Prøv avisen

50 år på Aarhus Teater

Skuespiller Ulf Stenbjørn.

Skuespilleren og instruktøren Ulf Stenbjørn var i et halvt hundrede år en af hjørnestenene på Aarhus Teater

Ulf Stenbjørns trofasthed over for Aarhus Teater er legendarisk. Gennem 50 år stod skuespilleren og iscenesætteren stort set hver aften på eller bag en af scenerne på teatret i den jyske hovedstad.

LÆS OGSÅ: Portræt: Uligehedens krønikeskriver

I morgen fylder Stenbjørn 90 år uden nogen sinde at have ejet et eksamensbevis på at være skuespiller. Til gengæld er han arkitektuddannet fra Kunstakademiet og nåede ifølge eget udsagn at tegne en garage for sin svoger, inden han i 1946 blev optaget i et selskab, der turnerede med Nøddebo Præstegård. Så var linjen lagt.

I 1951 fandt han vej til teatret på Bispetorv i Aarhus. Og dér blev han det næste halve hundrede år kun afbrudt af et par intermezzoer i Odense og i København.

I Aarhus har Ulf Stenbjørn gestaltet et bredt spektrum af figurer i både det danske og det udenlandske, det klassiske og det helt moderne repertoire, ofte med vægten lagt på den vittige, sirlige og arrogante karikatur.

Allerede tidligt i sin lange og lykkelige karriere besluttede Stenbjørn også at udvikle sit iscenesættertalent. I denne branche debuterede han i 1957 med Leck Fischers Vores egen ø. I en lang årrække ledede han Holberg-spillene på friluftsscenen i Den Gamle By. Det førte til henvendelser fra udlandet, og Ulf Stenbjørn har sat Holberg-stykker op i Bergen og Bukarest.

Ulf Stenbjørn voksede op på den fynske herregård Rugaard som den yngste af en søskendeflok på seks. Moderen var fra Estland og mødte Stenbjørn senior, da denne før den russiske revolution var udstationeret af F.L. Smith i Skt. Petersborg./ritzau/