Prøv avisen
Dagens portræt

Lone Bastholm: Arbejdet har fyldt lige så meget som kærligheden

Lone Bastholm betegner sig selv som en realistisk optimist. – Foto: Lars Gundersen

dagens portræt | ”Jeg har grebet de chancer, jeg har fået,” siger tidligere skuespilchef ved Det Kongelige Teater Lone Bastholm. I dag fylder hun 85 år, og Kristeligt Dagblad har bedt hende svare på en række store spørgsmål om sit liv

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv i de senere år?

Det er, at jeg stadigvæk er i live. Når man som jeg oplever så mange i sin venskabskreds falde fra, opleves det som en stor gave at få lov til at leve lidt endnu. Min alder siger jo, at jeg er gammel. Men alder er noget mærkeligt noget, for jeg føler mig stadigvæk som værende midt i livet. Selvfølgelig har jeg fået skavanker, men både min krop og mit hoved fungerer, og derfor føler jeg mig ikke gammel.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde?

Det er min tid som skuespilschef på Det Kongelige Teater fra 1978 til 1986. Det var virkelig en meget lykkelig periode. Jeg var gift med Per Olov Enquist, med hvem jeg havde et fantastisk samarbejde. Jeg husker især premieren på hans skuespil ”Fra regnormenes liv”, der handler om H.C. Andersens opgør med Johanne Luise Heiberg. P.O. fandt fru Heibergs erindringer i min bogreol og opdagede alt det, hun ikke havde skrevet, og blev inspireret til at skrive sit stykke. Alt gik ligesom op i en højere enhed i de år.

Hvilke personer – udover dine livsledsagere – har betyder mest for at forme dig til den, du er?

Det har mine forældre. De gav mig det fundament, som jeg har stået på hele livet. De var forskellige, men havde et meget harmonisk ægteskab. Min mor var en glad og varm sjæl, der havde let til latter. Min far var den pragmatiske rationalist. Han lærte mig at læse og læste selv hele sit liv for at blive klogere. Mit væsen er blevet formet af dem begge. Jeg er en realistisk optimist og ville ikke have undværet nogen af delene. Hjemmefra har jeg også lært, at man skal yde, før man kan nyde. Det er en god, gammel dyd, som jeg efterlever. Den har hjulpet mig igennem, både i de gode og i de vanskelige tider.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse og det arbejdsliv, du ville have?

Hele mit arbejdsliv har været lystbetonet, og det har hjulpet mig meget, at jeg undervejs har grebet tilfældet og de chancer, jeg fik. Blandt andet da jeg havde et studenterjob som radiospeaker på Danmarks Radio i Rosenørns Allé. En dag kom programchef Henning Pade og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at kaste mig ud i at tilrettelægge et månedligt magasin om teater i ind- og udland. Jeg var meget ung og havde ingen erfaring, men sagde straks ja. Det var nok det, der skubbede mig i den retning, jeg skulle gå. Set i bakspejlet har jeg altid sagt ja til opgaver. Man må tage de chancer, man får i sit liv. Det kan jo kun gå galt. Jeg er meget taknemmelig for de chancer, jeg har fået.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg har haft flere kærlighedstab i livet. Det første var, da jeg som 24-årig mistede min franske forlovede i en bilulykke. Og det sidste var, da jeg blev skilt fra P.O. Det var en sindsoprivende skilsmisse, hvor jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle komme på benene igen. Som ung mistede jeg en meget nær veninde, som døde fra tre små børn, også i en bilulykke. Det var frygteligt. I dag er jeg meget nært forbundet med et af hendes børn.

Hvad tror du på?

Jeg kan ikke andet end tro på menneskene. Jeg behøver ingen Gud for at finde noget guddommeligt, det finder jeg i noget af alt det skønne, der er skabt af kunstnere, forfattere og filosoffer. Det er det menneskeskabte, jeg tror på. Når man kigger rundt i verden, er der nok at blive deprimeret af og græmmes over. Eksempelvis en mand som USA’s præsident, Donald Trump. Men det kan ikke nytte noget at blive deprimeret. Jeg har en tro på, at mennesker i sidste ende har en kraft og en styrke til at løse konflikter og problemer gennem dialog. For nok er der mange mennesker, der gør forfærdelige ting, men der er lige så mange, der kæmper for det gode.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?

Det har mit arbejde. Det har betydet lige så meget for mig som mine kærlighedsforhold. Det er også gennem arbejdet, jeg i løbet af livet har skabt de fleste venskaber.

Beskriv en scene fra din barndom.

Der er ikke én scene, men en hel række scener, som stammer fra søndag morgener. Lige fra vi var seks-syv år, og til vi flyttede hjemmefra, samlede mine forældre min bror og mig ved morgenbordet søndag morgen, og så sad vi der og snakkede helt frem til ved middagstid. Vi grinede og diskuterede og kom igennem alverdens emner fra politik til tro, billedkunst og litteratur. Der blev diskusteret moral og etik, og indmellem var der masser af humor og sjove indfald. Vi børn blev set og draget ind i samtalerne. Vi blev aldrig latterliggjort. Men hvis vi sagde noget vrøvl på grund af uvidenhed, så fik vi forklaret tingenes rette sammenhæng.