Aage Henriksen og menneskets sjæl

Professor Aage Henriksen er død. Han efterlader sig en stor arv til alle litteraturinteresserede

Aage Henriksen blev blandt andet berømt for sine bøger om og venskab med Karen Blixen. – Foto: Leif Tuxen.

Aage Henriksen var professor i dansk litteratur 1967-1991. En berømt og omstridt professor for den karismatiske aura, der stod omkring ham og for den store skare af begejstrede tilhængere, der flokkedes omkring hans litteraturundervisning. Han døde i fredags.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er kunstnerisk stræben dårligere end åndelig stræben?

Skønt han ikke ville være en metode i litteraturvidenskaben, blev han og hans elever en skole i dansk litteraturforskning kaldet Aage Henriksen-skolen. Hans undervisning koncentrerede sig om en kongerække af forfattere med startpunkt i Goethe, derefter i Danmark: Baggesen, Grundtvig, Martin Andersen Nexø, Sophus Claussen, Ernesto Dalgas og Karen Blixen. Han besad en stærk evne til at vække ældre litteratur til live. For han kunne få den til at handle om, hvad der lige nu foregik i unge hjerter!

Og hvad vidste han ikke om veje og vildveje i den erotiske bevidsthed i bredeste forstand. Om den lange og korte tilfredsstillelse af tilbøjeligheder og attrå.

Sådanne gamle ord fik en moderne genopvækkelse i hans sprog. Ord som dæmoni fik aktualiseret betydning i hans stadige bestræbelse på at beskrive bevidstheden som et aktivt område, der ikke absolut var styret af ubevidsthed. Den dagklare bevidsthed havde områder nok af accepteret og uaccepteret til at kunne danne emne for en livslang forskning i denne bevidstheds fornemste udtryk: litteraturen.

Derfor blev hovedbegrebet i hans metode at se kunstværket som en motiveret handling. Et eller andet spørgsmål i kunstnerens bevidsthedsliv fandt sin besvarelse i det pågældende værk.

Kunstneren blev en slags model for den almene menneskelige udvikling, og derfor var kunsten så interessant idet man kunne lære noget om sig selv i den.

I videste forstand skulle man opfatte sit liv, som en person blev fortalt i en roman, man skulle næsten skrive sin egen roman som læser. Ens eget liv var faktisk en fortælling! Berusende at indse, at ens små ting var det, andre havde gjort stor kunst af.

Interessen for bevidsthedens veje førte Aage Henriksen videre til forskellige esoteriske traditioner, der synes at vide noget om bevidsthedens kræfter og dens trins sammenhæng med kroppens organer. Og netop interessen for kroppen voksede samtidig heftigt, da studenterne i dansk i 1967 næsten krævede ham ansat som professor, fordi han oplivende fik litteraturen til at handle om også deres moderne bevidsthedsliv. Fra stiv biografisk litteraturforskning førte han de studerende ind til det tænkende menneske i kunstneren og imod selvtilstrækkeligheden i den nykritiske tolkning af teksten fastholdt han den personlige motivering bag teksten.

Aage Henriksen udgav mange af sine fortolkninger af den nævnte kongerække af forfattere. Mest kendt blev han nok for sine beskrivelser af Blixens værker og de fortolkninger, samværet med hende udløste i hans forestillingsverden. Men han skrev også levende om forskellige roman- og novelleformer.

Skulle man tale om hans herskende evne som litteraturfortolker, så var det evnen til at se kunstudtrykket, kunstformen, kunstkompositionen som et svar på et menneskeligt grundproblem. Skønt han aldrig kaldte sig selv eksistentialist, var han af den generation, der efter Anden Verdenskrig satte eksistensen som fænomen i centrum.

Han skal huskes for det, han citerede Sophus Claussen for: Tal til mig som en Ven. Tænd en Himlens Ild i mig!. Hos ham blev litteraturen lige så vigtig, som hvis man selv havde skrevet den! Havde han orienteret sig metodisk-filosofisk, hvad han ikke gjorde, havde hans metode vist tydeligere fællestræk med hermeneutikken og fænomenologien. Nu blev det til den lokale danske diskussion om litteraturens betydning med Johan Fjord Jensen og grundlæggelsen af tidsskriftet Kritik i slutningen af 1960erne. Og så alle de elever, herunder undertegnede, der fik ansættelse på universitetet, seminariet og i gymnasiet.

LÆS OGSÅ: Det indre møde

Modstanderne af Aage Henriksen-skolen mente omkring 1970, at sjæleplejen gik forud for samfundskritikken. Rigtigt set og sagt for hos Aage Henriksen blev det fastholdt, at mennesket havde en sjæl og hvad det så ville sige.