Avisens rorgænger og langtidshukommelse har sagt farvel

Mie Petersen kom til Kristeligt Dagblad tilbage i 1978 og arbejdede de efterfølgende 43 år på avisen som journalist, tillidsrepræsentant, redaktionschef og ledende redaktionssekretær. Nu er hun død efter kort tids sygdom, 70 år gammel

Mie Petersen havde i kraft af sine mange år på avisen, sin brede viden og sin fornemmelse for læserne en status som Kristeligt Dagblads langtidshukommelse og redaktionelle røgter af takt og tone.
Mie Petersen havde i kraft af sine mange år på avisen, sin brede viden og sin fornemmelse for læserne en status som Kristeligt Dagblads langtidshukommelse og redaktionelle røgter af takt og tone. Foto: Leif Tuxen.

I de store gamle skibes tid var rorgængeren en aldeles afgørende person. Ét var kaptajnens ordrer fra oven om den overordnede kurs, noget andet var, hvem der specifikt styrede skuden uden om skærene. Det var som regel en garvet, vejrbidt, piberygende person, hvis tone og sprogbrug over for matroserne ikke altid egnede sig for sarte ører, men som kendte farvandet, kunne læse et søkort og var en ansvarsfuld person, man gerne ville betro fartøjet til.

I en stor del af sine i alt 43 år som ansat på Kristeligt Dagblad har ledende redaktionssekretær Mie Petersen haft akkurat denne rolle i forhold til at få bragt hver enkelt daglig avis eller hvert enkelt tillæg til avisen sikkert i havn. Dag efter dag. År efter år.

Senest kæmpede hun i december 2021 med avisens rejsetillæg, samtidig med at hun kæmpede med en hurtigt udviklende kræftsygdom, og natten til torsdag døde hun i en alder af 70 år.

Mie Petersen voksede op i Vordingborg på Sydsjælland, hvor hun tilbragte en god del af barndommen ved havnen og i ruinterrænet omkring Gåsetårnet. Hun var søspejder og blev siden sejler og ejer af egen båd, men det var mere indignationen og samfundsengagementet end den maritime interesse, som blev bestemmende for hendes livsbane, og derfor blev det et bladhus på land, der fik fornøjelsen af at have hende ved roret.

Efter studentereksamen, journalistuddannelse med praktik på Herning Folkeblad og derefter tre års ansættelse samme sted kom hun i 1978 til Kristeligt Dagblad som journalist med blandt andet skole og uddannelse som stofområde.

Hun var i en periode også tillidsrepræsentant, inden hun i 1987 avancerede til redaktionschef og dermed for alvor en plads på kommandobroen. I en periode i sidste halvdel af 1990’erne havde hun positionen som redaktionens næstkommanderende med kun den ansvarshavende chefredaktør over sig, men gennem alle årene befandt hun sig bedst arbejdende i redaktionslokalet side om side med kolleger og med den konkrete artikel og avisside i fokus. Arbejdet med udvikling af koncepter og langtidsplanlægning af artikler i timelange samtaler omkring mødeborde var ikke hendes foretrukne farvand.

I den seneste årrække havde hun titel af ledende redaktionssekretær med ansvar for især layout af avisens mange tillæg samt rejseredaktør. Endvidere var hun gennem mange år en del af avisens anmelderkorps med speciale i at anmelde kriminalromaner. Med tiden afmønstrede hun fra den store kommandobro til de lidt mindre, men rorgænger forblev hun til det sidste.

Tidligere tiders avismageri foregik i en anden atmosfære af intuition, knofedt og holdspil mellem stærke individualister, der blev på avisen til ud på de sene aftentimer, i forhold til nutidens journalistfag, som netop er mere præget af møder om strategi og planlægning og befolket af kontormennesker, som tager tidligt hjem til familien efter endt arbejde. Mie Petersen var Kristeligt Dagblads sidste repræsentant for den gamle skole af journalister, der havde en praktisk, håndværksmæssig tilgang til branchen og en jobtilknytning, der rakte langt ud over løntimerne. Når avisen var ”lagt i seng”, fortsatte det sociale samvær med kollegerne en rum tid endnu.

