Da Peter Martins blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1954, var han bare otte år. Ikke desto mindre var det ved den lejlighed, at hans skæbne blev beseglet. Han øvede de dansende trin og ballettens positioner til perfektion, og det gav ham ikke alene en imponerende karriere som solodanser, men også posten som chef for et af verdens dygtigste og mest berømte balletkompagnier.
I selvbiografien ”Fjernt fra Danmark” beskriver han sig selv som en lidt af en kværulantisk ballademager, der ofte var tæt på at blive smidt på porten under sin uddannelse. Han fik dog tøjlet temperamentet og fik så meget styr på disciplinen, at han allerede som 18-årig aspirant var klar til debutere i Hans Brenaa-balletten ”Stemninger” på Det Kongelige Teater i 1964. Balletten gik kun to gange, men Peter Martins blev bemærket som en ”ung, lys og køn danser”. Året efter blev han optaget i ballettens egentlige kompagni, og dansede sine første større roller i blandt andet Flemming Flindts ”De tre Musketerer” og Frank Schaufuss’ ”Garden Party”.
Hans store gennembrud og den afgørende begivenhed for hans imponerende balletkarriere kom imidlertid i 1966, hvor han dansede figuren Apollon i den amerikanske koreograf George i Balanchines ”Apollon Musagetes”. Det var en præstation, der blev lagt mærke til og samtidig med, at han i 1967 blev solodanser på Det Kongelige Teater, blev han af Balanchine hentet til Edinburgh for at danse Apollon-rollen med New York City Ballet.
I de følgende år rejste Peter Martins mange gange mellem København og New York, men i 1970 tog han den det endelige spring over Atlanten og blev fast tilknyttet New York City Ballet. Her blev han ”principal dancer” og hans karriere har i alle de efterfølgende år haft sit udgangspunkt i den amerikanske metropol.
Som den ledende danser på mandesiden i kompagniet kom han til at stå som prototypen på en danser, hvor kroppen er det fuldendte instrument for forestillingernes koreografer, samtidig med at han bevarede sin personlighed. Med direkte henblik på Peter Martins skabte Balanchine mandlige hovedpartier i sine neoklassiske balletter. Men Martins mestrerede derudover også de klassiske prinseroller i balletter som ”Giselle”, ”Tornerose” og ”Svanesøen”, og han har ved flere lejligheder fremhævet Bournonville-skolens betydning for hans karriere.
Med årene fik Peter Martins også sans for andet end sin egen sceniske præstation. Det så chefen, George Balanchine, som i 1981 udnævnte danskeren som balletmester sammen med ham selv og to andre. To år senere, ved Balanchines død, overtog Peter Martins ansvaret sammen med kollegaen Jerome Robbins, som trak sig i 1989, og siden hen har Peter Martins stået i spidsen for balletten og haft ansvaret for over 80 opsætninger i New York.
At det ikke altid har været let, fortalte Peter Martins blandt for tre år siden, hvor han var i Danmark for at gæsteoptræde på Det Kongelige Teater med sit balletkompagni. New York City Ballet havde forinden i flere år kørt med underskud i millionklassen, men det lykkedes den danske balletchef, at, som han beskrev det, få drejet supertankeren væk fra katastrofekursen. Balletchefen fylder nu 70 år, men har ikke luftet planer om at trække sig tilbage.
Peter Martins har i sin karriere også skabt balletkoreografier, blandt andet til ”Svanesøen” med scenografi af Per Kirkeby.
Peter Martins er gift med den amerikanske, nu pensionerede, balletdanser Darci Kistler, og sammen har de datteren Talicia Tove Martins. Peter Martins er desuden far til sønnen Nilas, som han har sammen med sin første hustru, Lise la Cour.