Prøv avisen
Portræt

Ateismens mediestærke missionær

Da Anders Stjernholm var i midten af 20’erne, meldte han sig ud af folkekirken. Siden voksede interessen for ateismen, og i denne måned blev han formand for Ateistisk Selskab. – Foto: Scanpix

Som ny formand for Ateistisk Selskab står tv-vært og komiker Anders Stjernholm i spidsen for kampen mod folkekirken. Hans egen interesse begyndte, da han var i midten af 20’erne

I 2012 blev komiker og tv-vært Anders Stjernholm inviteret til at tale til Ateistisk Selskabs 10-årsjubilæum. Han indledte med at fortælle deltagerne, at han selv virkelig hadede religion og var meget aggressiv om emnet, hvorefter der blev fortalt jokes om præster, Bibelen og troende.

”Det er nemt at få en stor menighed, når din målgruppe er retarderet,” jokede han blandt andet, mens han gik rundt i åben hættetrøje, løse jeans og hvide kondisko foran et grinende publikum.

Siden meldte komikeren sig selv ind foreningen, kom i bestyrelsen og blev så valgt som talsmand. Dette skyldtes et behov for at opruste selskabets kommunikation, så de kunne trænge igennem i medierne og sætte en ateistisk dagsorden, lød det dengang fra den daværende formand Kurt Bilsbo.

Og den opgave har Anders Stjernholm taget på sig. Senest som frontfigur for en kampagne med religionskritiske reklamer på de aarhusianske bybusser og en ny hjemmeside, der gør det nemt at melde sig ud af folkekirken. Kampagnen har kostet foreningen mindst 35.000 kroner og er af kirkelige aktører blandt andet blevet kaldt mobning, ynkværdig og usaglig, mens foreningen selv er blevet kaldt en ateistisk parallel til Grimhøj-moskéen bestående af halvdannede mænd.

I begyndelsen af april blev Anders Stjernholm ny formand for Ateistisk Selskab under foreningens generalforsamling, hvor det blandt andet lød, at der, siden han blev talsmand, var sket en radikal ændring og betydelige fremskridt i foreningens omtale i medierne.

”Anders er den nye generations talerør, der siger tingene, som de er – råt, usødet og ligefremt. Især har Anders været helt fremme i skoene, når det gælder tv, radio, trykte og sociale medier samt debatprogrammer,” lød det i referatet.

I opgaven med at styrke Ateistisk Selskabs kommunikation har Anders Stjernholm kunnet bruge sin baggrund som journalist og komiker. Efter han blev færdiguddannet journalist på Syddansk Universitet i 2007 har han blandt andet lavet egne standup-shows og været vært på tv-programmer som tv-showet ”Bingo Banko” på TV 2 og DR 2-programmet ”Danmark på piller”. I det satte Anders Stjernholm fokus på diagnoser, hvilket er et område, der længe har interesseret ham. Som 26-årig blev han selv diagnosticeret med ADHD, og i dag er han blandt andet ambassadør for ADHD-foreningen.

Det var også i midten af 20’erne, at Anders Stjernholm meldte sig ud af folkekirken. Han var både døbt og konfirmeret ind i en kulturkristen familie, men meldte sig selv ud, da interessen for ateisme og videnskab generelt voksede. Siden har han udtalt, at han ønsker stat og kirke adskilt, kristendomsfaget i skolen udskiftet med et religionsfag, og da han i et interview til det humanvidenskabelige tidsskrift Epsilon blev spurgt, hvad han gerne ville huskes for som person, lød svaret: som ham, der lukkede folkekirken.

Til samme tidskrift fortalte han, at han ikke har én tro eller overbevisning om noget bestemt, men en tro i form af et optimistisk syn på fremtiden, som særligt skyldes den teknologiske udvikling, der fremmer global kommunikation.

I marts sidste år offentliggjorde Anders Stjernholm sit kandidatur til folketinget for partiet Alternativet. Han kom ikke ind, men er fortsat medlem af partiet og har særligt fokus på klima og miljø.

Privat går han stadig i åbne hættetrøjer og løse jeans, og han har tidligere beskrevet sig selv som en stolt børnevoksen – en voksen med sit indre barn i behold. Fritiden går blandt andet med at spille basket og med at vinde i playstation i hjemmet på Frederiksberg.