Først indtog han Aalborg, så København

Skuespiller, instruktør, dramatiker, forfatter og nuværende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, er udnævnt til skuespilchef på Det Kongelige Teater. Flere børn skal i teatret, mener han

Morten Kirkskov er kendt for at være en sand mester i at få sine medarbejdere til at føle sig set, hørt og forstået. -
Morten Kirkskov er kendt for at være en sand mester i at få sine medarbejdere til at føle sig set, hørt og forstået. - . Foto: Det Kongelige Teater.

Det vil glæde mange, at det er Morten Kirkskov, som skal afløse Emmet Feigenberg som skuespilchef på Det Kongelige Teater. Men der er næppe mange i Aalborg, der deltager i jubelkoret. De kommer til at savne ham.

Som direktør for Aalborg Teater har Morten Kirkskov de seneste tre år skaffet adskillige Reumertpriser- og nomineringer til den nordjyske hovedstad, og ikke mindst har han skabt en stemning omkring teatret, der betyder, at aalborgenserne nu går rundt og bekræfter hinanden i, hvor glade de er for deres teater. De er alle sammen på ”Heeej” med Kirkskov, og for nylig fortalte han til Kristeligt Dagblad om, hvordan han på sine løbeture jævnligt bliver stoppet af mennesker, der bare lige vil sige, at de synes, det går godt! Spændende, om noget lignende kommer til at ske i København.

Det handler blandt andet om forestillinger som ”Indenfor murene” og ”En kort, en lang”, som Kirkskov har iscenesat, og om ”Altid for Aab”, der som dramatik om guldvinderne fra den lokale fodboldklub øgede andelen af mandlige teatergængere på Aalborg Teater væsentligt. Morten Kirkskov kan det med at tænke teatret ind i en samfundsmæssig og aktuel sammenhæng, og han er bredt funderet i sit repertoirevalg. Han kan sine klassikere, ingen tvivl om det, men han har samtidig hele tiden følehornene ude efter det nye, det eksperimenterende, og det trækker folk i teatret. Aalborg Teater var således også den første af landsdelsscenerne, der oprettede en borgerscene, hvor amatører optræder under professionel ledelse.

Det siges om Morten Kirkskov, at han kan indtage et rum og er smittebærer af en sjælden og utæmmet begestring for god scenekunst. Samtidig er han en sand mester i at få sine medarbejdere til at føle sig set, hørt og forstået.

51-årige Morten Kirkskov er født i Sønder Omme i Midtjylland. Hvilket enhver kan forvisse sig om ved at læse hans debutbog ”Kapgang”, der er filmatiseret af Niels Arden Oplev. Der er tale om en roman og ikke en selvbiografi, men stoffet er taget ud af Morten Kirkskovs egen opvækst og handler blandt andet om, hvordan hovedpersonen som 13-årig mister sin mor, og hvordan han i ungdomsårene eksperimenterer med sin seksuelle orientering.

Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990. Som skuespiller han har medvirket i flere end 40 forestillinger på københavnske teatre, og han har i en periode også været en del af det faste ensemble på Det Kongelige Teater, som han nu bliver leder for. Han har desuden undervist på Statens Teaterskole. Morten Kirkskov har spillet med i adskillige film og tv-serier, senest ”Borgen” og ”Arvingerne” på DR 1. og filmen ”Dirch”. Han har skrevet manuskript til teaterstykket ”De ubekendte”, kortfilmen ”Tre somre” og spillefilmen ”Rosa Morena”.

Morten Kirkskov - der i går blev præsenteret på Det Kongelige Teater - har store ambitioner for sin nye arbejdsplads, hvor der ifølge ham er plads til forandringer.

”Teatret skal ikke bare være det bedste herhjemme, men også orientere sig mod Europa. Vi skal lave elitært teater for folket og samtidig ikke tale ned til folk. Der skal flere børn i teatret, vi skal ud i landet og kunne opleves på nettet. Der skal også være en anden form for underholdning end den traditionelle. Jeg har lyst til at udvikle teatrets program og lyst til eksempelvis musik og musicals,” sagde Morten Kirkskov, der tiltræder sin nye stilling på Det Kongelige Teater efter aftale og senest til maj næste år.