Prøv avisen

Aktuelle navne

Professor udnævnt

Overlæge, dr.med. Thomas Mandrup-Poulsen, Steno Diabetes Center, er pr. 1. september ansat som professor i medicinsk forskningsmetodologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Professoratet har til formål at fremme undervisning, forskning og udvikling af metoder til at omsætte grundvidenskabelige opdagelser til patientbehandling og -diagnostik.

Sprogpris uddelt

Leif Henriksen, Rønne, har modtaget KulturBornholms sprogpris. Han har i mange år tilrettelagt udsendelsen Et vassens grân borrinjholmst for Bornholms DR.

Professor udnævnt

Ove Korsgaard, dr.pæd. og leder af Institut for Pædagogisk Filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, er blevet udnævnt til professor i pædagogik med særligt henblik på Citizenship Education (undervisning i medborgerskab).

Ny formand i C3

Københavns borgmester for sundheds- og omsorgsforvaltningen, Mogens Lønborg (K) bliver indstillet til at være den kommende formand for C3s ledelse og økonomi. C3 er en faglig organisation for ledere og økonomer, det tidligere Civiløkonomerne.

Ordinationer

Fredag den 17. august 2007 kl. 19.00 afholder Biskop Kjeld Holm ordination i Århus Domkirke af: cand.theol. Anita Fabricius, der ventes ansat som overenskomstansat sognepræst i Torsted Pastorat, cand.theol. Gitte Wamberg, der ventes ansat som overenskomstansat sognepræst i Skæring Pastorat, cand.theol. Bo Bergholt Grymer, der ventes ansat som konstitueret sognepræst i Holbæk-Udby-Voer-Estruplund Pastorat med bistandsforpligtelse i Virring-Essenbæk Pastorat, cand.theol. Susanne Kristensen, der ventes ansat som konstitueret sognepræst i Viby Pastorat, cand.theol. og forstander for Diakonhøjskolen i Århus Jens Maibom Pedersen, der ventes ansat som ulønnet hjælpepræst i Skåde Pastorat.

Ny ungdomssekretær i LMU

Den 1. juli tiltrådte den 29-årige Peter Funch Kofod som ny øst-sekretær i Luthersk Missions Unge (LMU). LMUs østsekretær har Vestsjælland, Nordsjælland, Lolland-Falster, København og Bornholm som sit arbejdsområde. Derudover skal Peter Funch Kofod arbejde med LMUs hjemmeside www.lmu.dk og med tredje udgave af sangbogen Fællessang. Peter Funch Kofod afløser David Christiansen. ´

Professor i energi

Institutleder John K. Pedersen, Institut for Energiteknik, har fået tre mio. kroner fra Det Obelske Familiefond til et femårigt professorat med det formål at gøre Nordjylland til et internationalt kraftcenter inden for brint og brændselsceller.