Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
På den negative side er det, at mange af mine gode venner er gået bort. Hver gang jeg spekulerer på et eller andet, tænker jeg ’det skal jeg lige spørge den og den om’ og det næste øjeblik husker jeg, at det kan jeg ikke, for vedkommende er jo desværre død. Det har påvirket mig ret meget. På den positive side er det vigtigste, at det går alle mine børn så udmærket godt. Jeg har et meget, meget fint forhold til dem, så alt hvad der glæder dem, glæder også mig, og alt, hvad der tynger dem, tynger mig.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det, tror jeg, var da jeg flyttede tilbage fra Aarhus til København sammen med Svend Auken, som jeg var gift med. Det var ikke, fordi jeg ikke brød mig om Aarhus, men jeg følte ikke rigtig, at jeg var mig selv derovre. Vi flyttede først til dejligt hus i Hellerup og senere til et endnu bedre hus på Solvænget på Østerbro, hvor jeg havde det fantastisk godt med mine naboer. Vi havde et fællesskab på vejen, børnene legede i haven og var glade, og jeg synes, det var en meget lykkelig periode i mit liv. Samtidig fik jeg også mere fodfæste på Politiken som fast medarbejder, så i den tid havde jeg både et frugtbart arbejdsliv og et frugtbart familieliv, det kan sagtens lade sig gøre.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Først og fremmest mine forældre. Jeg vil gerne give dem kredit for at have skabt en sød og god familie. Dernæst også Svend Auken, som i høj grad har formet mange af mine interesser og meget af mit udsyn. Han har dagligt givet mig meget mere tolerance og vist mig de gode og positive sider af livet.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det var et meget stort tab, da Svend Auken døde. Han døde for mere end 10 år siden, og det var alt for ungt. Det var et meget stort tab, for selvom jeg på daværende tidspunkt var blevet skilt fra ham, var vi meget gode venner.
Jeg synes ikke, at jeg har lidt så mange andre store tab, og det er nok et udtryk for, hvor privilegeret jeg er, at jeg tænker tilbage på mit liv som fuld af glæde og ting, som er lykkedes.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Aldrig. Jeg er så uoriginal. Hver gang jeg har skrevet noget eller brugt en vending, som jeg synes er god, så går det pludseligt op for mig, at det har den og den store forfatter sagt før mig, og at jeg blot har genopdaget det og omformuleret det en smule. Det er aldrig nogensinde bevidst, men det sker ubevidst. Jeg tænker, at store, originale forfattere og journalister ved meget mere om at have lidt tab og være på kanten af det, som er rigtigt og godt, og sådan har jeg aldrig haft det. Jeg tror faktisk, at jeg er ganske uoriginal, og når nogen synes det modsatte, skyldes det måske, at de også er uoriginale. Det eneste originale ved mig kan være, at jeg er lidt vredladen og ikke er så bange for at give udtryk for min vrede eller mit mishag ved noget.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have rejst mere. Når jeg engang imellem hører om unge mennesker og deres erfaringer i radioen, så kan jeg jo høre, at de har været i Sibirien som 20-årige, i Kuala Lumpur som 25-årige, og at de har rejst rundt i verden. De har også oplevet forfærdelige og farlige ting, men de har ligesom taget sig sammen og vedtaget, at de vil ud og se verden. Det gjorde jeg jo ikke. Jeg satte mig artigt ind på universitetet og begyndte at læse, fordi manglen på mod til at ville lukke verden ind sad i mig. Jeg fik ikke rejst nok, kort sagt.
Beskriv en scene fra din barndom.
Da jeg var tre-fire-fem år gammel kom jeg hvert år på sommerferieophold hos min mors forældre, der boede i Horsens, men jeg savnede mine forældre ufatteligt meget. Jeg nød det overhovedet ikke, og alligevel kom jeg sommer efter sommer til Horsens. I dag har jeg nærmest oparbejdet en lille gru for den by, som sikkert ellers er et udmærket sted, men når jeg nu kører i tog til Aarhus og toget holder i Horsens, så svinger jeg blikket bort og tænker ’her skal jeg heldigvis ikke af’. Mine bedsteforældre var ellers også meget søde og ville utrolig gerne have besøg af barnebarnet, men nej, hvor jeg ikke brød mig om det. Det er nærmest mit værste minde fra barndommen.