Prøv avisen
Dagens portræt

95-årig holocaust-overlever: Min historie skal afskrække de unge

Arlette Andersen overlevede et års fangenskab i Auschwitz. Det har hun fortalt om i 426 foredrag over hele Danmark. I dag lever hendes vidnesbyrd videre i bøger og film. Hun er to gange blevet hædret med et fransk ridderkors for sin indsats. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Fransk-jødiske Arlette Levy overlevede som 20-årig et år i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. I anledning af den internationale mindedag for ofrene for holocaust vises en ny version af en dokumentarfilm om hende for første gang

Omtrent hver 14. dag kommer journalist og dokumentarfilminstruktør Thomas Kvist Christiansen til kaffe hos den 95-årige Arlette Andersen i hendes og sønnens fælles hjem i Fredericia.

Ofte kan Thomas Kvist Christiansen fortælle, at han igen har været ude at holde foredrag om Arlettes livshistorie og vise den film om hendes liv, som han er hovedmand bag. Så lyser Arlette Andersen op i et smil og vil gerne høre detaljer om, hvad tilhørerne har sagt og spurgt til.

”Det betyder meget for mig, at min fortælling lever videre, selv om jeg ikke længere selv holder foredrag,” siger hun.

”Jeg har holdt 426 foredrag rundt omkring i Danmark, og det vigtigste for mig har været, at de unge forstår, at noget så brutalt ikke må ske igen. Jeg håber, at min historie kan få dem til at lægge afstand til de yderligtgående politiske bevægelser, som desværre også præger tiden nu. Jeg bliver bekymret, når jeg ser, hvordan den manglende forståelse og rummelighed rammer svage grupper.”

Arlette Andersen blev født i 1924 i Paris i en sekulær fransk-jødisk familie med navnet Lévy, som kunne føre sin tilstedeværelse i Frankrig flere hundrede år tilbage.

Arlette voksede op i Paris og blev student i juni 1942. Umiddelbart herefter forlod hun og hendes mor Paris, fordi nazisternes jagt på jøderne var intensiveret. De søgte sydpå til universitetsbyen Clermont-Ferrand og sluttede sig til Arlettes far, der tidligere var flygtet hertil. Familien indlogerede sig i et lille pensionat i udkanten af byen, og Arlette begyndte at studere engelsk på universitetet.

Det blev Arlettes skæbne, for på universitetet var der en ung studerende, som var meget aktiv i modstandsbevægelsen. Han blev arresteret af nazisterne, og under trusler og tvang angav han flere af sine medstuderende og hjalp nazisterne med at organisere en razzia den 25. november 1943. Under razziaen blev mange studerende, herunder Arlette, arresteret og ført væk for senere at blive deporteret til Auschwitz. Modsat de fleste andre overlevede Arlette et års fangenskab i Auschwitz, og efter to dødsmarcher vendte hun i maj 1945 tilbage til hjembyen Paris, hvor hendes familie igen havde bosat sig.

Under et rekreationsophold i Danmark mødte hun sin kommende mand, Ole Andersen. De blev gift i 1950, og Arlette flyttede til Danmark, hvor parret bosatte sig i Fredericia. Her blev hun lærer på byens gymnasium. I dag, på 75-årsdagen for sovjetiske soldaters befrielse af Auschwitz, vises den film om Arlette Andersens liv, som Thomas Kvist Kristiansen står bag, for første gang i en opdateret og udvidet version, hvor nye oplysninger om Arlettes ophold i Clermont-Ferrand er kommet til.

Efter at filmen havde premiere i maj 2017, har filmen været vist flere gange på byens universitet, og nogle studerende derfra har sat sig for at opspore øjenvidner fra de dramatiske begivenheder i november 1943. Det har ført til, at flere øjenvidner har meldt sig, og interviews med dem er med i den nye udgave af filmen.

”Jeg har altid bare fortalt det, som det var, og tænkt, at det måtte være skræmmende nok,” siger Arlette Andersen, der tidligere i et interview her i avisen har fortalt, at ankomsten til Auschwitz var ”en kæde af chok”.

At hendes historie gør indtryk, kan Thomas Kvist Christiansen skrive under på. Filmen om hende har vakt stor opsigt i Frankrig, og den bog, han efterfølgende har skrevet om Arlette, er nu ved at blive oversat til fransk af lederen af universitetsbiblioteket i Clermont Ferrand. Han deltager også ved aftenens visning af filmen i Nicolai Bio i Kolding, hvor Auschwitz-ekspert og forfatter Peter Langwithz Smith vil introducere og perspektivere Arlette Andersens historie.