Bigband-lederen som løftede jazzen i Aarhus

Tidligere kapelmester for Klüvers Big Band Jens Klüver har i mere end tre årtier sat jazz på den musikalske dagsorden i Danmark. I aften afholder han koncert ved den igangværende Aarhus Jazz Festival

Bigband, jazz-chef, skolekoncerter og koncerter med nogle af jazzens helt store navne. Jens Klüver er i sin lange musikalske karriere nået vidt omkring og er stadig helt i front, når Aarhus Jazz Festival præger byen i denne uge. –
Bigband, jazz-chef, skolekoncerter og koncerter med nogle af jazzens helt store navne. Jens Klüver er i sin lange musikalske karriere nået vidt omkring og er stadig helt i front, når Aarhus Jazz Festival præger byen i denne uge. – . Foto: Otto Kirkegaard.

Det er en gammel kending i det aarhusianske jazzmiljø, som i aften giver koncert på Bispetorvet i Aarhus. Stifter og tidligere kapelmester i Klüvers Big Band gennem mere end tre årtier 68-årige Jens Klüver er nemlig én blandt flere velkendte navne til dette års Aarhus Jazz Festival, som kører ugen ud.

Jens Klüver var selv formand for jazzfestivalen indtil marts i år, og i løbet af de knapt 20 år i spidsen voksede festivalen sig større og større. Sidste år blev der afholdt mere end 325 koncerter i løbet af de 10 dage, begivenhederne varede.

Mest kendt er han dog netop for at svinge dirigentstokken i Klüvers Big Band, som i dag spiller under navnet Aarhus Jazz Orchestra. Jens Klüvers lyst til skabe et jazzbigband i Aarhus udsprang af en drøm om at give jazzmusikken samme muligheder som den klassiske musik, hvor musikerne har ordentlige forhold og arbejdsvilkår til at udvikle og arbejde med deres kunst.

Fraværet af et rytmisk musikkonservatorium tilbage i 1977 gjorde, at bigbandet ifølge Jens Klüver fungerede som en slags skole, hvor unge musikstuderende kunne udvikle deres talent. Selv studerede han ved Det Jyske Musikkonservatorium med klarinet som hovedfag.

Hvad der begyndte som et amatørorkester, endte i 1988 med at blive Danmarks første rytmiske basisensemble med støtte fra både staten og Aarhus Kommune. Dermed fik Jens Klüver efter 11 år opfyldt sit oprindelige ønske.

Den økonomiske støtte betød, at Jens Klüver kunne invitere store jazzmusikere fra USA til Danmark – nogle af de selvsamme kunstnere, som en ung Jens Klüver havde læst om i det anerkendte jazz-magasin Downbeat på biblioteket i hjembyen Fredericia.

At arbejde sammen med folk som trompetisten Clark Terry, orkesterlederen Thad Jones, guitaristen John Scofield og sangsolisten Kurt Elling, som han i 2011 spillede sammen med på New York-jazzklubben Birdland, er blandt højdepunkterne i karrieren. Men med den økonomiske støtte fulgte ikke kun privilegier, men også en forpligtelse over for de danskere, der gennem kulturstøtten muliggjorde disse oplevelser, følte Jens Klüver.

Derfor er han også i dag stolt over de skolekoncerter, som samlede tusindvis af børn, der fik muligheden for at synge med bigbandet og lære, hvad det vil sige at spille et bigband-instrument.

I dag, fem år efter han stoppede som kapelmester i bigbandet, bruger han stadig tid på at lære fra sig, og i øjeblikket underviser han blandt andet bigbands i både Holstebro og Aabenraa.

Der hersker ingen tvivl om, at musikken har fyldt og stadig fylder en stor del af Jens Klüvers liv. Han kalder selv arbejdet med bigbandet sit livsværk, og han har gennem årene modtaget flere priser, herunder Jazzselskabets Gaffelpris, Årets Kulturpris 2011, Dansk Musiker Forbunds Hæderspris.

Når én enkelt ting fylder så meget, er der naturligvis også brug for et afbræk i tilværelsen, og for Jens Klüver blev det styrkeløft. Hobbyen endte dog med at kaste et par danmarksmesterskaber af sig, og i en alder af 54 år løftede kapelmesteren 182,5 kilo i bænkpres – iført en såkaldt bænkprestrøje, der tillader lidt ekstra vægt på stangen.

Efter Jens Klüver er gået på pension, er der stadig tid til at træne styrkeløft et par gange om ugen og holde interessen for naturen og fugle ved lige. Han er gift med Lise Roed Lauridsen, som arbejder på Den Danske Scenekunstskole. Da hun fortsat er på arbejdsmarkedet, stjæler de huslige pligter også et par af døgnets timer, fortæller Jens Klüver. De bor i Aarhus, og sammen har de en voksen søn.