Den kristne vejrprofet

Til hverdag er han danskernes vejrprofet, men i fritiden er det næstekærligheden, som fylder. Vejrvært Mikael Jarnvig fylder 60 år i morgen

Mikael Jarnvig har i mange år været tilknyttet Pinsekirken. -
Mikael Jarnvig har i mange år været tilknyttet Pinsekirken. - . Foto: Kristian J. Pedersen/Scanpix.

Det er mere end 25 år siden, at Mikael Jarnvig først tonede frem på danskernes tv-skærme som vejrvært på DR's tv-avis om søndagen. I 1988-1996 var han, sammen med blandt andre Henrik Voldborg, en af danskernes foretrukne vejrværter, der hver dag fortalte, om danskerne kunne forvente en regnfuld sommer eller en hvid vinter.

Mikael Jarnvig blev uddannet meteorolog fra Danmarks Meteorologiske Institut i 1976. I første omgang ville han have været automekaniker, men efter praktiktiden droppede han den idé. Valget om at blive meteorolog blev truffet efter en række fravalg i bogen “Hvad kan jeg blive”.

Siden han forlod DR i 1996, har Jarnvig været forbi TV 3, TV 3+ og DR 2. I 2013 valgte han at vende tilbage til DR 1 efter 10 år ved TV 2 Vejret.

Men mens han i sit professionelle arbejdsliv formidler vejrgudernes gøren og laden, er det Vorherres budskab, som driver ham i fritiden. Siden sine unge dage har Jarnvig været tilknyttet Pinsekirken, og med næstekærligheden i baghånden har han blandt andet hjulpet narkomaner, alkoholikere og prostituerede på Vesterbro, ligesom han i dag er protektor for den kristne hjælpeorganisation Friends International og ambassadør for udviklingsorganisationen Mission Øst.

Med Friends International har han hjulpet en skole for nomadebørn i Nordkenya, mens han med Mission Øst både har besøgt handicappede og udsatte børn i Armenien og uddelt nødhjælp til sultende børn i Nordkorea.

”For mig hænger hjælpearbejdet sammen med de kristne værdier. Jeg er vokset op med den kristne tro og tror på kristne værdier som næstekærlighed,” sagde Mikael Jarnvig engang til den spirituelle avis Udfordringen.

Privat bor vejrværten i Valby sammen med sin kone, Heidi, og deres tre børn. /ritzau/