P1-profil fast forankret i forsamlingshuset

I denne uge sker der markante ændringer på sendefladen hos Danmark Radios P1. Karen Secher er en af de værter, der skal profilere kanalens nye eftermiddagsflade

Journalist Karen Secher er sammen med Tore Leifer vært på det nye program P1 Eftermiddag.-
Journalist Karen Secher er sammen med Tore Leifer vært på det nye program P1 Eftermiddag.- . Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

Har man lyttet til P1 i løbet af de senere år, vil man med al sandsynlighed også have lyttet til 51-årige Karen Secher. På det nye P1 Eftermiddag, der havde premiere i går, kommer Karen Secher nu sammen med en anden velkendt vært på kanalen, Tore Leifer, til at stå for at formidle historier fra kulturens verden. Programmet er en del af en større relancering af P1's sendeflade, der fremover kommer til at byde på mere direkte radio.

”Karen Secher kan få 2.0-udgaven af mennesker frem. En ting er at sidde ved en mikrofon og spørge folk om noget. En anden ting er at få dem til at føle sig godt tilpas og give lidt ekstra af sig selv - og det formår hun. Samtidigt har hun også en personlighed, som trænger igennem højttalerne og ud til lytterne. Hun har en seriøsitet i stemmen, hvor der inde bagved er en slags underliggende latter, der gør, at lytteren altid er i godt selskab,” fortæller P1-redaktør Hanne Barslund

Karen Sechers karriere har, siden hun blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1989, udspillet sig i radioregi hos DR. Først som reporter og vært på Østjyllands Radio i Aarhus og Regionalen i Næstved frem til 1996. Derefter har hun været ansat som konsulent og underviser i DR's interne udviklingsafdeling. I 2001 blev hun vært på P1 Morgen, og senere blev hun vært på eftermiddagsprogrammet Orientering. De seneste syv år har hun været vært for portrætprogrammerne Besøgstid og På tomandshånd.

Karen Secher har i løbet af sin karriere i radioen gjort sig bemærket for sit sprog. For at tale et ”flydende, imødekommende, velartikuleret og korrekt dansk,” som det hed i begrundelsen for, at hun i 2012 fik KulturBornholms sprogpris. I 2003 modtog hun Danmarks Radios egen sprogpris. ”Med et sprog præget af stor musikalitet, billed- og detaljerigdom og som vært sætter Karen Secher med sit sprog, sin stemme og sit nærvær et personligt præg på P1's morgenflade. Hun forener troværdighed og klarhed med et lille smil i stemmen og er til stede uden at skygge for budskabet,” lød en del af begrundelsen for prisen dengang.

Karen Secher bor i Tåstrup på Stevns sammen med sin mand gennem 19 år, forfatter Kjeld Hansen. Han driver et økologisk landbrug på den gård, hvor Karen Secher selv voksede op og i dag er den niende generation på stedet. Hun har i flere år været formand for det lokale forsamlingshus i Hellested og sidder i bestyrelsen for den lokale Dagli'Brugsen. Og det lokale er da også noget, der står Karen Secher nært:

”En del af hendes engagement i det lokale er nok båret af en erkendelse af, at kulturen og sammenholdet er noget af det, der holder provinsen sammen og levende. Det er nok også en af hendes store styrker som journalist. I modsætning til hvad man kan klandre nogle journalister for, så er hun bevidst om, at der foregår interessante ting længere uden for Valby Bakke,” siger Karen Sechers mand, Kjeld Hansen.

At Karen Secher som vært vil være med til at sætte fokus på kulturen uden for København, tilslutter P1-redaktør Hanne Barslund sig:

”Bestemt! Allerede nu kan man høre, at hun og Tore Leifer udfordrer hinanden på en god måde i programmet, heriblandt også på forholdet mellem land og by. Hun er også meget regionalt forankret og går lige så meget i forsamlingshuset som i teatret. Hun har blik for det interessante i samfundet, der foregår lidt længere væk end Rådhuspladsen.”