Prøv avisen
Portræt

Børnenes klare stemme

Bente Boserup har sat sit personlige præg på børnelovgivningen gennem de seneste 10 år. - Foto: Børns Vilkår

Chef for Børnetelefonen Bente Boserup har altid haft øje for det udsatte barn. Som lille så hun hjælpeløsttil, når hendes jævnaldrende havde det dårligt, som ung tog hun de forhutlede unger med hjem, og som voksen var hun med til at ændre deres virkelighed

Bente Boserup lagde mærke til dem, fra hun selv var helt lille. Børnene, der stak ud. Dem, der prøvede at skjule de blå mærker under kjolesømmen, aldrig havde madpakke med og skamfuldt slog blikket ned over lugten fra deres tøj eller lusene i håret.

”Jeg ved ikke hvorfor, men børn, der har det svært, har altid stået klarest for mig. Det er stadig de børn, jeg ser først. Mit blik fanger dem med det samme, og jeg får instinktivt lyst til at hjælpe dem, fikse deres problemer og sikre dem det glade og trygge børneliv, som alle børn fortjener og har krav på,” siger Bente Boserup.

Chef for Børnetelefonen i Børns Vilkår Bente Boserup har for længst cementeret sit navn og sin sag i den danske offentlighed. Hun er en vægtig stemme i den offentlige debat, når der diskuteres alt fra børneopdragelse til overgreb, og umulig at komme uden om, når indholdet i børnereformer og lovgivning skal på plads og udformes. Bente Boserup er med andre ord næsten gået hen og blevet en institution på linje med den børnetelefon, hun har stået i spidsen for de sidste 14 år.

Hendes karriere startede ellers ganske ydmygt, da hun som purung og nyudklækket studine blev ansat som vikar i en børnehave i et socialt belastet område på Nørrebro i København. Forældrene afleverede ikke sjældent deres børn i sølle forfatning - beskidte og sultne - og kunne tilmed være temmelig berusede, når de hentede dem igen, hvis de da overhovedet dukkede op. Og når en forælder udeblev, tog Bente Boserup en gang imellem den i dag noget radikale beslutning at tage den efterladte unge med sig hjem til et varmt bad, havregrød og en godnatsang. Hun kunne ganske enkelt ikke bære andet.

”Det var en anden tid, og der var større margin for, hvad forældre og ansatte kunne tillade sig. Jeg ville aldrig opfordre pædagoger til at tage børn med hjem i dag, men dengang var det et godt alternativ til en ensom aften på et børnehjem. Og jeg kunne simpelthen ikke lade være,” siger Bente Boserup, der efter vikariatet i børnehaven arbejdede med unge kriminelle, inden hun begyndte på lærerseminaret med det klare formål at redde børn fra en trist skæbne - nu gennem uddannelse.

”Jeg har hele tiden ledt efter nøglen til at løse problemet, og på det tidspunkt var jeg overbevist om, at det var uddannelse. Senere blev jeg opmærksom på, at også familien spillede en stor rolle, og uddannede mig til familieterapeut. Men det er barskt at være så tæt på ødelagte, misbrugte og forladte børn. Mange bliver galvaniserede eller knækker midt over af det, og jeg blev klar over, at jeg måtte søge videre,” fortæller hun.

Løsningen for Bente Boserup blev Børns Vilkår. Hun startede som almindelig koordinater, men blev hurtigt forfremmet til chef for Børnetelefonen og senere også souschef for hele organisationen. Hun har sat sit præg på de seneste 10 års børnelovgivning og udformning af børnereformer og kæmpet indædt for børns rettigheder og muligheder.

Alligevel mener hun, at det er arbejdet med at give børnene selv en stemme, der har været hendes vigtigste opgave og bedrift.

”Vi hjælper mange børn gennem Børnetelefonen, men det er klart, at vi ikke kan hjælpe dem alle. Det, vi så kan gøre i stedet, er at lytte til deres historier og sørge for, at de bliver fortalt. Det er deres stemmer og historier, der fortæller os, hvor det gør ondt i børnelivet, og hvor vi skal tage fat,” siger hun.

Bente Boserup er gift og har to voksne sønner. Den ene har hun fået i bonus, da hun giftede sig med sin mand. Men hun har også en datter. En ung kvinde, der kom ind i hendes liv som 10-årig, og som Bente Boserup - i modsætning til de efterladte børnehavebørn - ikke bare afleverede tilbage til forældrene.

”Jeg har fulgt hende gennem hendes ungdom og voksenliv, og selvom der aldrig var nogen officiel adoption, så er hun alligevel min,” siger Bente Boserup.