Alice Vestergaard har ikke været til at blæse omkuld

Alice Vestergaard var den første kvinde til at læse radionyheder op i Danmark. For nylig døde hendes mand, Uffe Ellemann-Jensen. I dag fylder hun 85 år

"Hun er mit livs store kærlighed," har Uffe Ellemann-Jensen tidligere sagt til Kristeligt Dagblad om Alice Vestergaard.
"Hun er mit livs store kærlighed," har Uffe Ellemann-Jensen tidligere sagt til Kristeligt Dagblad om Alice Vestergaard. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

"Kvindesagen har vundet en sejr, der vil give genlyd over hele landet," lød det i Kristeligt Dagblad den 6. november 1963.

"Og det endda, uden at kvindesagsforkæmperne så vidt vides har været mobiliseret. Beviset for dette nyvundne terræn kan enhver få ved at åbne Pressens Radioavis, helst i de sene aftentimer. En kvindestemme vil da meddele dem døgnets sidste nyt, hvor det førhen var forbeholdt kun maskuline røster."

Den omtalte kvindestemme tilhørte den dengang 26-årige Alice Vestergaard. I dag fylder stemmen 85 år.

Alice Vestergaard var den første kvinde nogensinde til at læse nyhederne op i radioen, og forud havde vendelboen gået til talepædagog for at få sin dialekt justeret. At det var sent om aftenen, hun tonede frem i æteren, var heller ikke nogen tilfældighed.

"Det var jo der, der var færrest lyttere," har hun tidligere fortalt til Jyllands-Posten.

At en kvinde nu læste nyheder op, medførte da også en lytterstorm. Det kunne skade troværdigheden, mente mange. Men Alice Vestergaard blev efterhånden rykket til de store nyhedsudsendelser midt på dagen. Og nogle år senere blev hun også den første kvindelige nyhedsvært på TV Avisen. I det hele taget har hun været lidt af en pionér, selvom hun ikke har ønsket at sætte sin egen person i centrum – men journalistikken.

Hun blev født på en gård i Aabybro i Vendsyssel, og en lærer havde set hendes skrivetalent. Hun kom i mesterlære som journalist på Haslev Folketidende. Det var kun hende og lokalredaktøren på den lille redaktion, og hun prøvede kræfter med alt. Hun tog imod dødsannoncer og tog til fodboldkampe. Blev sendt ud på cykel for at reportere fra møder i kvægavlsforeninger og menighedsråd. De mange besøg i forsamlingshuse med kaffeborde blev en økonomisk hjælp for den unge Alice, der spiste sig mæt i wienerbrød – som hun i øvrigt ikke har spist meget af siden.

"Samtidig skete der det, at mine forældre blev skilt, og gården gik nedenom og hjem. Det betød, at jeg var totalt afhængig af mig selv og min egen indkomst. Og det lærer jo en noget," har hun tidligere fortalt til Alt for damerne.

I 1959 kom hun til Vendsyssel Tidende, inden hun altså skiftede til Danmarks Radio. Det var her, hun mødte den senere udenrigsminister og formand for Venstre – nyligt afdøde Uffe Ellemann-Jensen. De to var begge gift – hun havde et barn, og han havde to. De valgte hinanden og blev viet af Erhard Jakobsen på Gladsaxe Rådhus i 1971. Siden fik de sammen Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand i dag.

"Hun er mit livs store kærlighed," har Uffe Ellemann-Jensen tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

"Og det har betydet utrolig meget, at hun har været der, også når jeg fik nogle ordentlige klø."

I 1985 blev Alice Vestergaard chefredaktør på Søndags B.T., og det vakte opsigt, da hun i 1988 blev hentet til det nystartede TV 2, hvor hun skulle være chef for den københavnske nyhedsredaktion. For kunne hun det, når hendes mand samtidig var udenrigsminister?

"De turde give mig det job på TV 2, selvom jeg var gift med udenrigsministeren. Og ja, jeg turde tage det, for jeg syntes ikke, det var rimeligt, at min mands arbejde skulle bestemme, hvad jeg skulle lave. Jeg havde jo en karriere som journalist, allerede inden jeg mødte ham," har hun tidligere sagt til avisen.

Alice Vestergaard gik på pension i 1999. Derefter var hun i nogle år næstformand i bestyrelsen for SOS-Børnebyerne.

Hendes rolige gemyt er flere steder fremhævet. At hun er underspillet og ikke sætter sig selv i centrum, men har en stoisk ro, der har gjort hende i stand til at klare meget.

"Alice er vendelbo, og derfor er hun ikke til at blæse omkuld," har hendes mand tidligere sagt.

"Hun har altid virket som fornuftens anker i vores liv."