Biskop: Jeg ville gerne have sagt fra i nogle situationer, hvor jeg tav

Christian Alsted er som metodistbiskop bevidst om både svage og stærke sider. Op til 60-årsfødselsdagen i overmorgen har vi stillet ham nogle store spørgsmål om liv og død

Som biskop i Metodist-kirken for Norden og de baltiske lande har Christian Alsted omkring 150 rejsedage om året.
Som biskop i Metodist-kirken for Norden og de baltiske lande har Christian Alsted omkring 150 rejsedage om året. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har fået to børnebørn. Glæden ved at se mine egne børn blive forældre, samværet med vores børnebørn og det værdifulde i at se livet gå videre i de to små børn, som har hele livet foran sig, er dybt meningsfyldt.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det har jeg gjort, hver gang jeg eller vi som familie har lavet et væsentligt skifte i livet. Da jeg søgte om godkendelse til at blive kandidat til tjenesten som ordineret. Da vi flyttede fra Esbjerg til København med to små børn. Da vi solgte alt, hvad vi ejede, og flyttede til USA med tre børn i skolealderen. Og da jeg stillede op som kandidat til bispevalget i foråret 2009. Når man på den måde kaster sig ud i noget nyt i tillid til Gud, kan man ikke helt overskue eller forudse de mulige konsekvenser, Men det er der, udviklingen og mulighederne er. Det gælder i alle ting. Det er også erfaringen, når man står på ski; hvis man ikke giver slip, lader det sig ikke gøre.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have været mere modig i nogle beslutninger, og jeg ville gerne have sagt fra eller konfronteret i nogle situationer, hvor jeg tav og forpassede muligheden. Det har blandt andet været i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg bagefter kunne se, at jeg skulle jeg have været mere modig til at gå nogle veje, som der muligvis ikke var den helt store vilje til at gå, men som jeg bagefter kunne se var rigtige. Det er jo desværre oftest lettest at se tingene klart i retrospekt, men det kan man lære af, og det synes jeg også, at jeg har gjort.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

En generel ting: Jeg har stået ved mine styrker og kompetencer, men også mine svagheder og mangler og er blevet ved med at være villig til at lære af andre. Og så en konkret ting: At min familie og jeg flyttede til USA i et år, hvor jeg blandt andet deltog i et koncentreret studie for præster i forkyndelse og ledelse. Vi rykkede et år ud af kalenderen, og det var på alle måder fantastisk for os som familie og for mig som menneske og som præst. Jeg mødte en masse dygtige teologer, ledere og præster og knyttede venskaber med kolleger fra hele verden. Dette år blev på mange måder definerende for min efterfølgende tjeneste.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min fars død af cancer i 2003. Jeg kan stadig indimellem tage mig i at tænke, at jeg gerne ville have talt med ham om et bestemt emne og hørt, hvad han tænkte om det, eller fortalt ham noget, jeg har oplevet. Men den mulighed eksisterer jo ikke længere.

Beskriv en scene fra din barndom.

Mine forældre flyttede i parcelhus i 1968, og omkring huset anlagde min far en have. Midt på græsplænen stod en magnolia, og det var strengt forbudt at spille fodbold i haven. En eftermiddag da jeg var syv år, og min lillebror var fem, spillede vi selvfølgelig fodbold i haven, og jeg skød den største af de to grene på magnoliaen af med min fodbold. Jeg fortalte det til min mor, som sagde, at det måtte jeg tale med min far om, når han kom hjem. Jeg var noget trykket den eftermiddag, for min far havde et ret heftigt temperament, som godt kunne komme til udtryk indimellem. Da min far kom ind ad døren, sagde jeg med det samme til ham, hvad jeg havde gjort, og til min store forundring blev min far ikke vred, men sagde ”tak fordi du selv fortalte det – og husk så, at du ikke spiller fodbold i haven”. Det var nok første gang, jeg rigtigt lærte noget om tilgivelse.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?

Som biskop ser jeg det bedste og det værste af kirken. Jeg er til stede ved mange af de festlige, glade og gode anledninger, men også når der er vanskeligheder. Jeg har lært at arbejde bevidst og vedholdende med problemerne og søge at løse konflikterne så hurtigt som muligt, men ikke at lade dem tage opmærksomheden. Det negative kan æde én op, så det er væsentligt at fokusere på den gode udvikling og hele tiden løfte det frem. Man skal kunne være, hvor det er vanskeligt, uden at lade sig forme af det.

Og så er det vigtigt for mig at være det menneske, jeg er, ikke kun mit arbejde eller min rolle. Jeg har en rolle som biskop, men inde bag ved er der også et menneske, som jeg skal kunne stå ved.

Hvor skal du begraves?

Selvom jeg er meget bevidst om, at jeg skal dø, er det ikke noget, jeg har gjort mig nogen tanker om, for lige nøjagtigt dét betyder ikke noget for mig.