Beskriv en scene fra din barndom
Min far og jeg vaskede op sammen hver aften. Det kunne sagtens tage os en hel time at vaske op efter en middag for tre-fire personer, fordi vi skulle diskutere alverdens ting. Jeg kommer fra et meget puritansk hjem, men den store gave i min familie var den intellektuelle diskussion, der fandt sted om alle verdens emner som politik, litteratur og billedkunst.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Da jeg i 1992 tog det voldsomme spring at gå fra min juridiske embedsmandskarriere i Justits- og Forsvarsministeriet til at træde ind ad døren som direktør for Det Kongelige Teater. Jeg trådte ind i et kaos, hvor teatret var i stort økonomisk underskud, og havde jeg vidst, hvor vanskeligt det var, havde jeg nok ikke sagt ja til jobbet. De første 6 år var meget udfordrende, men der kom gudskelov 10 gode år efterfølgende. Et er at forstå den økonomiske, styringsmæssige del. Men det er også vigtigt at forstå teatrets natur og få det til at blomstre og udvikle sig. Teatret skal altid kunne kontrolleres og samtidig altid være ude af kontrol.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Inde i mig bor to slags personer. En meget rationel, stringent, økonomisk og juridisk tænkende person, som stammer fra min far. Men jeg har også en irrationel, følelsesbetonet person, der stammer fra min mor. Jeg fulgte i min fars fodspor helt frem til 1992, og vi sad på samme gang på Slotsholmen. Efter hans død i 1988 begyndte jeg at undre mig over, om jeg lavede det rigtige. Det var i mødet med kunsten og dens irrationalitet og grænseoverskridende natur, at jeg flyttede mig selv personligt. Jeg lærte irrationaliteten at kende. Jeg lærte at respektere den, hvilket var en kæmpe oplevelse for mig, fordi min baggrund var så anderledes.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg har brugt meget af min tid de seneste 10 år i formandskabet i DR på at involvere mig i det opgør, der har været mellem den liberalistiske holdning til den frie presse og min egen holdning, der er dikteret af, at hvis public service-medierne kollapser, er taberne os alle sammen. Jeg anser det for værende et af de vigtigste opgør i min lange professionelle karriere, og det er meget vanskeligt for mig at forstå, at man i en tid som denne med fake news ikke fatter, at det er for vores alles bedste at have public service og seriøse, uafhængige skrevne medier. Kampen med snæversynet hos Dansk Folkeparti blev i første omgang tabt, fordi den borgerlige regering, modsat Norge, ikke kunne holde til presset. Lad os håbe, at frisindet og åbenheden får bedre vilkår igen.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg har prøvet at være opmærksom på forholdet mellem arbejdsliv på den ene side og ægteskab og familieliv på den anden side. Lykken bygges op af de to elementer, og jeg kan ikke erstatte det ene element med det andet og dermed opnå lykke. Et lykkeligt liv er et virksomt liv, hvor jeg kan gøre en forskel, hvor jeg står op til udfordringer, men det er også tomt, hvis der ikke er en familie at komme hjem til. Ulykken kan ramme fra begge sider, og hvis den rammer samtidigt, er det helt forfærdeligt.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil i samme profession som dig?
Hvis man vil ind i ledelse, handler det om at lytte og forstå – også til det, man umiddelbart ikke forstår. Det har jeg især lært i min tid som konstitueret dommer i Silkeborg, hvor man ikke må afbryde og derfor er tvunget til at lytte og forstå det menneske, som står over for en. Jeg lærte det grundbegreb i juraen, der lyder, at ”der er et argument, men der er også altid et modargument, og alle har ret til et forsvar”. Vi forpagter ikke sandheden hver for sig, men må søge den i fællesskab.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg befandt mig i 1962 og 1963 midt i kampene mellem hvide og sorte. Som 17-årig rejste vi en flok udvekslingsstuderende til USA, hvor vi mødte John F. Kennedy. Sammen med Martin Luther King formede han det nye USA. Jeg har også haft det privilegium at møde Nelson Mandela på et statsbesøg i Sydafrika. De er personligheder af den art, som har skabt store samfundsmæssige ændringer, der er bygget på tolerance. Vi ser så utroligt meget intolerance i disse dage, at jeg bliver helt fortvivlet over, om disse kampe var forgæves.
Hvad tror du på?
Jeg er tæt på kirken, og den kristne tro var en del af min opdragelse gennem min mor, og min søn er præst. Min personlige tro vil jeg sammenfatte i et ord, nemlig næstekærlighed. Jeg tror på, at hvis man elsker sin næste som sig selv, så kommer man rigtig langt. Min tro er på den måde ikke formaliseret, men dybt forankret i det kristne budskab, som vi på dette punkt deler med andre store religioner.