Alle kunne lide Tove

Tove Lindbo Larsen, tidligere kirke- og grønlands- minister er død, 89 år. Gennem sine 22 år som folketingsmedlem for Socialdemokratiet udmærkede hun sig ved at nyde sine kollegers respekt

Tove Lindbo Larsen var en ”klassisk” kirkeminister, der ikke blandede sig i kirkens indre anliggender. –
Tove Lindbo Larsen var en ”klassisk” kirkeminister, der ikke blandede sig i kirkens indre anliggender. – . Foto: Ritzau Scanpix.

”Vi vil savne hendes påmindelser om at værdsætte livet og gøre det festligt.”

Sådan lyder ordene i en dødsannonce fra familien til tidligere folketingsmedlem og minister Tove Lindbo Larsen, der sidste lørdag sov stille ind som 89-årig.

I sammenlagt 22 år – fra 1971 og frem – sad hun i Folketinget for Socialdemokratiet, og den politiske karriere kulminerede, da hun i 1981-1982 var kirkeminister og minister for Grønland i Anker Jørgensens sidste regeringstid. Tove Lindbo Larsen var en ”klassisk” kirkeminister, idet hun nærede dyb respekt for folkekirkens ret til at være herre over eget indre liv. Og hendes store interesse for Grønland kom hende til gode i ministertiden, hvor hun lagde vægt på at få hjemmestyreordningen til at fungere.

Indgangen til det politiske virke var imidlertid ernæring og forbrug – interesser, som kom fra hendes uddannelse som husholdningslærerinde, og som hun tidligere havde udfoldet som blandt andet diætkonsulent på Rigshospitalets børneafdeling. Gennem flere perioder havde hun sæde i Forbrugerrådet og Statens Levnedsmiddelråd, ligesom hun har siddet i bestyrelsen for Hovedstadens Brugsforening og været medlem af FDB’s bestyrelse i 1970’erne. I 1984 var hun i Folketinget med til at gennemføre en dansk ernæringspolitik, der kom til at bane vejen for en større forståelse af ernæringens samfundsmæssige betydning, skriver Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Tove Lindbo Larsen blev i 1966 formand for Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg i København. Den post bestred hun, til udvalget blev nedlagt tre år senere. Hun var gennem ni år medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes bestyrelse, og hun var formand for Folketingets Erhvervsudvalg 1979-1981.

I 1998 sluttede folketingskarrieren for Tove Lindbo Larsen, der dog snart igen vendte tilbage til de lange Christiansborg-gange som formand for Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer i perioden 2002-2011. Posten ses som et adelsmærke, der vidner om en evne til at favne bredt blandt politikerkollegerne. Og det var netop, hvad Tove Lindbo Larsen gjorde, fortæller politisk kommentator og tidligere konservativt folketingsmedlem Hans Engell.

”Alle kunne godt lide Tove,” slår han fast.

Hun gjorde sit politiske engagement gældende i en lang række sammenhænge. Blandet andet har hun også gennem mange år været næstformand og formand i Pensionisternes Samvirke i Danmark og forbrugerrepræsentant i Bikuben, skriver Altinget. Det er med andre ord en solid arbejdskraft og god tjener for det danske folkestyre og foreningsliv, der ikke er mere.

Tove Lindbo Larsen voksede op på Frederiksberg, hvor hun også boede inden sin død. Bisættelsen har fundet sted uden for offentlighedens bevågenhed.