Alex Vanopslagh: Jeg blev et forbitret menneske

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, lærte, at han var nødt til at skrue ned for arbejdet, hvis han skulle være til stede – både for sin søn, men også for sig selv. Søndag fylder han 30 år

"Nogle gang ser jeg tilbage på, at jeg har været lidt for optaget af mig selv og mine egne behov, og der kan jeg måske kende min far lidt. Og hans utålmodighed – for pokker – det har jeg klart fra ham.” Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det kedelige svar ville være, at jeg er blevet politisk leder af Liberal Alliance. Forstået på den måde, at det har været en enorm omvæltning, og både professionelt og privat har det fyldt utrolig meget, så det er svært at undgå at nævne det. På et personligt plan er det vigtigste på godt og ondt, at jeg blev ramt af stress sidste sommer, og i forlængelse af det led jeg voldsomt af angst og døjede med det i et år. Jeg er blevet rask, men jeg har set, hvor indgribende det er, når man ikke passer på sig selv. Og så er der nogle indsigter, der er fulgt med. Det er egentlig bedre at arbejde 70 procent og så levere 100 procent hver gang, i stedet for at skulle fare rundt hele tiden, for man skal huske sig selv. Jeg bruger meget tid på at læse skønlitteratur og træne og er blevet meget opmærksom på min work-life balance .

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg tror i nyere tid, og efter jeg har været stressramt, har det været at være opmærksom på de ting, som ikke har noget med arbejde at gøre. At være så nærværende som muligt, når jeg er sammen med min søn. At tage sig tid til at få læst nogle bøger, fordybe sig i det og glemme sig selv. De sidste par år, og jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at jeg er blevet valgt i politik, nyder jeg også at tage til gudstjenester. Man kan have øjeblikke, hvor man fokuserer på noget andet end sig selv og ikke hele tiden tænker på, hvordan man kan skabe arbejdsmæssige resultater. Det er det vigtigste lige nu. Jeg har en enorm arbejdsglæde nu, men den har jeg, qua at jeg husker mig selv på ikke kun at arbejde.

Hvad tror du på?

Jeg har svært ved at tage ordene i min mund – at jeg er en troende kristen – fordi jeg har en vis ærefrygt for det. Jeg synes, der er en utrolig klog visdom i kristendommen og nogle værdier, der kan hjælpe én gennem tilværelsen, som jeg i høj grad tror på. Om det gør mig til troende kristen, ved jeg ikke. Jeg tror på værdien af tilgivelse og forståelsen af, at mennesket er fejlbarligt. At man kan få et bedre liv, hvis man fokuserer på, hvad man kan gøre for de mennesker, der er omkring én. Den inspiration kan man finde mange steder, men for mit vedkommende har det været gennem gudstjenester.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Jeg vil give det råd, at man skal bevare sin integritet. Jeg har prøvet at tage beslutninger enten for at gøre andre glade, eller fordi jeg tænkte, at det var det, baglandet og vælgerne ville have. Den dårlige samvittighed er på ingen måde det værd. Det er bedre at gøre sig upopulær, men at holde fast i det, man tror på. Ellers tror jeg, man kan ende med et langt liv, hvor man har opnået en masse ting, men hvor man mister sig selv. Det er en svær balance, og det er det især som leder, fordi man repræsenterer en gruppe, et parti og vælgerne. Man skal ikke bare gøre, hvad man lige synes er passende, men hvis man ender med kun at tænke på, hvordan man gør sine omgivelser glade, ender man med at miste sig selv.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er oplagt at sige ens forældre, og det er nok dem, der har betydet mest. Men jeg mødte en mand, der hedder Kim, da jeg var flyttet til Odense og boede på kollegie. Han var en del ældre og havde mere livserfaring end mig, og det var ham, som overtalte mig til at gå ind i politik. Han var en, der på mange måder oplærte mig politisk og var med til at give mig en tro på mig selv. Det var måske kun et år eller to, vi var tætte, men det var meget formative år.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det er helt klart, da jeg blev skilt fra moderen til mit barn. Ikke på grund af skilsmissen med hende, men at jeg ikke har min søn i dagligdagen. Det var en enorm sorg på det tidspunkt. Jeg troede, at det ville blive lettere at håndtere med tiden, men det synes jeg på ingen måde, det gør. Apropos det med at tilgive: Jeg kunne mærke, at jeg blev et forbitret menneske, og jeg var enormt vred på min eks, fordi hun flyttede så relativt langt væk til Jylland. Jeg kunne mærke, at bitterheden var ved at æde mig op, og det at tilgive hende var lige så meget for min egen skyld. Når man tilgiver, får man fred. Det er stadig en sorg den dag i dag, at jeg ikke har min søn i dagligdagen. Det synes jeg er svært.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have været mere nærværende over for min søn, særligt i det første år af hans liv. Der var jeg alt for optaget af at arbejde, så det ville jeg gerne have gjort anderledes. Der er nok mange politiske ting, jeg ville have gjort anderledes, og der er også ting parforholdsmæssigt, men generelt bruger jeg meget lidt tid på at fortryde ting. Jeg kan jo ikke lave det om. Så jeg går ikke rigtig ind for fortrydelse, men hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg gerne have været der mere. Den, jeg er for min søn nu, ville jeg gerne have været fra starten. For jeg var selvoptaget. Jeg tror, at det for et par år siden gik op for mig, at uanset hvad jeg lykkes med arbejdsmæssigt, vil det ikke være det, jeg vil tænke tilbage på på mit dødsleje. Jeg vil tænke tilbage på, om jeg har været en god far, og om jeg har været god ved de mennesker, jeg har omkring mig. Det gik nok op for mig i en lidt sen alder.