Prøv avisen
Portræt

Biskoppen, der kan navigere i kaos

Marianne Christiansen er vokset op med en far, der var biskop i folkekirken. Og nu har hun selv embede som biskop. - Foto: Scanpix

Biskop Marianne Christiansen får i morgen æren af at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste

I år er det biskop over Haderslev Stift, 52-årige Marianne Christiansen, der prædiker ved Folketingets åbningsgudstjeneste, som finder sted i morgen. Det har kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) valgt.

At Marianne Christiansen er endt som biskop på prædikestolen foran landets folketingspolitikere, er resultatet af en lang løbebane i den kirkelige verden, som allerede begyndte i barndomshjemmet. Marianne Christiansens far var den navnkundige biskop over Aalborg Stift Henrik Christiansen (død 2011), der som meget ung sammen med en lang række andre mandlige præster satte sit navn på en liste som protest mod, at kvinderne fra 1947 fik lov at blive præster.

Han ændrede dog holdning, længe før to af hans tre døtre tog teologiske uddannelser. Marianne Christiansen blev præst, provst og senere biskop, og Helle Christiansen er i dag chef for Kirkens Korshær. Den tredje søster, Benedicte, gik ikke præstevejen.

Marianne Christiansen beskrives som et utroligt flittigt og engageret menneske, der altid har været en dygtig organisator. Det er givet også et vigtigt talent at være i besiddelse af, da hendes husstand har rummet seks børn og ægtemanden, Henrik Svane. Så hun forstår naturligvis at navigere i kaos, beretter en kollega.

Et af børnene fødte hun om natten efter faderens 70-årsfødselsdag, et andet på badeværelset. Faktisk er fem af parrets seks børn født hjemme.

Så stor har familien ikke altid været, og som teenager i 1970'erne var hun på ferie på Bornholm med en søster og kusine. Det var i hønsestrikkens tid, og kusinerne strikkede stort set altid, og helst i ”bulgarsk solidaritetsbomuld”. Så cykelturen foregik naturligvis i hjemmestrikket badedragt med kvindetegn og nodetegn.

Marianne Christiansen er stillet op som bispekandidat tre gange. Først i faderens gamle stift, Aalborg, og dernæst i Ribe. Tredje gang var lykkens gang. Hun blev valgt til biskop over Haderslev Stift, da Niels Henrik Arendt forlod bispesædet i Haderslev for at blive sognepræst i to landsogne i Vestjylland.

Ifølge en bispekollega kan Marianne Christiansen både salmebogen og Højskolesangbogen udenad.

Haderslev-bispen er ifølge søsteren en fremragende fortolker af H.C. Andersen og dertil også et menneske, som med begejstring engagerer sig i alt muligt.

”Hun er også en tænksom betragter af det samfund, vi lever i. Hun lytter altid, og det er altid meget reflekterede svar, man får,” siger kollegaen videre.

”Hun synes, at det er hendes forpligtelse at åbne munden,” hedder det fra en ven.

Og når hun gør det, så får hun også af og til svar på tiltale. For eksempel med planerne om at opføre en moské i Haderslev. Her lød det i lokalavisen fra en læserbrevsskribent:

”Måske biskop Marianne Christiansen i sin iver for opførelse af en moské i Haderslev har glemt, at hun i sit præsteløfte har underskrevet en erklæring om at bekæmpe vranglære, herunder islam?”.Marianne Christiansener morgenmenneske, også i sommerferien, så hun kan snildt nå at skrive et læserbrev inden morgenmaden. Hun skriver også helst prædikener om morgenen.Forud for at Marianne Christiansen blev valgt som biskop i 2013, var hun præst i Løgumkloster. Hun blev cand.phil. i musikvidenskab i 1989 og teologisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1992. Hun har været sognepræst i Skørping-Fræer 1993-2004, provst i Hadsund Provsti 1993-2004, lektor ved Folkekirkens Institut for Præsteuddannelsen i 2004-2005 og sognepræst i Thisted 2005-2010.

Hun har blandt andet været en del af styrelsen for Folkekirkens Nødhjælp og Grundtvigsk Forum og desuden beskikket censor ved de teologiske fakulteter.

Marianne Christiansen er fraskilt og har ud over de seks børn også to bonusbørn samt fem børnebørn, og nu er der kun en søn på 15 år tilbage i hjemmet.

Og til Folketingets åbningsgudstjeneste medbringer hun et børnekor fra Vesterbro Sogn, for Folkekirkens Ungdomskor er et af biskoppens hjertebørn.