Prøv avisen
Dagens portræt

Bodil Jørgensen fylder 60 i dag: Det vigtigste er, at jeg fik livet igen

På den lange bane er det eneste der vokser kærligheden, troen og håbet. Det er en stor trøst for mig, siger Bodil Jørgensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bodil Jørgensen var tæt på at dø, da hun for nogle år siden på en filmoptagelse blev kørt over af en traktor. Hun kalder det en udfordring at have fået lov at prøve kræfter med livet igen. I dag fylder hun 60 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er, at jeg fik livet igen. I 2014 var jeg ude for en ulykke, der har været skelsættende for mig. (Bodil Jørgensen blev kørt over af en traktor under filmoptagelser på Mandø og var efterfølgende i koma, red.). Vi bliver født ind i verden, og jeg har en fornemmelse af at være blevet født igen. Det er ikke sådan, at man vågner op og er en anden, men det er blevet vigtigere for mig at gøre mig umage med livet. Jeg vil være menneskelig.

Det er ikke altid let at nå i livets tummel, men nu hvor jeg har fået chancen igen, er det blevet vigtigt. Jeg vil sige det sådan, at livet kommer ind på én, når døden gør. Det sidder dybt i mig nu, hvor skrøbeligt livet er, og hvor meget der er at passe på. Vi skal især passe på ikke kun at være krop og materie, det åndelige skal have plads, for det er der, de fleste kræfter ligger. Når jeg har valgt at fortælle åbent om min ulykke, er det, fordi jeg gerne vil indgyde håb til mennesker, der er faldet dybt. For det kan lade sig gøre at rejse sig med fornyet styrke.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er det første år med hvert af mine tre børn. Den fase, hvor de blev til små mennesker, der en dag selv kunne stå op, var noget helt særligt. Det er en særlig glæde at være så tæt på, som man er som mor, og den tid bragte mig i tankerne tættere på min egen mor og mormor. Hvis man kan overskue den situation at være sammen med en sådan lille skrøbelig person, så er det noget, der bliver i én altid. Der er ansvaret, og så er der den helt ubærlige tanke om at kunne miste dem. Jeg har elsket at kigge på mine små børn, når de sov. Det er sådanne øjeblikke, ingen kan tage fra én. De øjeblikke bor inde i hjertet.”

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min far har en stor andel i, at jeg har turdet være, som jeg er, og ikke nødvendigvis være, som alle forventer. Han var lidt anarkistisk i det og turde udfordre det borgerlige liv. Min storesøster og min lillebror betyder også meget. Jeg har fået lov at ligge der trygt i midten af søskendeflokken, og det gør jeg stadig. Den ældste tager støddene, og den yngste, han var en dreng, så det var noget andet. Der i midten kunne jeg få lov til bare at være den lidt klovnede mig.

Min første mand, Henrik Sartou (1964-2005), har også betydet meget for mig. Han var instruktør, og vi lavede nogle vilde forestillinger sammen. Han lærte mig noget, som jeg aldrig vil glemme: at det vigtigste ved teatret er, at det skal betyde noget.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Det er at prioritere at være tæt på mine børn og min familie. Vi bor i Lundtofte og er dermed tæt på min ældste søn, som bor i Lyngby. Derudover har vi et lille fritidshus, der ligger på et næs langt fra alting. Et dejligt sted, hvor man kan gå gode ture. Her mødes vi tit, og det er her, vi fejrer jul og holder til om sommeren. Når man får børn, tror jeg, at det er vigtigt at skabe nogle rammer, alle kan lide at være sammen i. Jeg kører også tit, som jeg siger, ’hjem til Jylland’, for at besøge min søster, der bor i Ølgod. Det sker også, at jeg tager til Vejen og kigger ind over hækken til mit barndomshjem.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min ældste søns far Henrik Sartou døde som 40-årig af sygdom. Vi var skilt, men derfor elsker man jo hinanden alligevel. Da han døde, mistede jeg en, der ikke kan erstattes. Det var uopretteligt. Alle mennesker er uerstattelige, men vi levende kan fejre de døde, vi har kendt. Vi mindes tit Henrik ved at kigge på gode billeder og snakke om ham. Og så kan man også altid tænde et lys. Det gør jeg ofte, også for mine forældre. Min far døde først, og min mor lige efter. De ville følges ad. Det var i 2013, et år før min ulykke, og det er jeg meget glad for, at de ikke skulle opleve.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg tænker, det var modigt, at jeg rejste mig fra sengelejet og stadig havde mod på at gribe fat i livets hjul. Jeg kunne jo også være blevet så traumatiseret, at jeg ikke turde at vende tilbage. Men jeg har masser af livsmod og er ikke bange for noget.

Hvad tror du på?

Jeg tror på min Gud og skaber. Jeg er meget glad for Kristus, altså historien om det lille menneskebarn, som Gud sendte os mennesker til at gro og spejle os i. Jeg elsker at gå i kirke, men jeg elsker også at bruge søndagen derhjemme sammen med dem, jeg elsker. Jeg forsøger at efterleve troen ved at vende den anden kind til og holde øjnene åbne for andre mennesker. Jeg tror på, at kærligheden, troen og håbet overvinder alt, og på den lange bane er det kun de tre ting, der bliver ved med at vokse. Det er en stor trøst for mig.