Angrer han?
Spørgsmålet hang i auditoriet, da Benito Scocozza holdt afskedsforelæsning på Københavns Universitet i 2001. Lokalet og de 500 ubekvemme træstole var proppet med kolleger, studerende, åndsfæller, venner og fjender, der skulle høre historikeren og maoisten en sidste gang.
Som medstifter af KFML, Kommunistisk Forbund Marxister- Leninister, fra 1968 og efterfølgeren Kommunistisk Arbejderparti, KAP, fra 1976 har han talt for proletariatets diktatur og etpartisystemet og imod en fredelig vej til målene.
Blandt borgerlige er han blevet stemplet som en rabiat stemme på den yderste politiske venstrefløj. Blandt andet for sin støtte til Pol Pots styre i Cambodja, hvor 1,7 millioner mennesker – ifølge forsigtige skøn – blev myrdet i årene 1975-1978. Selv medlemmerne af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, glædede sig over den ringe opbakning til Scocozzas synspunkter i Danmark.
Modsat mange allierede og rivaler på den yderste venstrefløj har Benito Scocozza aldrig taget et opgør med sine holdninger. Selvom han allerede i 1984 trak sig som formand for KAP og i praksis fra politik.
Benito Scocozza blev født i 1935 i et småborgerligt københavnsk hjem, som han har beskrevet det i et interview med Universitetsavisen. Faderen var musiker og kom til i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet efter at have spillet sig op igennem Europa fra Syditalien. I København mødte han moderen, og de slog sig ned som spillelærere. Politik var ikke et emne i hjemmet. Det politiske engagement og oprørstrangen forklarer Benito Scocozza med miljøet på blandt andet den strikse katolske privatskole Niels Steensens Gymnasium, hvor hans snak om socialismen kunne gøre jesuitterne rødglødende.
I 1953 meldte Benito Scocozza sig ind i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom. I 1963 brød han med DKP, fordi Kinas Kommunistiske Parti i hans øjne repræsenterede den rigtige ideologiske udlægning af marxismen-leninismen i striden mellem Sovjet og Kina. En fredelig overgang til socialismen og fredelig sameksistens med kapitalismen var ikke mulig, mente Kinas leder Mao Zedong. Her fandt Scocozza det ideologiske fyrtårn, der gav ham øgenavnet "Kineseren fra Nørrebro".
Som historiker blev Benito Scocozza i 1969 ansat som lektor på Københavns Universitet. Blandt udgivelserne er han især kendt for sine bøger om kongehuset, herunder Christian IV og Politikens bog om danske monarker. Som en anden historiker og tidligere kollega på Københavns Universitet påpeger, er der et misforhold mellem ståstedet på den yderste venstrefløj og interessen for kongehuset:
– Det er et paradoks. Man ville have forventet, at Benito beskæftigede sig med socialhistorie om de stakkels fattige kvinder, der fødte deres børn på gulvet. Men det meste har været klassisk borgerlig historieskrivning.
Benito Scocozza fortrød intet, da han i 2001 afrundede arbejdslivet og trak sig tilbage til det stille liv i Langebæk på Sydsjælland med hustruen, Grethe Jensen. Han holdt i stedet en afskedsforelæsning med sarkastiske hug til dem, der vil stille venstreorienterede til regnskab for, hvad de har sagt og gjort. Det ville, bemærker Benito Scocozzas kollega, ligne ham dårligt at angre.