Når man har ført samtaler med Nelson Mandela, Mikhail Gorbatjov, Helmut Kohl, George Bush den ældre og Margaret Thatcher, har man fået så meget sus af verdenshistoriens store personligheder, at en tidsrejse med det formål ikke ville have nogen interesse, selv hvis den var mulig. Så da bladet Alt for damerne sidste år spurgte Anne Marie Vessel Schlüter herom, svarede hun, at hun var rigeligt mæt af den slags oplevelser:
”Jeg har ikke brug for at trykke hånd med hverken Bournonville eller Napoleon.”
I morgen fylder Anne Marie Vessel Schlüter 70 år, ikke så længe efter, at ægtemanden, Poul Schlüter, rundede de 90 år. Og til sommer kan ægteparret fejre, at de har været gift i 30 år.
Man kunne ellers tro, at det kunne være interessant at møde den berømte balletmester August Bournonville, når man selv har levet og åndet for balletten hele sit liv. Som datter af balletdanser Tove Schultz og balletregissør Poul Vessel Christensen var Anne Marie Vessel praktisk talt født til balletten, og hun voksede op på Det Kongelige Teater, hvor hun som bare fireårig var på scenen som balletpige i Puccinis opera ”Madame Butterfly”. Hun blev uddannet fra teatrets balletskole og blev i 1965 medlem af balletkompagniet ved Det Kongelige Teater. Hun dansede i de følgende år en række solistpartier i blandt andet Bournonville-balletterne ”Napoli”, ”Blomsterfesten i Genzano”, ”Konservatoriet”, ”Fjernt fra Danmark” og ”Sylfiden”.
Da karrieren som aktiv danser begyndte at klinge af, involverede hun sig i undervisning på balletskolen, som hun i årene 1988-2006 var leder af, og selvom hun nu har nået den gængse pensionsalder, er hun fortsat tilknyttet Det Kongelige Teaters Balletskole som underviser.
Det var netop i sin egenskab af balletskoleleder, at hun ved en række lejligheder kom i selskab med Danmarks daværende statsminister, og en vis interesse blev vakt. Poul Schlüter havde kort forinden mistet sin hustru, Lisbeth Schlüter. Anne Marie Vessel havde afbrudt et forhold til balletdanseren Alexander Kølpin, med hvem hun har en søn. En veninde sørgede for, at Poul Schlüter blev inviteret med til hendes 40-årsfødselsdag. Statsministeren dukkede op til festen medbringende en stor flaske champagne og højt humør, inviterede hende med i Tivoli – og allerede i juli 1989 blev parret viet ved en hemmelig ceremoni i Garnisons Kirke i København.
Hemmelig, fordi parret da havde fundet ud af, at pressens interesse for at sælge aviser og blade på alle aspekter af en forelskelse mellem en statsminister og en 20 år yngre balletskoleleder syntes umættelig. At acceptere en fjollet foto-iscenesættelse i et ugeblad af de to som ”Lady og Vagabonden”, spisende af den samme spaghetti-tallerken, var en fejl, parret absolut ikke ønskede at gentage.
Siden lykkedes det at finde en god, værdig balance mellem det private og det udadvendte, og Anne Marie Vessel Schlüter fandt en god balance mellem selv at være en aktiv lederskikkelse i dansk ballet og at være statsministerfrue frem til 1993 og dermed møde nogle af periodens mest berømte politiske skikkelser.
Ikke alt i et langt liv er let og lykkeligt. Slet ikke den kræftsygdom, hun blev ramt af, men overvandt i 2013. Men set i et 70-årsperspektiv føler den flittigt avislæsende, vinterbadende og yoga-dyrkende aktive balletlærer, at livet har bragt hende stort set alt, hvad hun kunne drømme om. Selvom hun hverken kom til at møde Bournonville eller Napoleon.