Thomas Helmig og kærligheden

Lige fra begyndelsen har Thomas Helmig sunget om kærlighed, og det gør han stadig efter næsten 30 år som solist. I morgen fylder han 50 år

Thomas Helmig debuterede som solist i 1985, og siden har hans karriere budt på hit efter hit. -
Thomas Helmig debuterede som solist i 1985, og siden har hans karriere budt på hit efter hit. - . Foto: Claus Bech/Scanpix.

I næsten tre årtier har han funklet på den danske musikhimmel. Han har udgivet 15 soloalbum, har solgt flere end 1,5 millioner af dem og er den danske kunstner, der har modtaget flest Danish Music Awards gennem tiden.

Thomas Helmig er uden tvivl en af Danmarks største popartister, og siden han var barn, har musik været en stor del af hans tilværelse. Som seksårig var han autodidakt pianist, og i 4. klasse dannede han sit første band. Som 13-årig beherskede han ud over klaveret også guitar og trommer.

I begyndelsen af 80'erne blev han frontfigur i funkgruppen Elevatordrengene, men i 1985 debuterede han som solist med albummet ”Thomas”, og snart blev han et af pigernes største idoler.Tænk bare på hits som ”Det er mig, der står herude og banker på”, ”Nu hvor du har brændt mig af”, ”Stupid Man” og ”Gotta Get away from you”.

Fælles for alle hittene er, at de handler om kærlighed. Og ifølge Thomas Helmig selv har han sunget om kærlighed, næsten lige siden han begyndte at skrive sine egne sange.

For mig er det en enormt vigtig fornemmelse at være elsket og også elske et andet menneske. Det er nok endt, som det er endt, fordi det er den følelse, der virkelig kan løfte mig - og den, der kan jorde mig. Det har jeg så forsøgt at nærme mig fra alle vinkler, har han engang udtalt i et interview.

I 1988 medvirkede Thomas Helmig sammen med Søs Fenger, Sanne Salomonsen og Anne Linnet på singlen ”Den jeg elsker, elsker jeg” til fordel for AIDS-Fondet.

Ud over solokarrieren har Helmig også skrevet og produceret sange for andre, blandre andre Søs Fenger, Hanne Boel, Peter A.G. Nielsen og Malurt.

I november sidste år udsendte Helmig sit seneste album, ”KH Thomas”, og flere medier forsøgte at sælge det som et skilsmissealbum, men det afviste han. Og det selvom Thomas Helmig og René Toft Simonsen kort forinden meddelte, at de skulle skilles efter 17 år sammen og 12 års ægteskab.

Sammen med René Toft Simonsen har Thomas Helmig sønnen Hugo. Derudover har Helmig datteren Ida-Marie sammen med den tidligere topmodel Heidi Andersen.