Prøv avisen
Portræt

Erfaren teatermand er ny direktør for københavnske scener

Den moderne dramatik trænger til et løft, mener skuespilchef Emmet Feigenberg, der netop er udpeget som ny teaterdirektør for teatrene Republique og Østre Gasværk, der fusioneres 1. juli 2017. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Teaterinstruktør Emmet Feigenberg har præget dansk scenekunst gennem fire årtier og skal nu stå i spidsen for Republique og Østre Gasværk, der fusioneres

Måske er navnet Emmet Feigenberg ikke kendt i den brede offentlighed, men i teaterverden er han berømt for sine evner foran og bag scenen. I snart 40 år har han iscenesat og instrueret teater, blandt andet som chef for Det Kongelige Teaters drama igennem en årrække.

Nu skal den 62-årige teatermand stå i spidsen for det nye teater på Østerbro, København, når Republique og Østre Gasværk Teater fusioneres 1. juli 2017. Det oplyser teatrene i en pressemeddelelse.

”Med Emmet Feigenberg får vi en erfaren leder med solide værdier, handlekraft og gode samarbejdsevner, der er væsentlig for en vellykket fusionsproces,” udtaler bestyrelsesformanden for det samlede teater, Annette Sadolin.

Fusionen åbner nye muligheder for udvikling af scenekunsten i Danmark, siger Emmet Feigenberg. 

"Jeg ser det som min opgave at indbyde tidens stærkeste talenter til at være med til at forme fremtidens teater. Både det store, spektakulære og folkelige. Og det, der søger i dybden og afprøver grænserne."

Feigenberg var skuespilchef for Det Kgl. Teater fra 2008 til 2015, hvor han spillede en væsentlig rolle i etableringen af Skuespilhuset som ny national-scene for dramatik. Han trådte til, netop som den ny scene åbnede, og han har både stået bag opsætninger af klassikere og sat gang i eksperimenter rettet mod et yngre publikum.

Da han overtog chefstillingen i 2008 efter Mikkel Harder Munck-Hansen, lød der ikke ligefrem en jublen i medierne, som anvendte ord som ”driftssikker” og ”lidt blegt valg” om Feigenberg. Men holdningen vendte hurtigt, hvilket tillægges et højt kunstnerisk niveau og ikke mindst etableringen af det Røde Rum med et fast ensemble af unge instruktører, som han selv kalder sit hjertebarn.

I 2015 blev chefstolen på nationalscenen skiftet ud med instruktørstolen, hvor han havde siddet så mange gange tidligere og været i direkte kontakt med skuespillere og forestillinger.

Emmet Feigenberg har i en lang årrække både før og under sin tid på Det Kgl. Teater opsat prisvindende drama.

For nogle år siden tog han en pause fra det administrative arbejde for at instruere det ukendte franske skuespil ”Tilbage til ørkenen” af Bernard-Marie Kolts fra 1988. Det var på tide med noget nyere og anderledes end Shakespeare, Ibsen og Molire, mente Feigenberg, der gennem sine 40 år som iscenesætter og med 150 forestillinger bag sig har bevist en evne til at håndtere både klassikere og ny dramatik.

Emmet Feigenberg er opvokset i et markant københavnsk teaterhjem, hvor faderen var teaterdirektør Meir Feigenberg og moderen skuespilleren Pia Feigenberg. Han blev uddannet hos Sam Besekow på Det Kongelige Teater og siden på The National Theatre i London.

I 1976 havde han som kun 21-årig debut på Caféteatret i København med en smal spansk forestilling. Han har arbejdet med radioteater i Danmarks Radio i en lang periode og virket som lærer på landets tre etablerede elevskoler. Han har gennem tiden stået bag en række anerkendte forestillinger på scener i hele landet.

Ifølge teateranmelder Rikke Rottensten havde Feigenberg en stor betydning for udviklingen af den nye danske dramatik i 1990'erne, hvor han med hendes ord var ”en fremragende instruktør” af Line Knutzon og Erling Jepsen.

På Det Kgl. Teater har han før sin cheftid blandt andet iscenesat Holbergs ”Den vægelsindede” og Strindbergs ”Skyld og skyld”.

Emmet Feigenberg udtalte til Kristeligt Dagblad i 2015, at han så frem til at få mere tid til den moderne dramatik, som han mente trængte til et løft.

”Klassikere er altid godt, men det mest spændende er samtidskunsten og samarbejdet med forfattere om ny dramatik,” sagde han.

Fra forældrene fik han og hans bror, forfatteren og skuespilleren Gerz Feigenberg, også bevidstheden om deres jødiske rødder. Selv ligger hans tro i det, han kalder den tredje vej, som er kunstens. Han bekender sig til ånden på og bag scenen og teatret, som han betragter som udødelig og fundamentalt nødvendig trods udfordringerne fra moderne underholdningskanaler.

Emmet Feigenberg bor på Frederiksberg i København, er gift med skuespiller Anne Birgitte Lind og har tre børn.