kølpins Tegnestue, hvad nok ikke alle lige er klar over.

Faktisk har Jes Kølpin ejet, drevet og stiftet en del forskellige ting i sit voksne liv. Tegnestuen har han stadig, ligesom han også ejer to hoteller i Nordsjælland og Aveny Teatret på Frederiksberg.

Han var med til at stifte Bådteatret i 1979, har været en tur inde over biografdrift, en filmimportvirksomhed og pladeproduktion. Bare for at nævne nogle eksempler.

Jes Kølpin er gift med designer Helen ”Mugge” Kølpin. De mødte hinanden, da han var 15 år på Gammel Hellerup Gymnasium.

”Hun er mit livs kærlighed, og hun er den, der har betydet allermest for mig. Hun har haft en enorm indflydelse på mig, hun har et kunstnersind, hendes mor er kunstner, og hun har påvirket mig meget, måske mere, end jeg aner. Hun er en stærk pige, men hun har aldrig krævet plads, hun har givet mig det rum, jeg havde brug for. Og så har hun i det stille styret mig lidt i den retning, hun ville,” har han engang sagt i et interview med Berlingske.

Parret blev gift i 1964, og sammen har de to børn: balletdanser Alexander Kølpin og skuespiller Cecilie Kølpin./ritzau/