Prøv avisen

Biskop med mund og mæle

På det seneste er Karsten Nissen især blevet kendt for sit arbejde med dialog mellem kristne og muslimer, hvilket både har medført ros og ris til biskoppen, som fylder 60 år i morgen. -- Foto: Scanpix.

Viborg-biskop Karsten Nissen, der fylder 60 år i morgen, er aktiv i den offentlige debat om både kirke og samfund

Af Leif Kiil Sørensen

Det er en af folkekirkens mest markante og populære biskopper, som i morgen runder det skarpe hjørne til 60-års-alderen. Karsten Nissen har i 10 år været en afholdt biskop i det kirkelige smørhul Viborg Stift med landets højeste dåbsprocent og kirkegang. Samtidig er han med sin kombination af sønderjysk mildhed og skarpe meninger blevet et kendt ansigt langt ud over stiftets grænser.

Kendskabet har også strakt sig ud over landets grænser. For eksempel da Karsten Nissen deltog i den danske delegation, som tidligere på året rejste til Kairo for at dæmpe de religiøse gemytter i under Muhammed-krisen. Under skarp bevogtning diskuterede han den ophedede situation med blandt andre den egyptiske stormufti.

Dialogen optager Karsten Nissen. Han har gennem mange år været en central skikkelse i folkekirkens dialog med andre trossamfund, og for nogle år siden var han initiativtager til organisationen Folkekirke og Religionsmøde, som i dag tæller ni af folkekirkens 10 stifter og er primus motor i arbejdet med at etablere en samtale mellem kristne og muslimer. Men netop ivrigheden efter dialog har også skaffet Karsten Nissen modstandere, som mener, at han ikke tager islams fundamentalistiske sider alvorligt nok.

Så sent som december sidste år gik han offentligt ud med en advarsel imod det, han opfattede som en negativ tone i debatten om muslimers ret til at ytre sig om religion. Nissen frygtede, at tonen kunne presse unge muslimer ud på en konfrontationskurs over for det danske samfund. Tidligere i år formulerede han sammen med tre andre biskopper et hyrdebrev til danske menigheder med opfordring til ikke at lade forholdet til muslimer være båret af frygt.

I det hele taget er Viborg-biskoppen ikke bange for at tage bladet fra munden i kontroversielle sager. Således har han protesteret mod krigen i Irak og mod Danmarks deltagelse. Også spørgsmål om aktiv dødshjælp, udviklingslæren og lukkelovens indflydelse på kirkegangen om søndagen har fået biskoppens ord med på vejen, når journalister har kontaktet bispegården.

Hans mund og mæle er også kommet klart til udtryk i andre debatter. De seneste år har han særligt engageret sig i diskussionen om kirkelig velsignelse af homoseksuelle parforhold. Her har han som en af de teologisk konservative i bispekollegiet markeret en stærk modstand mod et kirkeligt ritual. Han nøjedes ikke med debatten i medierne, men skrev rundt til præster og menighedsråd i stiftet. Det samme gjorde han i forbindelse med sagen om den kontroversielle sognepræst Thorkild Grosbøll fra Taarbæk for at understrege, at Grosbøll efter hans mening ikke hører hjemme i folkekirken.

Trods de skarpe meninger – eller måske ligefrem på grund af dem – har Karsten Nissen et solidt folkeligt fundament i sit stift – og givetvis også udenfor. Da Kristeligt Dagblad for et par år siden spurgte sine internetbrugere om deres "favoritbiskop" delte Karsten Nissen og Jan Lindhardt en klar førsteplads.

Viborg-biskoppen har også fået andre førstepladser. Han er nemlig en aktiv sportsmand og tager blandt andet guldmærket i gymnastik hvert år, ligesom han ofte er at finde på sine mindst 50 kilometer lange cykelrute rundt om Viborg. Også jagt og roning hører til blandt biskoppens foretrukne måde at slappe af på, hvis turen da ikke går til fødeegnen, hvor han har sommerhus ved havet syd for Haderslev. Her nyder han fridage sammen med sin hustru, pædagog Aase Bech Nissen, med hvem han har tre voksne børn.

Karsten Nissen beskrives af flere som en venlig og varmhjertet biskop, som er god til at lytte til både præster og menighedsråd. Samtidig betegnes han som en klar og kontant leder, der er god til at skære igennem. Der er dog også mørkere nuancer på paletten, når kendere af Karsten Nissen skal fortælle om ham. For eksempel at en af hans svage sider er, at han har vanskeligt ved at klare modsigelse, og at hans reaktion kan opfattes både selvhøjtidelig og "biskoppelig".

Efter sin teologiske embedseksamen i 1971 underviste han på Aarhus Universitet et par år, inden han blev præst i Assing i Vestjylland. Efter otte år som forstander for Diakonhøjskolen i Århus trak han igen i præstekjolen som domprovst i Viborg, hvor han siden 1996 har været biskop. Gennem årene er det blevet til en lang række tillidsposter i blandt andet Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse, Det Danske Bibelselskabs bestyrelse og Kristeligt Dagblads repræsentantskab.

kiil@kristeligt-dagblad.dk