Den 30. januar 1959 blev der vendt op og ned på Sandra Vindings liv. Hendes far, bådsmand Berthel Hohlmann, omkom i en af danmarkshistoriens mest tragiske skibsulykker, forliset af grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft. Alle 95 ombord på skibet druknede. Det fik katastrofale følger for Sandra Vindings familie. Det ellers trygge barndomshjem i Nansensgade i København blev præget af moderens sorg, der udviklede sig til en psykisk sygdom. Alle billeder af faderen blev smidt ud, og moderen fortalte børnene, at faderen snart ville komme tilbage. Familiens økonomi ændrede sig drastisk, og fra at være en velstillet familie, som var de første i bygningen, der fik fjernsyn, måtte de nu overleve på et eksistensminimum. Det var nogle hårde barndomsår for Sandra Vinding og broderen.
I mange år var forliset ikke noget, som påvirkede hendes liv væsentligt, men det ændrede sig, da tiden nærmede sig 40-årsdagen for ulykken i 1999. Da besluttede Sandra Vinding at forsøge at få indført en mindedag for de mange omkomne. Hun skrev et meget personligt brev til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, men det var fra anden side, at hjælpen kom. Takket være den grønlandske menighed i Danmark og Indenlandsk Sømandsmission blev der holdt en mindehøjtidelighed i Helligåndskirken, hvor 500 mødte op. Sandra Vinding var dog stadig skuffet over, at der ikke kom en officiel markering af dagen fra regeringens side. Sagen fik hende til at stifte Pårørendegruppen efter Hans Hedtofts forlis 1959, som hvert år mødes den 30. januar for at mindes de omkomne. Gruppen står også bag det arbejde, der i 2004 resulterede i en mindesten for de omkomne på Nordatlantens Brygge i København. Ved indvielsen deltog både statsminister Anders Fogh Rasmussen og dronning Margrethe, og det var en stor sejr for de pårørende, fortæller Sandra Vinding.
I dag er forliset ikke længere noget, som fylder meget i hendes liv, men hun står tilbage med en vrede over, at den fond, som skulle have hjulpet familierne, ikke levede op til sit ansvar. Grønlandsfonden samlede penge ind til familierne, men de fleste familier fik langtfra de beløb, som de var berettiget til. Det betød, at mange familier var økonomisk meget dårligt stillet ligesom Sandra Vindings egen familie.
Jeg har et godt liv og en dejlig familie, men hver gang jeg tænker på Grønlandsfonden, bliver jeg vred. Det har været barsk at få konstateret, at det er rigtigt, at fonden behandlede os så dårligt. Pengene var der, de blev bare ikke givet til familierne, forklarer hun.
Den 61-årige københavner underviser i dag fængselsfunktionærer og bor på Østerbro i samme bygning som sine to sønner og børnebørn. Hun ser med glæde frem mod pensionen, der betyder endnu mere tid til de to børnebørn.
På fredag klokken 15.00 møder hun og andre pårørende op foran mindetavlen, for at mindes 50-året for forliset, og alle er velkomne. Det grønlandske kor Aavatt kommer og synger to salmer til minde om forliset og de omkomne.
