Nils Malmros er en filmskaber, der hverken har dannet eller kommer til at danne skole for filminstruktører. Han er helt sin egen, og hans projekt kan på ingen måde efterlignes. På den ene side står han isoleret og uden for det trendsættende filmmiljø, og på den anden side er han blandt landets mest anerkendte filmkunstnere.
Udlandet har også fået øje på ham, dog uden at det er blevet til store internationale filmpriser. Men der er tid endnu til det. Nils Malmros' seneste film ”Sorg og glæde” er af Det Danske Filminstitut netop blevet indstillet til en Oscar-nominering i kategorien ”Bedste udenlandske film”. Skal man tro det amerikanske filmtidsskrift Filmcomment, har han måske en chance. I hvert fald skriver de om ”Sorg og glæde”, at den er ”det mest knusende og opløftende udtryk for kærlighed, der er skabt i filmhistorien”.
I morgen fylder Nils Malmros 70 år, og det skal - selvfølgelig, fristes man til at sige - fejres på Varna Palæet i Marselisborgskoven syd for Aarhus. Det var også her den store balscene fandt sted i ”Kundskabens træ” (1981) - en film der har opnået at blive kanoniseret af Kulturministeriet.
Nils Malmros' film er lig med hans liv, og hans liv er også i nogen grad lig med hans film. Han er, med et fransk filmbegreb, en original auteur, som skaber dybt personlige, selvbiografiske film. Malmros' barndoms- og ungdomsår er finkæmmet i film som ”Lars-Ole 5.c.”, ”Drenge”, ”Kundskabens træ”, ”Århus by night” og ”Kærestesorger”.
Og da han sidste år havde premiere på ”Sorg og glæde”, rystede det mange, at han valgte at fortælle historien om dengang i 1984, hvor hans hustru, Marianne Tromholt, dræbte deres ni måneder gamle datter, Anne. Hustruen var indlagt på psykiatrisk hospital med en såkaldt agiteret depression, men var hjemme på weekend, da tragedien fandt sted.
I filmversionen er navnene ændret, men ellers er alt ned til mindste detalje beskrevet sådan, som det foregik.
Også Nils Malmros' egen rolle som ægtemanden, der overlod barnet til sin syge hustru for at køre til et foredrag på Fyn. ”Hvor der ikke er skyld, er der heller ikke brug for tilgivelse,” udtalte han i et interview her i avisen i forbindelse med filmens premiere i november 2013.
Nils Malmros' hukommelse er legendarisk, når det gælder stemninger og fysiske rammer for begivenheder. Hans film er instrueret med pedantisk omhu - og med få undtagelser også med en umiskendelig aarhusiansk dialekt i den talte dialog. For ham er det at lave film ikke et holdarbejde, han vil selv have den fulde kontrol.
Det er franske Francois Truffauts skyld, at Nils Malmros fik en karriere som filminstruktør og ikke som kirurg. Da han som elev på Aarhus Katedralskole i 3.g så Truffaut-filmen ”Jules og Jim”, fik han, med egne ord, en åndelig vækkelse for filmmediet, som aldrig siden har forladt ham. Han fik dog også, efter en studietid på 22 år, sin lægeeksamen, men arbejdet på det daværende Aarhus Kommunehospital var aldrig det, der fyldte mest.
12 spillefilm er det blevet til, selvom Nils Malmros næsten hver eneste gang har bekendtgjort, at den aktuelle film var hans sidste. Punktummet virkede mere eftertrykkeligt efter ”Sorg og glæde”, men spørger man Nils Malmros i dag, siger han kryptisk: ”Jeg er ikke i gang med noget og har ingen idé, men man ved jo aldrig.” Foreløbig rejser han verden rundt med ”Sorg og glæde”, der endnu mangler at blive vist på fire internationale filmfestivaler i år.
Nils Malmros og Marianne Tromholt bor i Højbjerg syd for Aarhus i det hus, hvor de har boet, stort set siden de mødte hinanden. Hustruen har været lærer på en nærliggende folkeskole, men gik på pension sidste år.