Prøv avisen
Portræt

Advokaten, der gerne går forrest

Miriam Michaelsen er formand for foreningen Digitalt Ansvar og tager sammen med sine kolleger kampen op mod digitale krænkelser. – Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

Den kun 34-årige Miriam Michaelsen er én af landets yngste kvindelige partnere i et advokatfirma. Lige nu er hun aktuel som bisidder for den forurettede pige i den meget omtalte sag om deling af børneporno på nettet

Da sager om digitale seksuelle krænkelser for få år siden begyndte at florere i medierne, hørte Miriam Michaelsen flere gange om sager, der ofte havde langvarige og alvorlige konsekvenser, hvor ofrene blev efterladt uden afklaring.

I dag repræsenterer hun flere ofre i lignende sager og er bisidder i sagen om deling af børneporno på nettet, den såkaldte ”Umbrella”-sag, hvor flere end 1000 danske unge er tiltalt for at dele krænkende videoer af en jævnaldrende på internettet. I næste uge fortsætter retsmøderne i dette forløb.

Miriam Michaelsen har været advokat hos firmaet NJORD Law Firm i 11 år, og siden 2016 har hun været partner. Sidste år stiftede hun foreningen Digitalt Ansvar i samarbejde med blandt andet Emma Holten, der har været engageret i den offentlige debat om seksuelle overgreb på særligt sociale medier.

Formålet med foreningen er at samle alle relevante erfaringer og kræfter inden for bekæmpelse af digitale krænkelser og øge fokus på problemet, både hos myndigheder og almindelige mennesker.

Det var en ambition for både Miriam Michaelsen og resten af bestyrelsen, at der skulle gøres noget ved dette problemfelt.

Miriam Michaelsen ville ikke acceptere, at advokater kunne finde på at sige, at lovgivningen var for svær til, at man kunne gøre noget konkret i de svære sager om seksuelle ydmygelser på internettet, fortæller Ask Hesby Krogh, næstformand i Digitalt Ansvar.

Ask Hesby beskriver desuden Miriam Michaelsen som en person med en enorm handlekraft og sans for retfærdighed.

”Allerede ved første møde havde hun en meget energisk tilgang til projektet og havde et mål om at gøre lovgivningen på området mere anvendelig,” siger han.

Malene Fagerberg, som også er advokat og partner i firmaet NJORD Law Firm, tilslutter sig billedet af Miriam Michaelsen som en aktiv personlighed med noget vigtigt på hjerte.

Malene Fagerberg har fulgt hende, siden Miriam Michaelsen startede som studentermedhjælper i firmaet for snart 12 år siden.

”Allerede dengang var hun en utraditionel advokat, der i en meget ung alder havde en mening, og som ikke var bange for at sige den højt,” siger Malene Fagerberg og fortæller, hvordan Miriam Michaelsen ikke i sin stilling som studerende holdt sig tilbage, når der blev diskuteret aktuelle sager.

”Det er den samme markante kvinde, der er vokset med opgaven, og som er buldret derudad lige siden,” siger hun.

Miriam Michaelsen stiller krav til advokatstanden i Danmark. Da hun i sin tid første gang stødte på en generel afmagt fra alle sider i forhold til at hjælpe ofre for digitale krænkelser og en tendens til ikke at tage krænkelserne alvorligt nok, gav hun en opsang til sine kollegaer i fagbladet Advokaten. Her opfordrede hun til, at advokatbranchen skulle løfte sin del af opgaven ved at tage ofrene alvorligt og påtage sig en aktiv rolle i at løse problemet.