Balletdronning trækker stadig i trikot

For nylig lukkede Susanne Heering sin balletskole i Næstved. Bag hendes lette gang på jorden banker et stort socialt engagement. I morgen fylder hun 75 år

Susanne Heering mens hun underviste balletbørn i sin balletskole, som hun lukkede sidste år. –
Susanne Heering mens hun underviste balletbørn i sin balletskole, som hun lukkede sidste år. –. Foto: Søren Steffen.

Håret sidder perfekt, og de ægte perler hviler elegant om halsen.

Susanne Heerings baggrund fornægter sig ikke. Født i et velhavende hjem i Hasseris ved Aalborg og gift med Peter Heering, arving til likørdynastiet med samme navn. Læg dertil at ægteparret hører til dronning Margrethe og prins Henriks nære vennekreds.

Men bag Susanne Heerings forfinede ydre gemmer sig en række skelsættende personlige erfaringer, som hun fra sin ungdom gerne har givet videre til mennesker født langt fra hendes egen solside.

LÆS OGSÅ: I terapi på taget af en Volvo

I morgen fylder hun 75 år og fejrer dagen med mand, de fire voksne børn og svigerbørn hjemme i privaten i Hellerup, som familien for nylig er flyttet til, efter i mange år blandt andet at have boet i Næstved.

Her drev Susanne Heering sin egen balletskole, som til de årlige opvisninger fik hjælp til scenografi og kostumier fra Dronningen. Sidste år var det slut efter 31 år, men selvom Fru Hs Danseinstitut er fortid, fortsætter Susanne Heering med ballet-undervisningen. Nu med et mindre hold i København.

Susanne Heering har gennem mange år været formand for præsidiet i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) og er for nylig blevet belønnet for sin indsats med et æresmedlemskab. Selv blev hun som 17-årig ramt af en alvorlig spiseforstyrrelse, som nær havde kostet hende livet.

Også som tidligere formand for bestyrelsen for opholdshjemmet Østerled nord for København, der huser psykisk udviklingshæmmede, har hun trukket på sine egne erfaringer. Ægteparrets ældste søn, Henrik, var udviklingshæmmet og døde få måneder efter fødslen.

I portrætbogen Fru H Susanne Heerings liv, familie og venskab med Dronningen, der udkom i 2008, beskriver hun sorgen således: Man bliver et andet menneske. Man tager aldrig mere noget for givet. Aldrig noget som en selvfølge. På den måde tror jeg, at en stor, stor sorg har afgørende betydning for ens udvikling, og hvis man er kommet igennem den sammen, er man stærk som et team.