Som kunstner med speciale inden for video- og installationskunst og med en fortid i bz-bevægelsen var Simone Aaberg Kærn ikke det mest oplagte valg til at male Anders Fogh Rasmussens (V) statsministerportræt, da han i 2009 forlod dansk politik for at blive generalsekretær for Nato. Valget blev da også af flere betegnet som temmelig kontroversielt. Som hun beskrev det op til præsentationen af portrættet, så var hun taget på en kunstnerisk selvmordsmission, ja, det var ”nærmest som at flyve ind i en krigszone”. De beskrev det dog samtidig som en fælles mission, der med udgangspunkt i deres forskellige politiske ståsteder skulle inspirere til kritisk debat om hans tid som statsminister.
Det sproglige billede er ingen tilfældighed. Flyvemaskiner og jagerpiloter er gennemgående motiver i hendes kunst, og hun måtte i forbindelse med et projekt om kvinder, der havde været piloter under Anden Verdenskrig, selv uddanne sig til pilot. Kvinderne ville ikke tage hende seriøst eller arbejde med hende, hvis hun ikke selv kunne flyve. Flytimerne resulterede i, at hun i 1997 blev smidt ud af Goldsmiths College of Fine Arts i London, fordi hun prioriterede sit flycertifikat højere end undervisningen på skolen. Året efter blev hun færdiguddannet fra Det Danske Kunstakademi og udstillede samme år på Venedig Biennalen.
Siden er det blevet til udstillinger på blandt andet Statens Museum for Kunst og på Louisana, hvor hendes projekt om ovennævnte kvindelige piloter i dag er en del af museets kunstsamling. For tiden arbejder hun på et stort projekt om kvindelige piloter i Kina.
I 2006 skrev, instruerede og medvirkede hun i dokumentarfilmen ”Smiling in a Warzone”, hvori hun trodsede det amerikanske luftvåbens flyveforbud over Afghanistan og fløj i et lille enmotors propelfly til hovedstaden, Kabul. Målet med missionen var at finde teenagepigen Farial, hvis største ønske var at blive pilot, og tage hende med ud at flyve. Samtidig ville Simone Aaberg Kærn i kølvandet på terrorangrebet i USA den 11. september 2001 og den efterfølgende krig i Afghanistan vise, at ”himlen er fri for alle” og ikke kun et sted for terrorister og flykaprere. Filmen blev belønnet med flere priser.
Det, der særligt fascinerer hende ved flyvning, er sammenstødet mellem menneskets idé om at være fri i luften, men at det samtidig er, når man flyver, at man skal være allermest i kontrol.
Simone Aaberg Kærn er vokset op i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København med sin nu afdøde far, der var læge, sin mor – keramikeren Gunhild Aaberg – og tre søskende. Vejen ind i bz-bevægelsen har hun beskrevet som et udtryk for, at hun er vokset op i brokvarterne i 1970’erne og 1980’ernes København. Var hun vokset op i Haderslev, havde hun muligvis gået til spejder, har hun fortalt.
I bz-bevægelsen fandt hun et fællesskab og et sammenhold, hvor den enkelte blev pålagt et stort personligt ansvar for bevægelsens aktiviteter. Men hun udviklede også en bevidsthed om, at når aktivisme kammer over i vold, skaber det dybe sår, der er længe om at hele, og man opnår meget sjældent nogen langsigtede mål.
Simone Aaberg Kærn bor i dag på Nørrebro i København med sin mand, der er lastbilchauffør, og deres i alt seks børn, hvoraf de to er hendes biologiske. Fødselsdagen skal hun fejre med den nærmeste familie, og så vil hun i sensommeren muligvis indbyde til en større fødselsdagsfest, inden hun til efteråret udgiver sin første roman. Bogens temaer er velkendte for hende: kvinder, krig og kunst.