Det havde kun sneet en ganske lille smule, da Birthe Wilke en dag i januar greb om posen med fuglefrø og begav sig ud i haven fra sit hjem i den sønderjyske by Bevtoft for at fylde fuglenes tomme foderbræt. Men hun nåede knap ud på det frostglatte græs, før benene forsvandt under hende.
”Jeg troede først, at min hofte var brækket, men det lykkedes mig at hive mig op af den busk, jeg var landet i. Som en orm måtte jeg kravle ind i huset igen,” fortæller Birthe Wilke om episoden, der efterfølgende fik hende til at folde hænderne og vende blikket opad:
”Jeg takkede Gud for, at det ikke sluttede for mig dér. Det gør jeg i øvrigt hver aften – takker Gud for, at han har ladet mig komme igennem endnu en dag her på Jorden.”
Der har efterhånden været en del dage på Jorden for Birthe Wilke. I morgen kan hun fejre sin 85-årsfødselsdag. Og står det til hende selv, har hun endnu mange fødselsdage foran sig. Glæden ved livet kan høres på måden, hun fortæller om sin nu rolige tilværelse i landsbyen Bevtoft nær Vojens, som hun har boet i siden 1988. Og det kan høres på hendes stemme, der stiger en oktav, når hun fortæller om de mange oplevelser, hun fik i sin tid som en af de mest populære refrænsangerinder og melodigrandprix-stjerner herhjemme. En tid, som hun nu ser tilbage på med ”fantastisk stor glæde”.
Selvom hendes sange ofte blev mødt af skepsis blandt anmelderne, lå hendes navn nummer ét på de danske hitlister utallige gange, og også i udlandet blev de fanget af Birthe Wilkes muntre melodier, som siden er fortolket på flere andre sprog. Sammen med Gustav Winckler blev hun vinder af det første danske melodigrandprix i 1957 med sangen ”Skibet skal sejle i nat”, og parret blev dermed de første til at repræsentere de rød-hvide farver ved den europæiske udgave af melodigrandprixet. Aftenens optræden – eller nærmere bestemt parrets afsluttende kys – blev siden det mest omtalte øjeblik i Birthe Wilkes liv. Det i alt 11 sekunder lange kys kom til at præge sladderen hos damefrisører landet over i måneder efter, ligesom Birthe Wilke stadig den dag i dag bliver spurgt, om parret i virkeligheden var så forelskede, som de så ud.
Det var få år efter krigens afslutning, at Birthe Wilke første gang indtog en scene. Først var det som akrobat, og som blot 12-årig sang hun ved juleballet i den lokale musikforening. Sangkarrieren tog herefter fart, og med sit charmerende væsen, brede smil og smukke ydre blev Birthe Wilke så godt som et levende symbol på den kulturelle opblomstring, der så tiltrængt bredte sig over landet i kølvandet på krigen.
Birthe Wilke var tre år, da krigen brød ud, og fire, da Danmark blev besat af tyskerne. Hun husker mange detaljer fra barndommen på Vesterbro i København, hvor hun voksede op i en musikalsk familie. I hvert fald husker hun mørklægningsgardinerne, lyden af krigsfly på himlen, og hvordan det hele buldrede og bragede i familiens hjem, da en bombe ramte Den Franske Skole kun et par kilometer derfra i 1945. Birthe Wilke husker besættelsestiden som barsk, men i dag er hun taknemmelig for, hvad krigen lærte hende.
”Den tid gjorde os robuste og lærte os, at livet ikke er en selvfølge,” siger hun.
To gange nåede Birthe Wilke at blive gift og skilt igen, før hun på en rejse til Tyskland mødte manden, der skulle vise sig at blive far til hendes søn, Ricky. Manden var en berømt tysk jazzpianist, hed Horst Jankowski og var ”simpelthen så genial, at man aldrig havde fået noget godt ud af at gifte sig med en som ham”, siger Birthe Wilke. Forholdet blev derfor kun ved et venskab frem til hans død i 1998.
Turen til Tyskland blev blot en blandt mange udlandsrejser i Birthe Wilkes sangkarriere. Hun optrådte blandt andet for de danske FN-soldater i Sinai-ørkenen og for de amerikanske styrker på Thule-basen. Ofte, når Birthe Wilke skulle ud at flyve, tog hun en sovepille ved navn Thalidomid. Først senere fandt man ud af, at pillen kunne medføre nervelidelser og var årsag til, at tusindvis af børn blev født uden arme og ben i Europa. Birthe Wilke gik ikke fri af nervelidelsen, som hun siden har levet med konsekvenserne af, og da hun i 1966 fik sønnen Ricky, var han født med alvorligt misdannede arme. Efter sønnens fødsel droslede hun ned for sangkarrieren for at kunne tilbyde Ricky den rette tid og omsorg. Birthe Wilke uddannede sig i stedet til stenograf og tog efterfølgende arbejde i Handelsbanken samt som læge- og advokatsekretær, før hun gik på pension.
Livet har sjældent gået stille for sig for Birthe Wilke. Før nu. Bortset fra den ømme hofte har hun det godt, og hun nyder at bo alene i Bevtoft. Selvom det betyder, at hun må være lidt ekstra påpasselig, når hun begiver sig alene ud i glat føre, giver enetilværelsen hende tid og ro til at tænke tilbage på alt det, livet har skænket hende. I barndommens gader i København, på scenen i showbusiness og nu som landsbyboer i Sønderjylland.