Dy Plambeck: Alle de mennesker, jeg har elsket, bor stadig i mig

Forfatter Dy Plambeck kan godt lide at fare vild i en skov og er taknemmelig for et liv, der giver hende mulighed for at gå sine egne veje. På søndag fylder hun 40 år, og Kristeligt Dagblad har i den anledning stillet hende en række store spørgsmål om livet

Kærligheden rækker ud over bruddene som en påmindelse om alt det, man har haft sammen med andre, mener forfatteren.
Kærligheden rækker ud over bruddene som en påmindelse om alt det, man har haft sammen med andre, mener forfatteren. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er, at jeg for fem et halvt år siden blev mor, og at jeg for to et halvt år siden flyttede langt ud på landet til Kirkelte i Nordsjælland, hvor jeg bor mellem to store skove. Begge dele repræsenterer store skift i mit liv. Jeg er gået fra at være en forfatter, der levede det frie liv i København, til nu at være mor til en dejlig datter og ejer af et hus fra 1895. Det var ikke nogen impulsiv beslutning, for jeg havde længe ledt efter et sted at skrive fra. Jeg har brug for at rejse og opleve verden med alle dens dufte og liv, men jeg har også brug for en base, hvor alt kan synke ned. Skoven er et godt sted for mig. Jeg kan lide fornemmelsen af at fare vild mellem træer. Det at gå rundt i en skov, svarer lidt til det undersøgende i at være forfatter. Jeg er ikke så interesseret i at kunne overskue et terræn, jeg vil hellere være et sted, hvor min nysgerrighed bliver vakt.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg havde egentlig ikke nogen drøm om at blive forfatter, men forestillede mig, at jeg skulle læse antropologi eller psykologi. Men så vandt jeg som 19-årig en konkurrence om et rejseessay i Berlingske og tog derefter på Testrup Højskoles skrivelinje. Der fik jeg Hans Otto Jørgensen som lærer, og han var den, der vakte min bevidsthed om, at jeg kunne skrive. Derefter var det kvindelige lærere på Forfatterskolen som Mette Moestrup og Christina Hesselholdt, der betød rigtig meget. De var gode til at hjælpe mig på vej ind i troen på at være i et liv som kunstner.

Mine forældre lod mig kærligt gå mine egne veje og har altid givet mig frihed til at kunne forme mig selv.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Der er ingen andre råd end det, at forfatter bliver man virkelig kun, hvis det er nødvendigt for en. Jeg har en vidunderlig tilværelse, men den er også ekstremt krævende. Man skal kunne leve med usikkerheden omkring sin egen formåen. Kan jeg mon skrive en bog mere? Samtidig er forfatterlivet ofte forbundet med en usikker økonomi.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Der er ikke en bestemt. Alle de tab, jeg har oplevet, har påvirket mig. Der har være bruddet med min datters far og andre store kærestesorger. Men på trods af, at kærligheden mellem os ikke kunne eksistere længere, så har jeg en fornemmelse af, at kærligheden alligevel fortsætter inden i mig selv. Kærligheden rækker ud over bruddene som en påmindelse om alt det, vi har haft sammen. Alle de mennesker jeg har elsket, bor stadig et sted i mig.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det synes jeg, jeg har gjort mange gange. Jeg er forholdsvis modig og drevet af nysgerrighed. En ven sagde engang til mig, at jeg ikke er bange for at være bange. At flytte ud i skoven i et gammelt hus, at rejse til Afghanistan og følge danske kamptropper og at rejse alene til Haiti efter jordskælvet, det er nogle af de gange, jeg har udvist mod.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Hvis nogen havde fortalt mig, hvor vidunderligt det er at få børn, så havde jeg måske fået nogle tidligere. Jeg fik min datter, da jeg var 34 år, og nu bliver jeg 40, men hvem ved, måske får jeg nogle flere? Livet går ikke altid, som man forestiller sig, og derfor handler livet blandt andet om, hvordan man håndterer en plan B. Jeg fortryder ingenting, for jeg tror, at hvis jeg havde kunnet gøre noget anderledes, så havde jeg gjort det. Man træffer sine valg ud fra det grundlag, man står på i netop den situation.

Hvad tror du på?

Et liv før døden. Min tro hænger stærkt sammen med tvivlen, men jeg afskriver ikke nogen stor religiøs sammenhæng. Jeg har skrevet salmer til Kirkesangbogen, blandt andre salmen ”Hold håbet op”. Jeg tror, der ligger en stor styrke i, at kunne gå et sted hen med sin afmægtighed. Vi mennesker vil gerne kontrollere og ordne alting, men vi har brug for et sted, hvor vi kan være sammen om det håbløse. At andre kan holde håbet lidt for os. Jeg går meget ind for fællessang. Når vi eksempelvis ved en begravelse synger om det, der er svært, så kan vi sammen ophæve mørket.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?

At jeg har fået det liv, jeg gerne ville have. At det var muligt.

Beskriv en scene fra din barndom.

En sommer da jeg var otte-ni år var jeg i Rågeleje sammen med min mor, mormor og storebror. Min bror og jeg spillede tennis i haven. Varm og forpustet gik jeg ind i sommerhuset for at hente et glas saft. Da jeg på vej ud stod i døråbningen, kiggede jeg op i skyerne og forstod pludselig, at alt det her kommer til at eksistere for evigt, men det gør jeg ikke. Det gik op for mig, at jeg skulle dø, at min tid var afgrænset. Jeg blev ked af det og bange og husker en stemning af, at også min mor og mormor blev sådan lidt nervøse og sagde til mig: Du tænker for meget over tingene, Dy.