Arbejdet i Danmission førte dem sammen

Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors har haft to meget forskellige livsrejser. Men nu skal ægteparret sammen til Tanzania i fire år som repræsentanter for Danmission

Ægteparret Louis William Møllerfors og Anna-Marie Lauenstein oplever begge, at det er Gud, der har kaldet dem til at blive udstationeret for den folkekirkelige organisation Danmission i Tanzania. –
Ægteparret Louis William Møllerfors og Anna-Marie Lauenstein oplever begge, at det er Gud, der har kaldet dem til at blive udstationeret for den folkekirkelige organisation Danmission i Tanzania. – . Foto: Danmission.

Han er rolig, indadvendt og svær at ryste. Hun er udadvendt, energisk og i konstant bevægelse. Ægteparret Louis William Møllerfors, 49 år, og Anna-Marie Lauenstein, 48 år, skal fra den 1. juli være udstationeret for den folkekirkelige organisation Danmission i Tanzania, og de oplever begge, at det er Gud, der har kaldet dem til at gøre netop det.

Men selvom de deler troen på, at der er en særlig mening med deres udstationering, har deres vej til beslutningen været præget af stor forskellighed. De har ganske vist begge været ansat i Danmission i en del år, Louis William Møllerfors som udviklingskonsulent for organisationens genbrugsbutikker i Region Hovedstaden, Anna-Marie Lauenstein som netværker og indsamler. Men bortset fra deres fælles arbejdsplads har deres liv indtil for nylig været meget forskellige, og indtil for lidt over et år siden havde ingen af dem forestillet sig, at netop de to sammen skulle rejse ud i verden som missionærer eller udsendte, som det kaldes i Danmission-terminologien i dag.

Louis William Møllerfors er vokset op i Danmark, Puerto Rico og Sverige og har hele sit liv været vant til at flytte og omstille sig – fra uddannelsen i økonomi på Handelshøjskolen i København via arbejde i finansieringsbranchen i London og Stockholm til en tid som selvstændig i København og derefter praktik og ansættelse i Danmission. Sideløbende har han bevæget sig spirituelt fra et liv, hvor troen ikke fyldte noget særligt, til en klar oplevelse af, at Gud har en plan med ham og hans liv. En oplevelse af, at Gud en morgen under en cykeltur langs Søerne i København gav sig til kende for ham, gav ham den overbevisning, at Gud havde en plan med hans liv, og det fik Louis William Møllerfors til at overgive sig til Gud og lægge sine egne karriereplaner til side.

”Jeg valgte at se tiden an og stole på, at Gud havde en plan med mig, og den plan er jeg ret sikker på, at jeg kan se mere klart nu. Jeg er overbevist om, at det hele tiden har været meningen, at jeg skulle til Tanzania sammen med Anna-Marie,” siger han og tilføjer, at han som Danmissions landerepræsentant i Tanzania får ansvar for, at både Danmissions egne midler og de midler, organisationen får til sit arbejde, bliver brugt bedst muligt.

Tanken om at rejse til Tanzania som udsendt kom først for nylig til Anna-Marie Lauenstein, efter hendes og Louis William Møllerfors’ kollegaskab til begges overraskelse udviklede sig til et parforhold. I august 2016 giftede de sig, og et par måneder senere rejse Louis William Møllerfors til Tanzania. Han vendte hjem med en oplevelse af, at ”der kunne jeg godt bo”. Da to stillinger i landet, som henholdsvis landerepræsentant og dermed tovholder på organisationens partnerrelationer og som ansvarlig for uddannelse af søndagsskoleledere, blev slået op, virkede tanken om at rejse af sted sammen oplagt for dem begge, og en gammel tanke hos Anna-Marie Lauenstein om at rejse ud som missionær fik et konkret holdepunkt

Hun er vokset op i et indremissionsk miljø i Gråsten. Som barn hørte Anna-Marie missionærer berette om deres erfaringer i fjerne lande, og hun var fascineret af tanken om selv at rejse ud for at udbrede evangeliet. Som ung valgte hun blandt andet derfor at uddanne sig som lærer, en uddannelse, som ville give mulighed for at rejse ud som missionær. I mange år var idéen imidlertid ikke så oplagt, blandt andet fordi Anna-Marie Lauenstein levede som enlig mor til tre børn.

Sideløbende med sit arbejde som lærer har Anna-Marie Lauenstein været aktiv i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, og hun regner med at få god brug for erfaringen derfra de næste fire år i Karagwe Stift i Tanzania, hvor ægteparret bliver bosat.

Udsendelsesgudstjenesten for parret blev holdt i går i Sundkirken i Nykøbing Falster, hvor Louis William Møllerfors blev valgt ind i menighedsrådet i november.