Prøv avisen
Portræt

Barn af en jødisk far på jagt efter rødderne

Anne Boukris bringer jødisk liv og identitet ind i kulturlivet, blandt andet som fast kommentator i ”Kulturknuserne” på DR's P1. Foto: Pernille Kaalund.

For Anne Boukris er det jødiske blevet et fast holdepunkt i en af og til flyvsk tilværelse. Hun leder film-festivalen Copenhagen Jewish Film Festival, der afvikles i disse dage

”Vi skal lige have plakaterne ind.” ”Neej, hvor er den flot!”. ”Jeg kører hjem og skifter, er I her, når jeg kommer tilbage?”.

Med sætninger som disse svinger 44-årige Anne Boukris i disse dage energisk taktstokken over afvik-lingen af én af de største jødiske kulturbegivenheder herhjemme, Copenhagen Jewish Film Festival, i filmhuset Cinemateket i København. Der er events, receptioner, filmvisninger og prominente gæster at tage sig af, men Anne Boukris elsker opgaven, som hun står for på 11. år.

Jødisk kultur og identitet er hendes livs projekt. Først foregik undersøgelsen med forskerbriller på, som ph.d. i minoritetsstudier ved Roskilde Universitet og ekstern lektor ved blandt andet Handelshøjskolen CBS. Siden har den ændret karakter og foregår nu primært i kulturlivet som leder af den jødiske filmfestival, foredragsholder og fast kommentator i ”Kulturknuserne” i radioens P1.

Anne Boukris er født i 1970 som barn af en dansk mor og en tunesisk-israelsk far. Faderens familie er tunesiske jøder og emigrerede fra Tunesien til Frankrig og siden til Israel efter Anden Verdenskrig. I Danmark mødte han Anne Bouk-ris' mor i et blandet, dansk-jødisk ægteskab, der ifølge datteren senere blev til en ”meget blandet skilsmisse”. Barndommen var splittet, og gennem ungdomslivet søgte Anne Boukris en identitet og et sted at høre hjemme. Det fandt hun i Israel, hvor flere somre blev tilbragt hos faderens familie: I farmoderens tunesisk-israelske køkken med couscousretter og ”gefillte fisch” i lange baner, i klezmermusik, klassisk Mendelsohn og Marc Chagalls mystiske malerier.

Når man siger, man er jøde, og det gør Anne Boukris, kan man risikere en endeløs række af afprøvende spørgsmål:

”De fleste kender regel nummer et: Har du en jødisk mor? Er du praktiserende, er du omskåret? Alt det bruges til at bestemme, hvor meget og hvor lidt jøde, nogen er,” siger hun.

Hun mener, spørgsmålene, som kommer i jødiske kredse, udspringer af et fordomsfuldt blik på, hvordan man ser ud, når man er det ene eller andet. Men hvilken slags jøde er så Anne Boukris? Man kunne kalde hende for ”kulturjøde”, på samme måde som der findes kulturkristne. Hun betegner nemlig ikke sig selv som religiøs i traditionel forstand, og dog:

”Det at være jødisk er for mig en kobling mellem noget følelsesladet og meget intellektuelt. Min jødiske identitet består i en måde at tænke, samtale og være sammen med andre på. Det er med til at sikre, at jeg kan oversætte mig selv til en anden, og den anden til mig. Men jeg kunne aldrig finde på at tage patent på, hvad der er jødisk,” siger hun.

Lige så kategorisk, det kan lyde, når Anne Boukris taler frit fra posen, lige så dialogisk er budskabet altid. Anne Boukris var fra 2002 til 2004 medlem af repræsentantskabet i Det Mosaiske Troessamfund (nu Det Jødiske Samfund i Danmark), og blev også her kendt for en mere moderat linje end den etablerede ortodokse.

Copenhagen Jewish Film Festival har gennem årene vist film om svære emner for det jødiske folk og samfund. Forholdet til palæstinenserne har gentagne gange været på plakaten, og i år har skilsmisse, et ganske ømt punkt i ortodokse kredse, fået en prominent plads i festivalprogrammet i åbningsfilmen ”Gett - Sagen om Viviane Amsalem.”

Anne Boukris er gift med en mand, der, ligesom hende, har jødiske rødder. De bor i København med deres to børn på 8 og 10 år, begge har fået jødiske navne og opdrages med jødisk kultur og årlige ture til Israel. Børnene er stærkt bevidste om deres jødiske identitet, en identitet, som Anne Boukris ikke er bekymret for overlever trods skudattentater og stigende antisemitisme.

”Der er en universel kraft i det jødiske, der sætter sig igennem ligegyldigt hvad. Det er så bragende stærkt!”.