Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Inden for de seneste fire år er der sket det, at jeg er blevet mor til to små piger. Det har ændret mit liv radikalt, fordi jeg er gået fra en ret rodløs tilværelse, hvor jeg levede som single, arbejdede meget i udlandet og havde mulighed for at gå mine egne veje, til nu at have en fast base, en dejlig familie — og for en tid mindre arbejde, fordi jeg har været gravid og på barsel. Til gengæld har jeg haft mulighed for at være helt tæt på mine børn, mens de er små, som er en stor glæde for mig.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det var de år fra jeg var 21 til 25 år, hvor jeg gik på teaterskolen. Jeg følte mig meget hjemme, og selvom jeg også blev udfordret, blev jeg mødt med megen varme af både lærerne og de andre elever.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Min studievejleder på uddannelsen, Joen Bille. Han er et meget dannet og ordentligt menneske, som besidder en stor selvironi, og desuden er han en god leder. Det er ikke altid i den kunstneriske verden, at de fagligt dygtige samtidig besidder lederegenskaber som evnen til at lytte og samtidig ikke være bange for at tage upopulære beslutninger. Men det gør han, og det har været inspirerende.
Mine forældre har også præget mig meget. Jeg er vokset op med en ordentlighed og grundighed, men også en næsten lammende respekt for autoriteter. Jeg har haft brug for et opgør med mine forældres naturvidenskabelige tilgang om, at alt skal kunne bevises. Som skuespiller skal man være i arbejdet med sin krop, sin intuition og nogle impulser, man ikke kan tænke sig til. Vi joker i min familie med, at jeg på grund af min opdragelse stadig har svært ved at gå over for rødt, selvom der overhovedet ingen trafik er.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min mor har en evne til at lade sig begejstre og være nysgerrig på samme måde som et barn, som jeg også har en del af. Joen Bille har sagt om mig, at selvom jeg er et modent menneske, har jeg samtidig bevaret en barnlig uskyld, og min udvikling er sket i en flod af tårer.
Min far er kirurg og har præget mig med sin store grundighed og præcision, Han har også altid haft en stor interesse i musik og kunst, han har spillet mange instrumenter og ofte taget mig med i teatret, da han indimellem har arbejdet som teaterlæge.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Opsøg en skuespilleruddannelse og opsøg så meget regulær erfaring som muligt. Hvis du vil spille skuespil, så medvirk i alt det amatørteater og gå til alle de ’castings’, du kan. Der er så meget opmærksomhed om det at være skuespiller i offentligheden, at man kan blive forført til at tro, det er det, man vil. Kun ved at gøre det ved man, om det passer.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg har altid forberedt mig grundigt. Jeg har også erfaret, at det kan betale sig at forberede sig på, at tingene pludselig kan gå i en helt anden retning. Da jeg på uddannelsen var i scenetjeneste, altså praktik, skulle jeg medvirke i en mindre rolle i ”Mød mig på Cassiopeia” på Nørrebros Teater. Men jeg øvede mig også på hovedrollen i hemmelighed. Ikke fordi jeg tænkte, det blev aktuelt, mere som en slags drøm om fremtiden. Så skete der det, at Trine Pallesen, der spillede hovedrollen, kortvarigt blev syg, og jeg blev spurgt, om jeg ville dække rollen imens. Så det gav pote at være forberedt.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?
Jeg har haft virkelig meget glæde af at gå i skole, at lære og at læse. For eksempel har jeg haft den fornøjelse at indlæse Karen Blixens samlede værker for Gyldendal. Det har mindet mig om, at jeg føler en kæmpe glæde ved ord. Der ligger en rigdom i at skulle arbejde med, hvordan man skal forløse teksten, så ordene når frem til modtagerne. Der er noget helt særligt i mødet mellem litteraturen, publikum og mig.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg som 26-årig helt nyuddannet havde spillet hovedrollen i ”Chicago”, fik jeg et opkald fra en af de amerikanske producere, som ejer forestillingen, og blev spurgt, om jeg ville spille rollen i London. Det er sådan et opkald, man aldrig forestiller sig at få. Jeg kan huske, at jeg på flyveturen derover sad helt ude på kanten af sædet, fordi jeg var så nervøs. Men jeg var ikke i tvivl om, at det skulle prøves.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at der er noget større. Jeg har ikke et fast billede af en Gud, men jeg tror, der er noget. Jeg har en oplevelse af, at hvis jeg har sagt højt, hvad jeg godt kunne tænke mig, at der ville ske — ud i verden og mange gange — så sker det rent faktisk. For eksempel, at en producer ringer om en rolle i London. Måske fordi det er kommet nogen for øre.