I mange år har skuespilleren Jesper Christensen været kendt som én af de berømtheder, der værner allermest om sit privatliv. Ikke på grund af dårlige erfaringer med journalister eller lurende paparazzier i baghaven, men fordi hans privatliv i bund og grund ikke er nogens ”business”.
”Det kommer ikke dig ved,” svarer han prompte, når pressen spørger til hans kone eller børn.
Også på lærredet har man ofte set ham vrisse lidt i rollen som en gnaven eller indebrændt midaldrende mand. For eksempel som alkoholikeren Kaj i ”Bænken” eller i rollen som den mystiske og dobbelttydige skurk Mr. White i de nyere James Bond-film.
Selvom han har lukket pressen lidt mere ind de senere år, vil Jesper Christensen, der i dag fylder 70 år, stadig bare gerne have lov at være skuespiller – og gøre det godt. Han har modtaget fire Bodilpriser og ligeledes fire Robertstatuetter for sit arbejde, til gengæld har han afslået at modtage ridderkorset af Dannebrogordenen, fordi han mener, monarkiet er en forbrydelse mod kongefamiliens medlemmer.
På lærredet portrætterede han faktisk sidste år en kongelig person, nemlig Norges nu afdøde kong Haakon VII. Det var ham, som i 1940 ytrede et meget berømt ”nei!” til nazisterne, da de invaderede landet, og siden måtte flygte op i fjeldene for ikke at blive taget til fange.
”Er du klar over, hvem du ringer til? Sidste år var jeg Årets Republikaner i Danmark,” sagde skuespilleren til den norske instruktør Erik Poppe, da han over telefonen tilbød ham rollen som kong Haakon, har Jesper Christensen fortalt til dagbladet Information.
Men han lod sig overtale, blandt andet fordi filmen havde en historisk lødighed – hvad han ikke mener er gældende for visse andre film om Anden Verdenskrig, eksempelvis ”Hvidsten Gruppen”, som han mener er for heroiserende og forråder de seneste 50 års historieforskning herhjemme.
Jesper Christensen siger selv, at de film, han siger ja til, skal gøre verden bedre, ellers gider han ikke. Han er ambassadør for Dansk Flygtningehjælp og kunne for tre år siden ses i ”21 Søndag” fortælle om sine oplevelser i en flygtningelejr i Libanon.
Jesper Christensen er født i 1948 og er oprindeligt uddannet børnehavepædagog. I sine unge dage var han aktiv på den yderste venstrefløj, men med egne ord ”ikke nogen god stalinist”. Skuespillerfaget har han tillært sig, blandt andet som elev på Fiolteatret i 1960’erne. I 1977 fik han sit gennembrud i Ole Roos’ filmatisering af ”Hærværk” og modtog to år senere sin første danske filmpris for sin optræden i Henning Carlsens ”Hør, var der ikke en som lo?”.
Han har været kæreste med Ghita Nørby, men blev siden gift med scenografen Karin Betz. Efter at de blev skilt, giftede han sig i 2000 med teaterlederen og Rio Rose-stifteren Tove Bornhøft. Han har to voksne døtre.
I det store udland har filmskabere som Jan Troell, Sam Mendes og Sydney Pollack gennem tiden efterspurgt Jesper Christensens kundskaber. Herhjemme er det især samarbejderne med instruktørerne Nils Malmros (”Barbara”) og Per Fly (”Bænken”), han er mest kendt for.
Ofte ses han i karakterfulde biroller, og han betegner da også sig selv som ”birollenørd”, sådan én, der ser serier og film udelukkende for at iagttage en bestemt skuespiller – så er plot og handling mindre vigtigt. Jesper Christensens første ”helt”, Jørgen Buckhøj, var oprindeligt også birolleskuespiller, indtil han fik én hovedrolle, der overskyggede dem alle, nemlig som Mads Skjern i ”Matador”.
Ofte har man set Jesper Christensen som en gnavpot. Men barnlige sjæle vil også kende en mildhed: Han er ikonisk som den evigt overbærende og forklarende ”far” (ja, det hedder rollen) i tv-serien ”Nana” fra 1988.
Han har også indtalt en række børnefilm, heriblandt ”Emil fra Lønneberg”, og også Harry Potter-bøgerne er på bånd blevet fortolket af Jesper Christensen. Og så er han én af de ganske få, der har haft æren af at spille Søren Kierkegaard, det gjorde han i filmatiseringen af Jostein Gaarders ”Sofies Verden” fra 1999.