Hun var ikke gift med jobbet, for hun var slet ikke gift. Men forholdet til jobbet var, ligesom forholdet til hendes store vennekreds, forholdet til søster og øvrige familie, som bandt hende til Sydsjælland og Falster, og forholdet til den andelsboligforening ved Søerne i det indre København, hun i årevis delte dagligdag og håndværkerudgifter med, så godt som ubrydeligt.

Tonen på gamle dages avisredaktioner var rå og mandsdomineret. Det var længe før, nogen havde opfundet begrebet MeToo, men Mie Petersen, der også var aktiv i 1970’ernes legendariske kvindebevægelse, fandt sin egen plads i jargonen, Men selvom hun på redaktionen af og til fremstod som en grovmundet bulderbasse, var hendes vurdering af, hvad der er passende sprogbrug på tryk over for læserne af Kristeligt Dagblad, bredt anerkendt på redaktionen som den mest præcise seismograf. Når det gjaldt om at kunne fortælle, hvad der allerede havde stået i avisen, og vi derfor ikke kunne gentage, og hvad vi havde ment i en tidligere ledende artikel, så vi hellere måtte mene det samme, næste gang vi skulle skrive om samme emne, var Mie Petersen i kraft af sit skarpe hoved og sin mangeårige ansættelse på avisen, der gik længere tilbage end nogen andens, hele Kristeligt Dagblads langtidshukommelse.

Når netop Kristeligt Dagblad og Mie Petersen, alle iøjnespringende forskelle til trods, viste sig at være så godt et match, skyldes det blandt andet hendes grundtvigske livssyn, hendes indignation på vegne af samfundets svageste, hendes videbegærlighed og den kendsgerning, at avisredigering typisk begynder om eftermiddagen og varer til ud på aftenen, hvilket er ideelt for et B-menneske, der hader at stå tidligt op.

Mie Petersen besad en bred viden om politik, samfundsliv, filosofi og historie. Når hun kom hjem til sin lejlighed, tændte hun som det første for sit tv, og når udsendelserne ikke handlede om en anden stor passion i hendes liv, golf, så hun den ene nyhedsudsendelse efter den anden for at forblive opdateret på verdens gang. Også den uendelige strøm af forandringer i avisens computersystemer kastede hun sig over med stor ildhu og vilje til ikke at blive teknologisk agterudsejlet.

Hendes viden om de forskellige danske kirkeretninger var omfattende, og interesse for selve Bibelens og kristendommens indhold fik hende på et tidspunkt til at kaste sig over teologistudiet på universitetet, hvor det dog viste sig, at interessen for oldgræsk ikke var stor nok til at bære hende gennem hele studiet ved siden af et fuldtidsjob. Hendes tro var hendes eget meget private mellemværende med Gud, ligesom hun i det hele taget var et meget privat menneske, der frabad sig omtale i avisen på både 50-, 60- og 70-årsdagen, men dog lod sig portrættere, da hun i 2018 havde 40-års jubilæum på avisen. Når først en person havde vundet hendes hjerte og hendes anerkendelse, var omsorgen og loyaliteten stor og vedvarende. Hun boede alene, men åbnede sin lejlighed for samfunds- og kulturdebatterende ”vintersaloner” med et stort antal venner fra alle lag i samfundet, og særligt glad var hun for sin niece Ann-Marie og sin i dag 18-årige gudsøn Anton, som boede lige inde ved siden af.

I de store gamle skibes og avisers tid var rorgængeren en aldeles afgørende person. Rorgængeren i den gammeldags forstand er nu afmønstret. Avisen sejler naturligvis videre, men skal lige sikre sig, at andre kræfter kan overtage funktionen som langtidshukommelse, og at sjælen stadig er med om bord.