30 år i kamp mod konservativ islam

Aminah Tønnsen, der fylder 70 år i dag, er dansk-muslimsk forfatter og debattør. Hun har gennem 30 år været fast inventar i mange og sommetider følelsesladede diskussioner om islam

Aminah Tønnsen har i 30 år følt sig forpligtet til at forsøge at punktere fordomme om islam. En religion, hun selv konverterede til som 35-årig. –
Aminah Tønnsen har i 30 år følt sig forpligtet til at forsøge at punktere fordomme om islam. En religion, hun selv konverterede til som 35-årig. – . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Det begyndte med kærlighed. Som 19-årig mødte Aminah Tønnsen en marokkansk mand, som hun giftede sig med, og de flyttede sammen til Marokko, hvor de boede de næste otte år. I Marokko fik kvinden, der er opvokset i Sydslesvig, en smagsprøve på en trosretning, som dengang kun spillede en rolle ved højtiderne, men som hun i 1983, tilbage i Danmark, valgte at konvertere til.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev hun en aktiv stemme i debatten om islam og begyndte at udfordre de konservative fortolkninger af islam, der dengang var meget udbredte. Siden har der ikke været langt imellem debatindlæg og kronikker. Hun er uddannet tresproglig korrespondent, er forfatter til flere bøger om islam og modtog i 2011 Dansk Forfatterforenings Fredspris. Derudover har hun været aktiv som bestyrelsesmedlem i flere foreninger, heriblandt Jødisk-Muslimsk Netværk i Danmark og Islamisk-Kristent Studiecenter. Hun sidder også med i Kristeligt Dagblads religionspanel på hjemmesiden religion.dk, ligesom hun har været med i projektet ”Din tro- Min tro – og hvad vi sammen tror”, der er et tilbud om oplysning om forskellige trosretninger til skoler i København.

Det var ikke en egentlig beslutning om at stikke næsen frem, der har gjort hende til en kendt debattør herhjemme. Hun kunne ikke lade være, når hun hørte fordomme om islam, som ikke stemte overens med det, hun læste i Koranen.

”Jeg begyndte at blande mig i debatten for 30 år siden, fordi der ikke var andre muslimer, der gjorde det. Når noget, man holder af, omtales negativt, må man gøre sit for at sætte tingene på plads og nedbryde fordomme.”

Hun opdagede herefter et arbejde, som manglede at blive gjort, og kastede sig over det.

”Senere fandt jeg ud af, at der lå et kæmpe arbejde i at nyfortolke Koranen ind i nutiden og udfordre de konservative fortolkninger, der desværre stadig er alt for dominerende. Hvis en vejledning skal være til nytte for mennesker overalt og til alle tider, kan det ikke nytte at hænge fast i fortolkninger, der er blevet til under helt andre omstændigheder end dem, vi lever under.”

Hendes fortolkninger har skabt debat, og bølgerne er til tider gået højt. Det gjorde den i en debat om stening og senere i den højaktuelle debat om burkaer, hvor hun har gjort sig bemærket som en modstander af et forbud, men med et kritisk syn på burkaen. Selv bærer hun heller ikke tørklæde.

Sammenstød med kritikere får altid Aminah Tønnsen til at vende blikket indad. Men med alderen er hun blevet mere sikker på sig selv.

”Steningsdebatten i 2002, hvor jeg af trosfæller blev stemplet som frafalden, var naturligvis anledning til, at jeg gennemgik mine argumenter en ekstra gang. Men når det som dér handler om forholdet mellem Koranen og hadith-litteraturen, er jeg ret sikker i min sag.”

Aminah Tønnsen håber, at hun har været med til at nuancere billedet af islam og vise, at man godt kan forene det at være troende muslim og engageret samfundsborger inden for rammerne af både Koranen og den danske lov. Og hun er glad for, at hun har haft muligheden for at sige sin mening.

Selvom Aminah Tønnsen fylder 70 år i dag, har hun ikke planer om at drosle ned. Hun er ved at skrive en ny bog, og hun vil blive ved med at blande sig i debatten. Men hun understreger, at hendes nærmeste familie altid kommer i første række, og det er også med dem, hun har fejret fødselsdag i hovedstadsområdet, hvor hun bor.