Suzanne Brøgger sendte et par dage før, at Louise Zeuthens biografi ”Krukke” udkom i september, denne besked ud på Twitter: ”De må ikke forstyrre mig nu. Jeg er nemlig ved at dø, skal jeg sige Dem, og det er meget interessant.”
Forfatteren Suzanne Brøgger kan heldigvis lyslevende fejre sin 70-årsfødselsdag i morgen. Citatet stammer fra hendes egen bog, ”Kærlighedens veje & vildveje” fra 1975 og kan fortolkes på flere måder. At hun ikke ønskede at lade sig interviewe eller på anden måde stå frem i anledningen af biografien. Og at biografien var endnu et led i afviklingen af den myte om hende selv som en femme fatale iklædt påfuglefjer, som hun i sine unge år selv havde været med til at skabe som et - troede hun dengang - effektivt værn mod at blive fortæret af offentligheden. I stedet fik hun en dobbeltgænger på nakken og et ry som promiskuøst fruentimmer.
Kan man tale om en tragedie i tilfældet Suzanne Brøgger, er det, at hun aldrig er sluppet fri for det image - i hvert fald ikke blandt dem, der ikke kender hendes forfatterskab eller kun læser hende for at spejle sig i den glamourøse forfatter og få drama og spænding ind i eget leverpostejfarvede liv. Det er da også sandt, at hun med debuten ”Fri os fra kærligheden” i 1973 slog sit navn fast som feminist og provokatør ved at forkaste det institutionelle monogame ægteskab. Men hele det efterfølgende litterære værk på mere end 20 titler - romaner, essayssamlinger og den selvbiografiske føljeton ”Creme fraiche” fra 1978, ”Ja” fra 1984 og ”Transparence” fra 1993 - kan læses som en udviklings- og forvandlingshistorie i retning mod at blive sig selv - et menneske, der nu ville følge sine egne og ikke andres ønsker. Det gjorde hun blandt andet ved i 1991 at gifte sig med docent og forfatter Keld Zeruneith, få datteren Luzia og leve et liv uden for offentlighedens søgelys i landsbyen Knudstrup i Vestsjælland.
Suzanne Preis Brøgger Zeruneith blev født i 1944 i København som datter af Lillian Henius og Ove Preis. Forældrene blev skilt, da hun var seks år, og hun boede siden med sin mor, stedfar, lillesøster og to halvbrødre i Virum.
Hun gik på Bernadotteskolen i Hellerup og gik senere i skole i Bangkok som følge af stedfaderens udstationering for FN's børnefond Unicef i Sri Lanka og Thailand. Det var i Bangkok, at hun blot 16 år gammel og med moderens billigelse lod sig udvælge af en fransk elsker og diplomat til at udbrede den seksuelle frigørelse i hele Norden - et tema, der blandt andet gennemspilles i eventyrdigtet ”Sløret” fra 2008.
Efter studentereksamen i 1964 fra Th. Langs Gymnasium i Silkeborg studerede Suzanne Brøgger russisk ved Københavns Universitet og begyndte at skrive reportager til danske aviser og blade fra rejser i Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen.
Indholdsmæssigt veksler Brøggers skrift spændstigt mellem kulturkritik, selvbiografi og hverdagsagtige pudsigheder som for eksempel titlen på bogen ”En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege” fra 1979. Hun er en af Danmarks få intellektuelle, hvilket også fremgår af de mange essayistiske bøger som ”Brøg”, ”Sejd” og ”Den pebrede susen”.
Og så skrev hun autofiktion, før genren fik et navn. Det står for alvor klart med udgivelsen af biografien baseret på Brøggers dagbøger og breve, hvoraf det fremgår, at den hovedstol, som hun har skrevet på siden debuten, er hendes egen opvækst i en dysfunktionel familie med en psykisk syg mor, der ønskede, at datteren skulle udleve hendes drømme og blive kendt, en fraværende stedfar og omsorgssvigtede mindre søskende. At familien på moderens side har en kulørt og spændende historie fremgår af slægtssagaen ”Jadekatten” fra 1997.
I anledning af 70-årsdagen udkommer i morgen bogen ”SZ - Et livs billeder 1944-2014” på Gyldendal.