80-årige Birgit Løgstrup arbejder videre: Det går langsomt, men det er godt at have noget at rive i

Et langt livs landbostudier bliver ved med at kaste nye indsigter af sig for historiker Birgit Løgstrup, der fylder 80 år i dag. Hun vil påvise, at det moderne Danmark blev grundlagt allerede i 1700-tallet. "Og jeg har ret!" ler hun

Birgitte Løgstrup udbad sig sin svigerfar, K.E. Løgstrups, velsignelse, før hun indleverede sin doktor- afhandling. – Privatfoto.
Birgitte Løgstrup udbad sig sin svigerfar, K.E. Løgstrups, velsignelse, før hun indleverede sin doktor- afhandling. – Privatfoto.

”Birgit, du har jo skrevet en dødebog,” udbrød en slægtshistoriker, da han for nogle år siden mødte historikeren Birgit Løgstrup. Jo, for lagde man sig i sengen for at læse hendes 600 sider lange værk om landboreformerne i 1700-tallet, risikerede man at komme af dage, hvis man faldt i søvn og fik det ned over sig, mente han.

Bogen er hendes seneste, men ikke sidste. Næste år får et andet digert værk, hendes bog om stavnsbåndets ophævelse fra 1987, ”Bundet til jorden”, en opfølger. Hvor det for 35 år siden gjaldt forholdene for karlene, fokuserer det nye manuskript, der for længst er afleveret til forlaget, på landbopigerne i den samme periode.

Interessen for både landboliv og samfundsliv fik hun i barndomshjemmet, udflyttergården Postgården syd for Limfjorden. Forældrene var socialt bevidste, og faderen, Jens Christian Christensen, var gennem et kvart århundrede folketingsmand for Venstre og en mand med klare holdninger.

”Hjemme i Sønder Tranders havde vi en meget indremissionsk præst. Når vi kørte hjem fra kirke om søndagen, diskuterede mor og far prædikenen, og far var ofte imod. Men mor havde den søde opfattelse, at præster kritiserer man ikke. Det har jeg ikke taget med mig,” fortæller Birgit Løgstrup, som i dag fylder 80 år.

Meget sigende har hun selv gennem årene siddet i menighedsrådet flere steder.

”Jeg er lidt af et pligtmenneske, og når man kommer til et nyt sted, skal man engagere sig,” forklarer hun og fortsætter:

”En af måderne er at sige ja, når man bliver inviteret til at bidrage. Det skylder man både stedet og sig selv.”

Invitationer til at bidrage har hun fået gennem et langt liv som historiker. Allerede i studietiden i 1960’erne inviterede en skattet underviser, Fridlev Skrubbeltrang, hende til at skrive en større tidsskriftartikel om landbohistorie, og da hun i 1970 blev ansat på Rigsarkivet, gik der ikke lang tid, før hun fik en invitation til at skrive Københavns Universitets historie 1732-1788.

Siden mente et par kolleger, der havde fået en stor forskningsbevilling til arkivvæsenet, at Birgit Løgstrup skulle skrive om godsejernes forhold i 1700-tallet, og også det sagde hun ja til. Få år senere udkom ikke bare ét, men to værker, hvoraf det sidste, ”Jorddrot og offentlig administrator”, gjorde hende til dr.phil. Dog ikke uden en lille omvej. Faktisk krævede det hendes berømte svigerfars velsignelse, før hun vovede at indlevere afhandlingen til bedømmelse.

”Jeg er ikke i familie med K.E. Løgstrup – jeg er gift med hans ældste søn,” forklarer hun afværgende.

”Men da min chef på Rigsarkivet opmuntrede mig til at indlevere min bog som disputats, tænkte jeg på min svigerfar, som jeg var meget glad for. Han ville ikke have, at en, der hed Løgstrup, skulle dumme sig, så jeg spurgte ham, om han ville læse den og give mig en udtalelse. Det blev sidste gang, jeg talte med ham i telefonen, da han sagde: Den kan du godt indlevere.”

Da disputatsen blev forsvaret i 1983, var Birgit Løgstrup med mand og to børn flyttet til landsbyen Løgstrup tæt på Viborg. Her var hun ansat på Landsarkivet og dykkede beredvilligt ned i lokalhistorien. Samtidig var hun redaktør på Landbohistorisk Selskabs tidsskrift Bol og By, og da hun i 1993 returnerede til København og en stilling som publikumschef på Rigsarkivet, blev hun involveret i en række forskningsudvalg og -råd.

Men så kaldte Postgården. Efter moderens død i 1999 overtog Birgit Løgstrup, der er enebarn, barndomshjemmet. I 1940’erne lå det ude på landet, hvor hun gik i landsbyskole, men ved årtusindskiftet havde Aalborg bredt sig så meget, at fødegården lå i en sydlig forstad til storbyen. For få år siden blev gården tilmed eksproprieret for at give plads til det kommende supersygehus, og kun stuehuset vil blive stående, beskyttet af de danske fredningsregler.

Med sin mand bor Birgit Løgstrup i dag derfor i Skørping, hvor hun som pensionist holder fast i det, der altid har givet hende glæde i livet: familien og rejser. En søn, der gennem 20 år har boet i Grønland, har åbnet en helt ny verden for sine forældre, og det samme har datterens kunsthistoriske studier. Og så har rejser gennem mange år med en gruppe venner ført Birgit Løgstrup og hendes mand til Grønland og en række lande i Europa, Mellemøsten, Sydamerika og Afrika, blandt andet Namibia, hvor Jørgen Løgstrup som helt ung var ansat ved landbruget, og Uganda, hvor han med nye gødningsformer hjælper kaffeselskaber med at øge produktionen.

Og så er der historien. Den slutter som bekendt aldrig, heller ikke for Birgit Løgstrup.

”Jeg har været så heldig at vælge et fag, som jeg har kunnet arbejde videre med, også efter min pensionering. Hvis jeg skulle sige noget til folk, der bliver pensionister, er det: Sørg for at have noget at lave! Så jeg arbejder bare videre. Det går lidt langsommere, og jeg kan holde de pauser, jeg har lyst til, men det er godt at have noget at rive i. For tiden skriver jeg på et nyt værk om 1700-tallet. Man siger altid, at det er 1800-tallet, der skabte det moderne Danmark, men jeg vil vise, at det hele begyndte allerede i 1700-tallet. Og jeg har ret!”, siger hun og ler.