At gøre noget for andre giver et godt liv

Den personlige motivation for det humanitære arbejde fik Ina Thorndahl til at søge direktørstillingen i Børnehjælpsdagen

Ina Thorndahl har altid haft et socialt engagement, senest i KFUM's sociale arbejde. -
Ina Thorndahl har altid haft et socialt engagement, senest i KFUM's sociale arbejde. - Foto: Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagen har ansat den 54-årige Ina Thorndahl som ny administrerende direktør pr. 1. november 2014. Hun overtager posten fra Jytte Tholstrup Svendsen, der efter syv års tro tjeneste fratræder efter eget ønske.

Ina Thorndahl er uddannet advokat og tidligere boligretsdommer. Hun har mange års erfaring inden for ledelse samt markedsføring og kommer til Børnehjælpsdagen fra en stilling som direktør i Danhostel.

Med ansættelsen af Ina Thorndal får den danske hjælpeorganisation en stærk forretningsorienteret profil bag roret, men også et menneske, der ønsker at gøre en forskel for andre.

”Jeg kan i høj grad identificere mig med Børnehjælpsdagens vision og formål. Jeg synes, det er indholdsrigt at arbejde for alle de anbragte børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres forældre. Det er givende for mig personligt - og meget væsentligt set i et samfundsmæssigt perspektiv - at kunne højne livskvaliteten for denne udsatte gruppe,” fortæller Ina Thorndahl.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ina Thorndahl har altid set det som en nødvendighed at gøre noget for andre for selv at have et godt liv. Dette fokus har hun primært haft i sit privatliv. Med det kommende direktørjob i Børnehjælpsdagen ser hun en unik mulighed for bringe dette værdisæt i spil, også i en professionel sammenhæng. Hun vurderer, at kombinationen af en forretningsmæssig tankegang og et humanitært livssyn vil kunne danne basis for gode resultater til fordel for de anbragte børn og unge i Danmark.

Den kommende direktør håber at få mulighed for at inddrage unge i efterværn som en del af Børnehjælpsdagens målgruppe. Disse unge, i alderen 18-22 år, går fra at have boet på institution eller hos en plejefamilie i deres barndom, til at skulle klare sig selv som voksne. Derfor bruger hun i øjeblikket tid på at opnå større viden om anbringelsesområdet i Danmark.

Ina Thorndahl bor sammen med Anders Schönau på Østerbro med deres i alt tre børn. Når hun har fri, er familien i centrum.