Prøv avisen

Aktuelle navne

Nye i bestyrelsen for Aalborg Teater

Kulturminister Per Stig Møller (K) har udpeget to nye medlemmer til Aalborg Teaters bestyrelse. De to nye medlemmer er Rikke Karlsson, lærer og regionsmedlem i Nordjylland for Dansk Folkeparti, og Pia Daugaard (foto), adm. direktør for TV 2/Nord. De erstatter Mia Søiberg og Morten Lundsgaard, som af tidsmæssige grunde er udtrådt.

Weekendavis- journalist får hæder

De Berlingske Journalisters hæderspris går i år til Joakim Jakobsen fra Weekendavisen. Han får prisen for sin evne til at formidle og fastholde læserne inden for hovedsagligt kultur og sport, både i hans journalistik i Weekendavisen og i hans bøger. Joakim Jakobsen begyndte med et studenterjob på Politiken i 1991, mens han læste litteraturvidenskab. Efterfølgende kom han til Morgenavisen Jyllands-Posten, B.T. og Euroman. Og siden 2005 har han været fastansat på Weekendavisen. De Berlingske Journalisters Pris gives for en fremragende indsats i den dansksprogede trykte presse. Prismodtageren belønnes med en statuette og et rejselegat på 15.000 kroner.

Ny landssekretær i luthersk netværk

Ingolf Henoch Pedersen, Randers, er ansat som landssekretær i Evangelisk Luthersk Netværk (ELN), når han til juli fratræder stillingen som fakultetsleder på Menighedsfakultetet. Ansættelsen i ELN er på kvart tid, og han skal være tovholder for projekter og kontakt til udvalg og frivillige i ELN samt holde informationsmøder og undervisning i kirker og missionshuse. Ingolf Henoch Pedersen har været ansat på Luthersk Missions Højskole, i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), i Indre Mission og er nu ansat på Menighedsfakultetet. Desuden har han været valgmenighedspræst i Fjellerup og Randers.

Hjælpearbejder til Zimbabwe

Den 45-årige Peter Lunding rejser til Zimbabwe for Dansk Røde Kors. Her skal han de næste to år være med til at udvikle Røde Kors? arbejde med at fremme sundhed og forebygge katastrofer i Zimbabwe, Malawi og Mozambique – blandt andet ved at søge penge gennem fonde og legater til projekterne. Peter Lunding har en uddannelse i statskundskab og har tidligere arbejdet 10 år for FN, hvor han har været udsendt til Afghanistan, Kina, USA, Thailand og Sri Lanka. Det er hans første udsendelse for Røde Kors.

Professor i dna og arvemasse

Molekylærbiolog Torben Heick Jensen er udnævnt til professor inden for RNA- biologi og gen-ekspression ved Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet. Torben Heick Jensen forsker i hvordan vores celler sikrer, at arvemassen i form af dna-koden kommer rigtigt til udtryk, således at cellerne fungerer korrekt.